Af Lone Nørgaard.
Marianne Stidsen har slået til igen med en perle af en debatbog, der i detaljer dokumenterer de katastrofale konsekvenser af den forkætrede samtykkelov.
Marianne Stidsen: MED LOV SKAL LAND NEDBRYDES. Samtykkeloven og dens kollektive justitsmord. Hæftet med flapper. Forlaget Hovedland. 304 sider. Vejl. pris 269,95. Udkommet d. 18. september 2023.
****** seks stjerner ud af seks ___________________________________________________________________
”For uanset hvor frugtesløs denne friheds- og retfærdighedskamp end måtte forekomme [for demokrati- og retsstatsforsvarere] i det ydre, så er den vigtigste grund til at føre den ikke, om den virker, men om den rigtig og sand.”
Titlen, ”Med lov skal land nedbrydes”, sidder i skabet. Her gik vi og troede, at ’Med lov skal land bygges’, og så viser det sig, at retsstaten i dag er gennemhullet som en schweizerost og bruger loven til at nedbryde mennesker (læs: mænd).
Det er en påstand, der kan vaske sig, men over 304 sider dokumenterer forfatteren, at postulatet holder vand.
Det indledende citat er hentet i forordet og giver mindelser om Kaj Munks berømte motto: ’Aldrig, aldrig, aldrig spørge om det nytter, blot om det er sandt’.
Ikke et sekund er læseren da heller i tvivl om det passionerede engagement, der ligger bag Marianne Stidsens superaktuelle debatbog.
Igennem en årrække har Stidsen slået sit navn fast, ikke bare som professionel litterat, men som dygtig samfundsdebattør med en række vigtige bøger, artikler og kronikker. Bl.a. ”DEN NORDISKE METOO-REVOLUTION 2018 – og dens omkostninger, Fem eksempler på hvordan cancel-culture truer forskningsfriheden”, ”KØN OG IDENTITET. Et spadestik dybere” og ”Da Ariadne lærte Theseus at danse”.
I det seneste skrift har Marianne Stidsen sat sig for at afdække, hvordan samtykkeloven, der trådte i kraft d. 1. januar 2021, er skruet sammen på en måde, så den kriminaliserer almindelig seksuel adfærd og kategoriserer den som psykopatisk voldsudøvelse.
Formålet med bogen er at bringe faktabaseret viden ud til den danske befolkning om en lov, der bygger på politik og ideologi frem for jura. Oplysningskampagnen sker via 10 konkrete historier om drenge og mænd, der er blevet uskyldigt fængslet og dømt for voldtægt med afsæt i en lov, der har en fuldstændigt urealistisk opfattelse af forholdet mellem de to køn.
Hensigten er samtidig at råbe politikerne op, så samtykkeloven bliver ændret. Dels for de mange uskyldigt dømte drenge og mænds skyld, dels for de ægte voldtægtsofres skyld.
Citatmosaik
De følgende citater giver en fornemmelse af bogens argumentation og ikke mindst dokumentation, som fremover i diskussioner for-og-imod-samtykkeloven vil mundlamme enhver tilhænger m/k, der er i stand til at bruge sund fornuft og tænke logisk frem for ideologisk.
Det magtede fire vigtige aktører i udformningen, vedtagelsen og implementeringen af samtykkeloven tydeligvis ikke: Rosa Lund, MF for Enhedslisten, Trine Baumbach, juraprofessor, Pernille Skipper, fhv. MF for Enhedslisten og vicestatsadvokat Gyrithe Ulrich.
Min kommentar: Måske er de bare nyttige idioter og marionetter for større kræfter, men tilbage står, at politikerne i et retsstatsperspektiv ifølge Stidsen har begået århundredets bommert.
Professor i strafferet Lasse Lund Madsen: ”Hvis man laver en ren samtykkebaseret voldtægtsbestemmelse, er det i udgangspunktet ensbetydende med, at man kriminaliserer sex.” (s. 27)
”En lov, der betyder, at især drenge og mænd kan blive dømt helt uden beviser, kun på pigens eller kvindens – som det jo oftest er i praksis – påstand om voldtægt.” (s. 33)
”Hvordan kan det overhovedet hænge sammen med grundprincippet om, at man her i landet er ’uskyldig indtil det modsatte er bevist hinsides enhver rimelig tvivl?’ Svaret er: Det kan det ikke.” (s. 35)
”Det er interessant, at onklen [til en af de dømte drenge] her [i et brev til bl.a. Landsforeningen af Danske Forsvarsadvokater] kommer ind på, hvor stor vilkårlighed der tilsyneladende er i forhold til, hvem der bliver dømt, og hvem der bliver frikendt.” (s. 58)
At blive uskyldigt dømt er komplet ødelæggende. ”Og ikke kun for de berørte og deres familier, som må føle sig hensat til en ren bananstat – eller til et af de gamle totalitære regimer øst for jerntæppet (…)” (s. 69)
”Så nej, man mener ikke, det er relevant at bringe til den danske offentligheds kendskab, hvad der lige nu foregår ude i vores retssale, hvor et rekordstort antal mænd – mange af dem purunge drenge, der aldrig har været i kontakt med hverken politi eller retsvæsen før – bliver hentet på deres bopæl og sat bag lås og slå. Hvorefter følger nogle nærmest kafkaske retslige forløb (…)” (s. 73)
En fængselsbetjent: ”Tidligere var man måske bange for at få en datter, da alt muligt jo kunne tilstøde hende. I dag er man mere bange for at få en søn. Fordi man kan se, hvor lidt der skal til for at få ham buret inde.” (s. 89)
”Modsat den sårbare pige, så er den sårbare mand nemlig en fuldstændig ikke-anerkendt kategori i vores samfund.” (s. 112)
”Læser man politiets egen hjemmeside, hvor kvindekønnet næsten trygles om at anmelde voldtægt (…) er det lige før, man kan sige, at den røde løber rulles ud for enhver, der har lyst til risikofrit at anmelde en dreng eller en mand for voldtægt.” (s. 116)
”Som om der nu næsten er gået holdsport i at kunne sige, man er blevet voldtaget (…)” (s. 142)
”Kigger vi nøje på dem [de falske voldtægtsofre], så ligger der i alle deres vidneudsagn en nærmest barnagtig værgen sig ved at tage ansvar for egne handlinger.” (s. 184)
”Ingen mand kan vide sig sikker på at undvige samtykkefælden.” (s. 189)
”Man var så forhippet på at få en masse mænd og drenge dømt, så ”måltallene” kunne indfries, at man glemte – eller bevidst undlod – at stille de spørgsmål, der skulle stilles.” (s. 249)
”Samtykkeloven er, siger Jan [en af de uskyldigt dømte] blevet et perfekt våben i skilsmisseforældrenes kamp om børnene.” (s. 266)
”Samtykkeloven kan måske endda ses som en udløber af det forkvaklede familieretssystem.” (s. 268)
”1. Loven skal revidere, så den bliver baseret på frivillighed i stedet for samtykke (…) 2. Falske voldtægtsanmeldelser skal i langt højere grad, end det sker nu, efterforskes, rejses og dømmes.” (s, 300)
Vurdering
Min vurdering af bogen fremgår af såvel de udvalgte citater som fuldt hus i stjernetildeling. Marianne Stidsen har skrevet en begavet, øjenåbnende bog, hvor hun minutiøst gennemgår 10 konkrete historier (toppen af isbjerget), hvis udfald – uskyldigt dømt for voldtægt – skriger til himlene.
Tag ikke mit ord for det, men køb /lån bogen, læs gyserfortællingerne og døm så selv.
Genren er debatbog, og derfor vil jeg tillade mig at gå i debat i form af nogle kritiske kommentarer til Stidsens forklaringer på miseren.
Samtykkeloven blev ikke vedtaget takket være nogle få højtråbende aktivister og nogle forskruede, forstyrrede og forkvaklede ideer fra aktivistisk ekstremistiske grupper.
Samtykkeloven er ligesom fx identitetspolitikken, MeToo-terrorbevægelsen og Black Lives Matter en del af den værktøjskasse, der skal bruges i kampen mod den hvide mand og den vestlige civilisation(s frihedsrettigheder). De to biologiske køn og (den rimeligt velfungerende) kernefamilie(n) med far-mor-børn, der dokumenteret er den bedste og mest robuste ramme for børneopdragelse, skal smadres.
Angrebet er orkestreret, faciliteret og finansieret af de globalistiske kræfter, der vil svække og feminisere mænd for at gøre dem mere føjelige og kontrollerbare. Foreløbigt går det som smurt i olie.
Marianne Stidsen tror på, at i det store regnskab er det altid dem, der gør det rigtige, der vinder til sidst. Jeg ville ønske, jeg havde den samme tillid. Jeg ville også ønske, jeg havde hendes tillid til det politiske system og folketingspolitikerne. Set fra mit hjørne af haven har vores demokrati i dag udviklet sig til rent teaterdemokrati.
Endvidere hylder Stidsen opfattelsen, at sandheden ikke kan undertrykkes og skjules for evigt. Kan den ikke? Går det ikke meget godt?
I første ombæring tænkte jeg også, at det var et mega fejlskud at forsvare den engelske Prins Andrew, hvis forbindelser til Jeffrey Epstein ikke er til at komme udenom. I parentes bemærket: Hvad det engelske kongehus ellers har fingrene nede i, skal jeg her forbigå i tavshed, men begynder man først at grave, kommer (u)hyggelige sager for dagen.
I anden omgang – efter at have set BBC-dokumentaren med Prins Andrew – bliver min kritik en anelse mere nuanceret. Her ser vi de intrigante, selvsmagende mediemadammer slikke sig om munden ved udsigt til at få nok en magtfuld mand i fedtefadet. Dokumentaren med sin skånselsløse jagt sovset ind i moralsk overhøjhed giver associationer til makværket ”MeToo: Sexisme Bag Skærmen”, der havde held til at smadre Jes Dorph Petersen og Jens Gaardbos liv.
Med disse kritikpunkter ytret: Som borger i Danmark, der de seneste 3½ år – siden nedlukningen – har udviklet sig til et totalitært overvågningssamfund, bl.a. med en fuldstændig utidig samkøring af persondata, er jeg dybt taknemmelig for, at der findes mennesker som Marianne Stidsen. En sandheds- og retfærdighedssøgende person, der som en af de få universitetsansatte har gjort Akademia ære på grund af sin viden og sin integritet. Altså før hun på den mest uanstændige måde blev tvunget til at sige sin stilling op.
Den glade nyhed er, at hun aldrig ville have haft tid til at formulere dette kanon-kampskrift, hvis hun stadig havde haft sit lektorjob.
Så noget godt, er der kommet ud af, at Stidsen har forladt ideologiernes og dermed -alt for ofte – idiotiernes højborg: (Store dele af) det humanistiske fakultet.
Faktaboks
Marianne Stidsen (f. 1962) er lektor emeritus, dr.phil. og medlem af Det Danske Akademi. Hun modtog Kulturministeriets faglitterære pris i 2018.
Har siden sin debut redigeret og udgivet en lang række bøger om litteratur, kunst og identitet. Ud over de ovenfor nævnte bl.a. ”Hovedsporet. Dansk litteraturs historie” (2005) (sammen med Knud Wentzel m.fl.), disputatsen ”Den ny mimesis. Virkelighedstolkningen i dansk og nordisk litteratur efter Anden Verdenskrig” (2015) og ”Rilkes engle. Eksistentialismen i går – i dag – i morgen” (2016).
(Anmeldelsen har været bragt i Den Korte Avis d. 18. september 2023)