Af Lone Nørgaard.
Som flere gange skrevet er mit verdensbillede blevet totalt splintret i de seneste godt 3½ år – siden nedlukningen i marts 2020.
Tidligere koryfæer og bidragydere til samfundsdebatten, såvel danske som internationale, er faldet tungt ned af piedestalen og har vist sig både system- og autoritetstro.
Jeg vil derfor gøre James Corbetts ord i en samtale med Jerm Warfare til mine som svar på spørgsmålet: Hvilke kilder tror du egentlig på?
Svar: Ingen, ikke engang mig selv!
I parentes bemærket er det så alligevel ikke helt rigtigt: Jeg tror nemlig fortsat på Mike Yeadon, James Roguski og Peter Breggin plus en del flere, men læseren forstår forhåbentligt pointen. Tvivl, mistillid og skepsis over for alt og alle har været og er stadig galopperende her i biksen.
En mistillid, jeg senest har fået bekræftet i forhold til tidligere glansbilleder af dels Israel, dels Winston Churchill. Glansbilleder skabt af sofistikeret propaganda, hvor Tavistock Institute er et godt springbræt til en forståelse af, hvordan masserne bliver manipuleret.
Skift af standpunkt
D. 6. november 2023 havde jeg en artikel på NewSpeek ’LIKE SHOOTING FISH IN A BARREL’ – DE ISRAELSKE MAGTHAVERE STØTTET AF DEN GLOBALISTISKE MAFIA BEDRIVER ETNISK UDRENSNING, hvori jeg redegjorde for min kovending i forhold til Israel-Palæstina-konflikten.
I den forbindelse kan jeg i øvrigt anbefale at konsultere Peer Brændgaards blog, hvor han har lagt en række oplysende og saglige indlæg om jødedom og zionisme.
Og så har jeg fået bekræftet en tidligere fremsat påstand om, at Winston Churchill er en af verdens store krigsforbrydere.
Første gang jeg gik ud med anklagen var i marts 2023 med artiklen DE STØRSTE LØGNE I VERDENSHISTORIEN ER VED AT BLIVE AFSLØRET, hvori optrådte en række afslørende Churchill- citater:
“Vi vil tvinge denne krig på Hitler, om han vil det eller ej.”
– Winston Churchill. 1936 broadcast
”Tyskland bliver for magtfuldt, vi nødt til at knuse det.”
– Winston Churchill, november 1936 tale til den amerikanske general Robert E. Wood.
“Denne krig er en engelsk krig, og dens mål er ødelæggelsen af Tyskland.”
– Winston Churchill, broadcast i efteråret 1939.
”Krigen handlede ikke kun om at afskaffe fascismen, men om at erobre salgsmarkeder. Vi kunne, hvis vi havde villet det, have forhindret denne krig i at bryde ud uden at affyre et eneste skud, men det ville vi ikke.”
– Winston Churchill til Truman. Fultun, USA marts 1946.
“Tysklands utilgivelige forbrydelse før 2. verdenskrig var dets forsøg på at løsne sin økonomi ud af verdenshandelssystemet og at opbygge et uafhængigt udvekslingssystem, som verdensfinansieringen ikke længere kunne tjene på. Vi slagtede den forkerte gris.”
– Winston Churchill. Anden Verdenskrig, Bern, 1960.
“Vi gjorde et monster, en djævel ud af Hitler, derfor kunne vi ikke desavouere det efter krigen. Vi mobiliserede trods alt masserne mod djævelen selv. Så vi blev tvunget til at spille vores rolle i dette djævelske scenarie efter krigen. Vi kunne på ingen måde have påpeget over for vores folk, at krigen kun var en økonomisk forebyggende foranstaltning.”
– USA’s udenrigsminister, James Baker. 13/1992. DER SPIEGEL
“Fjenden er det tyske rige og ikke nazismen, og de, der stadig ikke har forstået dette, har ikke forstået noget.”
– Churchills chefrådgiver Robert Lord Vansittart, som sagt til udenrigsminister Lord Halifax, september 1940
“Hitlers politiske doktrin har ikke kastet os ud i denne krig. Årsagen var succesen med hans fremgang med at opbygge en ny økonomi. Krigens rødder var misundelse, grådighed og frygt.”
– Generalmajor J.F.C. Fuller, historiker, England (citat-samling slut)
Hyldestkronik i Jyllands-Posten
Paradoksalt er det, at for lige præcist 10 år siden skrev jeg en hyldestkronik til Churchill i Jyllands-Posten. Du kan læse den nedenfor, og også her er jeg altså blevet meget klogere. I hvert fald i egen selvforståelse!
For nu har dette interview på Swebbtube Sanningen om Winston Churchill føjet yderligere til dokumentationen for, at Winston Churchill hører til blandt denne verdens allerstørste krigsforbrydere.
I skrivende stund har jeg netop set denne video med David Irving David Irving – History is Politics and ‘Free Speech’ Comes With a Price. Såre interessant, og endnu en række brikker falder på plads. Fx hvorfor en David Irving sammen med Julian Assange hører til de mest forfulgte og defamerede sandhedssøgere i historien.
Jeg håber at vende tilbage med en artikel om David Irving, fordi han kan sammenlignes med Mike Yeadon, der også var en stjerne blandt fagfæller – indtil han blev detroniseret. Af the global banksters. Men til da – se videoen, der er spændende som en kriminalroman.
Hvorfor skulle og skal disse to vidende mænd af al magt ned med nakken? Med alle midler taget i brug?
Det er der nok en god grund til. Kunne den grund være, at de begge ubestikkeligt søger sandheden – også dér hvor den fører ubehagelige steder hen?
For Irvings vedkommende hans sætten spørgsmålstegn ved den officielle udlægning af holocaust. For Yeadons vedkommende, fordi han har gennemhullet løgnene om corona og ”vaccinationerne” alias genterapi-indsprøjtningerne.
I hvert fald lever de to herrer til fulde op til kriterierne for, hvilke kilder og eksperter, man kan stole på.
Så nogle stoler jeg altså alligevel indtil videre på! Det gælder således også for Karsten Pultz, der har beriget NewSpeeks læsere med en lang række fremragende artikler.
***
Undskyld, hvor er Winston? (jyllands-posten.dk)
De vestlige demokratier er på vej ned ad slisken – hjulpet godt på vej af politiske ledere gjort af en ganske anden støbning end Winston Churchill. En vildtvoksende velfærdsstat forankret i offer-mentalitet og rettighedskultur har produceret borgere, som dårligt tåler modstand, nederlag eller afsavn. I denne narcissistisk sump skal demokratierne sideløbende håndtere en indvandring fra 3.og 4. verdenslande, som er helt ude af kontrol.
Hvad-gør-vi?
Det første er at fastslå – og konstant formidle – et par historiske sandheder. Fx at velfærdsstaten ikke er en naturlov. Fx at vores sekulære demokratier ikke er kommet med posten, men er et resultat af en specifik historisk udvikling. Fx at vi kun kan bevare demokratiet, hvis den enkelte borger tager demokratiet på sig som en daglig forpligtelse. Hvad der helt præcist ligger i denne forpligtelse har filosoffen Kai Sørlander udfoldet i sin seneste bog Den politiske forpligtelse, som undersøger forholdet mellem økonomi, politik, jura, religion, demokrati og ytringsfrihed. Først lægger han det filosofiske fundament, siden analyseres den virkelige verdens forudsætninger for, at den sekulære demokratiske samfundsorden kan overleve:
- Et stabilt og vedholdende flertal skal være forpligtet på at opretholde den demokratiske orden
- Politisk ligeværdighed. Når den politiske ligeværdighed udmøntes i flertalsstyre, opretholdes ligeværdigheden kun, hvis flertallet tager politiske beslutninger, som opretholder den.
- Ytringsfrihed – som forbyder censur, men ikke kritik. På den ene side indebærer ytringsfriheden, at der skal være religionsfrihed: Frihed til at bekende sig til hvilken som helst religion eller til ingen religion overhovedet. På den anden side indebærer ytringsfriheden forskningsfrihed: Frihed til at følge en rational, videnskabelig, konsistent sandhedssøgen derhen, hvor den måtte føre.
- En demokratisk orden kan kun sikre religionsfrihed, såfremt borgerne er i stand til at adskille deres politiske forpligtelse fra deres religiøse forpligtelse. Man kan ikke forsikre, at man anerkender de andres religionsfrihed, hvis man ikke samtidig forstår, at man argumenterer uden vægt for de andre, hvis man argumenterer ud fra sin religiøse tro. Man kan ikke kræve, at andre undlader at krænke ens religiøse følelser, for så krænker man disse andres religions- og ytringsfrihed.
- Demokratiet skal have plantet sine værdier i hovedet på de kommende generationer. Dvs sikre, at der er institutioner, som kan sørge for, at der til stadighed (ud)dannes folk, så systemet kan fungere på længere sigt.
- I praksis må et demokrati have grænser. Det må gælde de personer, som lever inden for et på forhånd afgrænset territorium.
- Åbenhed (for fx politiske flygtninge) bør kun gælde så langt, som det er foreneligt med demokratiets indre stabilitet og sociale sikkerhed. Økonomiske overvejelser er uundgåelige.
Sørlander rejser spørgsmålet: Hvorfor er det primært i de vest- og nordeuropæiske lande, at man har fået de ideer (som en sekulær demokratisk samfundsorden bygger på) ind i den almindelige befolknings hoveder? Altså ideerne om politisk ligeværdighed og adskillelse mellem religion og politik? Svaret må søges i protestantisk kristendom, fordi:
- Jesus formulerer ikke noget politisk program
- Af Jesu liv og virke kan udledes en fordring om ligeværdighed. Over for Gud kan ingen påberåbe sig særstilling.
De indirekte politiske konsekvenser af Jesu forkyndelse viser sig at passe som fod i hose til de grundlæggende betingelser for en demokratisk samfundsorden. Den bygger nemlig på de to krav: Kravet om politisk ligeværdighed og kravet om adskillelse mellem politik og religion.
Den politiske elite forstår tilsyneladende ikke denne sammenhæng, men sætter islam og kristendom på fællesnævner, mens den tillægger sine opponenter et forkasteligt menneskesyn. Den politiske elite foretrækker at værne om de illusioner, som forhindrer den i at tage de nødvendige skridt til at forsvare egne sekulære institutioner. Eliten har ikke forstået, at alle religioner ikke har det samme potentiale for at kunne forenes med en sekulær demokratisk orden. Den samme vildfarelse lider Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol af. Sagt med andre ord: Eliten bruger religionsfriheden til at undergrave forudsætningerne for, at religionsfriheden fortsat kan opretholdes. I en blind tro på et falsk ideal.
Vesten står i et selvskabt politisk dilemma, fordi ledende politikere og ”intellektuelle” ikke forstår kristendommens afgørende historiske betydning for, at vores samfund har udviklet en sekulær, demokratisk orden. Oven i købet kæmper den samme elite for at trænge kristendommen endnu længere tilbage og stille den lige med andre religioner, mens den totalt overser forskellen mellem personlig godhed og politisk godhed. Men det er jo som bekendt heller ikke eliten, der skal bære de sociale konsekvenser af dens destruktive beslutninger.
De europæiske demokratier hjælper ikke resten af verden ved at ødelægge sig selv. Men i samme grad som man slækker på erkendelsen af, at demokratiet er en rational politisk forpligtelse, som kræver viden og modenhed af den enkelte, i samme grad svækker man selve demokratiet. Det er i vores del af verden, at vi har været bedst til at realisere principperne for en rationel demokratisk samfundsorden. Det har at gøre med vores kultur og vores historie. Derfor skal kristendommens særstilling bevares, hvad enten man er troende eller ateist. Ikke for troens skyld, men for demokratiets – som forpligter til rationalitet.
Og her kommer så endelig den gode nyhed: Rationalitet er ikke bundet af kultur. Den er alene bundet af logik – og erfaring. Det forstod Winston – og kors (!), hvor jeg mangler ham.