Der gik ikke mange øjeblikke fra udgivelsen af bogen Dødevaskeren, før forfatteren fik politibeskyttelse dag og nat.
Kommentar af Jeffrey Luz Ishøy
Den kurdisk fødte Sara Omars bog Dødevaskeren er et vidnesbyrd om et helvede for kvinder, der mest af alt minder om en ondskabsfuld driftsstyret verden af Hobbes – eller én af Stieg Larssons ”Mænd, der hader kvinder” romaner.
Noget af indholdet er så grusomt, at det er svært ikke at få medlidenhed med karaktererne. For eksempel når den femårige pige, Frmesk, bliver seksuelt misbrugt af sin imam-onkel, Muhammad, familiens stolthed, i faderens bogkælder. ”Frmesk kunne mærke, hvordan han svedte i håndfladen, men hun ville ikke se på ham. Han trak vejret i små stød. Hun tabte dukken og kunne mærke sit hjerte. Det slog hurtigt og dunkede i hendes tindinger. Han trak hende gennem stuen. Ned ad trappen til kælderen.”
Eller i romanens indledning, hvor en fader straffer sin datter, fordi hun har bragt skam over familien.
”Han trækker tungen ud af munden på sin datter og snitter den af i ét hug. Allahu akhbar, Allahu akbar, lyder det fra tilskuerne i flere hysteriske råb. Khanda falder sammen på vejen og spytter blod. Hendes stemme er væk. Er blevet til uartikulerede lyde. Tungen giver sig i nervekramper på gruset.”
Og dette er kun en smagsprøve på det kvindehad, som synes at fortsætte i uendelighed. For der er også kvindemordene på de urene og syndige kvinder, der slås ihjel eller voldtages – fordi de er kvinder. Dem vil jeg imidlertid lade ligge for nu. Bogens budskab er helt klart: Det handler om Koranens ord og mænd, der bruger dem til at udøve vold, mord og voldtægt på kvinder. ”Koranen giver mænd lov til at behandle kvinder, præcis som de har lyst til. Hvad med den anden Sura, vers 223: ”Jeres kvinder er pløjejord for jer, så gå til jeres pløjejord, som i vil. Her har du legaliseringen af vold og voldtægt.” Således lyder samtalen imellem romanens hovedperson, Frmesk og Darya, sygeplejersken, som arbejder på hospitalet, hvor Frmesk er sengeliggende.
Men selv i en håbløs kvindehadende verden, findes hjertevarme og mandsmod til at stå mod ondskaben. Darwésh er bogens absolutte helt og det tætteste, vi kommer på en medmenneskelig oplysningsfilosofi, i en uoplyst verden af koranvers og analfabetisme. Det er ham, vores helt, der tør udfordre det islamistiske system. Han er den diametrale modsætning af sin modbydelige imam-søn, Muhammad (der bruger Koranens ord til at legitimere overgrebene på Frmesk), og samtidig en intellektuel modpol til den ignorance, der gennemsyrer fortællingen, og er skyld i så megen lidelse. Han er den usikkerhed enhver ”ægte” troende må frygte et sted inderst inde. Selv hans kone, Gawhar, dødevaskeren, bliver undertiden usikker på sig selv og sin tro, i hans nærvær, og må til tider erkende sin usikkerhed. Han er hendes usikkerhed, men samtidig et håb midt i al fortabelsen. Han tager børnene med ned i sin kælder (i modsætning til Muhammad misbruger han dem ikke) for at lære dem om litteratur – for at lære dem kritisk tænkning. Her følger et længere uddrag.
”Darwésh havde rejst sig og trak en lampe tæt hen til stolen. ”Sæt dig her,” sagde han til Aso, da drengen kom tilbage med de to bøger. Så så han på Frmesk. ”Vil du hjælpe din far?”
Frmesk sprang op med et glad grin, mens Gawhar rystede opgivende på hovedet.
Darwesh løftede Frmesk op på en stol lige ved siden af lampen, og så gav han hende et hvidt klæde i hænderne. ”Kan du holde det her op foran lampen lige som en skærm?”
Hun nikkede og strakte sig ind foran lampen.
”Godt, se så godt efter, min dreng. ”Nu holder jeg en bog op foran lyset bag klædet. Kan du se bogen?”
”Ja”, sagde Aso med sikker stemme.
”Godt, så holder jeg lige den anden op. Kan du også se den?”
”Ja,” sagde Aso igen.
”Jeg kan også se den,” sagde Frmesk omme bag på skærmen.
Han smilede til hende. ”Aso,” sagde han så. ”Kan du fortælle mig, hvilken der var Koranen, og hvilken der var Biblen?”
Aso rynkede panden. ”Far, jeg så jo kun deres skygger.”
”Netop, min dreng De to guders ord kaster den samme skygge, og enhver bog er intet andet end sin forfatters skygge, og det er derfor, vi altid skal forholde os kritisk til de ting, vi læser, især hvis de hævdes at være skrevet af en overjordisk magt for mange århundreder siden.”
Dette er den måske mest håbefulde scene i bogen. For en gangs skyld tales der ikke om koranvers eller kvinders urenhed. Vi bevæger os ud af boksen (om end dette blot er i kort tid), og det er som om, at der rent faktisk er håb for børnene, som ikke længere hjernevaskes til at tro, at Koranen er det eneste sande. Det er som om, at ondskaben forsvinder for en stund. Hvis blot der var flere som Darwésh, ville verden være et bedre sted – i hvert fald for det kvindelige køn.
Man kan sammenligne Dødevaskeren med Lars Hedegaards, Fragmenter af Danmarks historie, der også er islamkritisk. Dog kommer kritikken her indefra, fra hjertet af en person, der selv kommer fra et muslimsk undertrykt miljø. Det mærker man i de socialrealistiske beskrivelser af personer, navnlig kvinderne, der behandles som ejendomme, med hvilke manden kan gøre, hvad han vil. Dødevaskeren har da netop også et fremragende karakterportræt. Man ved tilstrækkeligt om karaktererne til, at man føler med dem, og ønsker at lære dem bedre at kende. Man lider med dem. Og det er netop det, der kendetegner den gode fortælling – når læseren får medfølelse med karaktererne og inddrages i handlingen. Sara Omar skriver i et enormt illustrativt og detaljeret sprog, der kunne minde om en af Tove Ditlevsens romaner. Det er som om, at enhver linje har et formål og er nøje gennemtænkt – eller også sidder det bare i hukommelsen. Intet er overladt til tilfældighederne.
Læs også:
EKSTREMT POSITIVT SYN PÅ VOLD MOD KVINDER BLANDT MIGRANT-KULTURER
OVER HALVDELEN AF MIGRANT-MÆND TROR, AT KVINDER KAN LIDE SEX-KRÆNKELSER
9 UD AF 10 KVINDER I BRUXELLES ER BLEVET SEKSUELT ANGREBET PÅ GADEN