TERROR: LAD HJEMMEVÆRNET BIDRAGE TIL BEVOGTNING

newspeek
(Foto: Soldater fra både hjemmeværnet og det almindelige forsvar har i flere år været udsendt til missioner i udlandet, her i Helmand-provinsen)
Del artiklen her:

Både politiet og det almindelige forsvar er stærkt presset af sikkerhedssituationen. Hjemmeværnet koster skatteyderne 500 mio. kr. årligt – hvorfor ikke bruge det?

Regeringen erkender nu, at trusselsbilledet ikke bedres foreløbigt, og at det nuværende scenarie med danske soldater i danske gader derfor skal ses som en del af den nye normaltilstand i Danmark. Ifølge justitsminister Søren Pape (K) lever der i dag ganske enkelt for mange islamister i Danmark til, at samfundet kan sænke paraderne:

“Vi er ikke reddet af, at Islamisk Stat bliver nedkæmpet i Syrien. Fordi de er her iblandt os i Danmark og i Europa. Med dem mener jeg dem, som ikke ønsker vores levemåde og samfund. Og det skal politiet og efterretningstjenesten forholde sig til,” siger han ifølge Berlingske.

Ifølge formanden for Hærens Konstabel- og Korporalforening, Flemming Vinther, har der i Forsvaret længe været en erkendelse af rigets tilstand:

“Jeg har fra dag ét sagt til vores folk, at den her opgave kommer vi ikke væk fra igen. For hvad er det for en situation, der skulle udløse, at de steder ikke længere skal bevogtes. Skulle det være et eller andet fredsbrev fra Mellemøsten,” siger Flemming Vinther til Berlingske.

Ifølge Flemming Vinther betyder opgaven med bevogtning og grænsekontrol indenfor landets grænser, at andre militære opgaver vil skulle nedprioriteres. Og dette i en tid med øget pres fra NATO om at Danmark skal kunne bidrage mere til internationale opgaver, herunder overfor russisk flergenerationskrigførelse og islamiske terrororganisationer:

“Vi vil nu skærpe vores spørgsmål til forsvarets ledelse, for vi har fået at vide, at den her opgave kunne man løse i seks måneder, inden det ville begynde at få konsekvenser for forsvaret. Så nu vil vi have en forklaring på, hvad vi så ikke skal løse. Det hænger ikke sammen,” fortæller en bekymret Flemming Vinther.

Samtidigt er frygten i samfundet øget betydeligt. Siden 2013 er omsætningen i sikkerhedsbranchen – alarmer og vagter – steget 31 procent ifølge Jyllands-Posten. Professor ved Aarhus Universitet og ekspert i tillid, Gert Tinggaard Svendsen, mener, at “en voksende vagt- og sikkerhedsindustri bør være en alarmklokke, for det er et udtryk for, at der er noget galt.”

Politiet er historisk hårdt presset og må se igennem fingrene med bl.a. vold og indbrud. Det almindelige forsvar melder ud, at bevogtning af synagoger går ud over varetagelsen af landets sikkerhed på andre fronter. Utrygheden blandt danskerne, der alt for ofte oplever, at politiet ikke kommer når der er brug for det, er vokset eksplosivt. Var det ikke på tide, at man tænker hjemmeværnet ind i en mere aktiv rolle i befolkningens og nationens sikkerhed? Hjemmeværnet, der både officielt og strukturelt er en del af det danske forsvar, koster trods alt 500 mio. kr. årligt – burde skatteyderne ikke få noget mere sikkerhed for disse penge?

En ganske stor andel af hjemmeværnets soldater kommer i dag fra det almindelige forsvar. Mange har været professionelle soldater og har udsendelser i rygsækken. Desuden er den gennemsnitlige hjemmeværnssoldat på grund af alder og erfaring fra det almindelige liv med familie og arbejde mere moden og livserfaren end de 19-20-årige gardere, som i dag står bevæbnet på københavnske gader.

Og netop menneskelig modenhed er i høj kurs ved indsættelser, der indbefatter masser af borgerkontakt og risiko for væbnet konflikt i egne byer. Evnen til at bevare roen, virke voksen og myndig og tage hurtige etiske beslutninger må alt andet lige være bedre hos en person, der udover at være uddannet soldat ligesom garderne, også har væsentligt mere livserfaring med sig.

En anden ulempe ved at indsætte betjente og soldater fra det almindelige forsvar til bevogtningsopgaver er, at de bliver dårligere til deres normale arbejde ved bare at stå der og bevogte. Betjentene bliver forsinkede og forstyrrede i deres efterforskning og soldaterne kan ikke træne til de missioner, de skal udsendes til.

Man har allerede med stor succes ansat hjemmeværnssoldater til at kontrollere grænserne mod Tyskland. Her fungerer samarbejdet med politiet fortrinligt, og det har ikke været svært at finde arbejdskraft på trods af, at arbejdspladserne ligger i det yderste udkantsdanmark. Mon ikke man vil kunne finde hvad der svarer til nogle grupper – måske en helt deling – hjemmeværnssoldater, der vil kunne bidrage til bevogtningen af synagoger?

Læs også:

OBERST: DERFOR SKAL HJEMMEVÆRNET INDSÆTTES BEVÆBNET

DF: SÅDAN SER VI FORSVARET OG HJEMMEVÆRNET SMELTE SAMMEN

BANDEKRIG: NÆSTE SKRIDT KAN BLIVE UNDTAGELSESTILSTAND I DELE AF KØBENHAVN

Del artiklen her: