(Foto: Oberst Eigil Schønning, chef for hjemmeværnets Totalforsvarsregion Sjælland)
Hjemmeværnet bør langt oftere være bevæbnet, når de indsættes. I hvert fald, hvis det står til oberst Eigil Schjønning, chef for hjemmeværnets Totalforsvarsregion Sjælland.
Schjønnings udmelding kommer efter et år, hvor vold mod offentlige myndigheder er eksploderet med hele 64 procent og terrortruslen fortsat er meget høj og formentligt stigende.
Våbnene flyder, ekstremt voldelige indvandrerbander har gjort deres indtog og skyderier på åben gade er blevet hverdag. Kort sagt: Det er blevet farligere at opretholde loven. Allerede i 2013 blev gennemsnitligt godt fire betjente udsat for overgreb, dagligt.
Farligt at gå i uniform
Desuden er militæruniformen en rød klud i ansigtet på religiøse ekstremister, som mener, at vestligt militær er i krig med islam og dræber uskyldige muslimer.
Der sker jævnligt angreb på soldater rundt om i Europa. Det værste var i England, hvor to muslimer skar hovedet af soldaten Lee Rigby midt på gaden.
Af samme grund advarer Holland og Danmark soldater mod at bære uniform udenfor kasernerne.
Debatten er startet
Ugen efter Schjønnings udmelding slog regeringen fast: “Regeringen vil ikke bevæbne Hjemmeværnet med tjenestevåben, selv om soldaterne skulle føle sig udsatte, når de deltager i opgaver, der kan betegnes som kritiske situationer.”
Omvendt bakker Dansk Folkepartis hjemmeværnsordfører Jeppe Jakobsen op om Schjønning og soldaternes sikkerhed: “Når man står i en uniform, så kan man være et mål for folk, der vil skabe overskrifter. Og så er det jo en tragisk historie, hvis en hjemmeværnsmand ikke kan forsvare sig selv.”
Newsspeek har talt med flere hjemmeværnssoldater som bekræfter, at Schjønnings udmelding har været et varmt emne i den interne debat. Det handler primært om sikkerhed.
Sikkerhed kommer først
Newspeek Networks har talt med Schjønning, som til en start giver et par eksempler på nylige situationer, hvor sikkerheden har været kritisk for indsatte hjemmeværnssoldater:
“31. oktober blev en betjent skudt på Christiania af en mand, der kun var ude på at dræbe politifolk. Samme nat havde vi indsat hjemmeværnsfolk fem steder i København. Pistolmanden fra Christiania flygtede gennem byen, og jeg blev ringet op midt om natten med en melding om, at en bevæbnet mand rendte rundt i København og var ude på at skyde folk fra myndighederne. Havde han mødt nogle af vores soldater er det sandsynligt, at han havde skudt dem.”
Et andet eksempel, hvor Schjønning mener, at soldaterne burde have våben er skyderiet på Hans Knudsens plads natten til d. 8. oktober. Pladsen ligger kun få hundrede meter fra to af landets mest radikale moskeer på Rovsingegade og den berygtede ghetto Mjølnerparken, hvor i øvrigt terroristen Omar El Hussein voksede op.
“Vi havde soldater til både at bevogte gerningsstedet på Østerbro og en udbrændt Passat i udkanten af byen, som havde været brugt i angrebet. Vi er midt i en bandekonflikt og vi ser en brutalisering i samfundet. Det ville have været et rigtig godt sted at være bevæbnet. Det betyder ikke, at man skal løse opgaven med sit våben. Man vil stadig være indsat i rammen af almindelig hjælp til politiet og du har ingen særlig bemyndigelse eller politimæssige beføjelser. Hvis nogen går ind gennem afspærringen vil vi ikke gøre andet end at tilkalde politiet. Våbnet er kun til at forsvare sig selv og andre, som der står på det vi kalder soldatens kort. Det jeg bare siger er, at vi er nødt til at tage baggrundstruslen seriøst. Der er situationer, hvor jeg som chef ikke kan forsvare at indsætte frivillige soldater ubevæbnet.”
Sikkerhed først, forstår man på Schjønning.
Ikke nok politi
Schjøning fortsætter: “Det rigtigt, som nogen politikere siger, at så vil der være situationer, hvor vi ikke kan bruge hjemmeværnet. For alternativet til, at vi ikke må være bevæbnet i sådanne situationer er, at vi ikke kommer. En af mine udfordringer er faktisk at få vores faste officerer til at sige nej til opgaver, der kan være farlige, selvom de gerne vil hjælpe politiet så meget som muligt. Set i bakspejlet burde vi for eksempel have sagt nej til opgaven på Hans Knudsens Plads, hvis ikke vi kunne være bevæbnet.”
Man kan spørge sig selv: Hvordan ville man have det med at stille sig op midt om natten i militæruniform et stenkast fra landets mest kriminelle og ekstremistiske ghetto og afspærre tungt bevæbnede banders gerningssted – bander, der formentligt vil gøre hvad som helst for at fjerne beviser – med kredsende biler fulde af aggressive indvandrere, ubevæbnet? Sådan var situationen på Hans Knudsens Plads, og mange andre situationer.
Alternativet er at sætte politi til at varetage opgaven. Men det er et politi, som i forvejen er så presset, at man end ikke kommer folks børn til undsætning, når de tæskes på åben gade.
Og i sidste måned var der to (her og her) eksempler på, at politiet var for travlt til at rykke ud, da fortvivlede forældre ringede efter hjælp til deres børn, der blev tæsket af bander på åben gade.
“Almindelig hjælp”
“Det jeg mener er ikke, at hjemmeværnssoldater skal bevæbnes for at jagte forbrydere. Det ville gå ind under såkaldt særlig hjælp til politiet. Vi vil ikke konkurrere med politiet. Det jeg mener er, at det er blevet farligere at udføre det arbejde, som hjemmeværnet bruges til, og at de skal kunne forsvare sig selv og hinanden. Trusselsbilledet har ændret sig, og det er simpelthen ikke godt nok bare at gøre som vi plejer. Jeg taler om retten til at kunne forsvare sig selv, og det er svært at forsvare sig imod bevæbnede bander, hvis ikke man har et våben. Vi skal blive bedre til at bruge efterretninger og så i hvert enkelt tilfælde vurdere, om der er behov for bevæbning.”
Formand for politiets fagforening Claus Oxfeldt er ikke enig. Han mener, at øget bevæbning af hjemmeværnet vil være en trussel imod “retssamfundet”.
Schjønning har kun hovedrysten tilovers for, at politiets fagforening overhovedet blandes ind i debatten: “Oxfeldt er jo ansat til at varetage politifolks interesser, ikke hjemmeværnets eller Danmarks interesser.” På spørgsmålet, om Schjønning tror, at politiets fagforening kan have en interesse i at forsvare deres egne arbejdspladser mod at blive delvist overtaget af hjemmeværnet, er oberstens svar: “Ja, lige præcis.”
Er der grund til at være nervøs over de juridiske konsekvenser ved, at en uskyldig skulle blive ramt af en bevæbnet hjemmeværnssoldat? Schjønning svarer: “Hvis soldater er indsat med våben på grund af truslen men uden at de har overtaget nogle af politiets beføjelser, så gælder retten og pligten til at forsvare sig selv og andre hvis der er fare for liv eller førlighed. I dette tilfælde er der ikke noget særligt juridisk problem, hvis uskyldige desværre måtte blive ramt.”
Bevæbnede soldater skaber tryghed
“Det kan lyde hårdt, men vi må erkende, at vi er i et våbenkapløb. Det er ikke et kapløb vi har ønsket, men vi skal for alt i verden vinde det. Ellers er det ikke længere den danske stat, der har magten på vores gader,” siger Schjønning.
Han fortsætter: “Det er kun i Danmark, man overhovedet kan finde på at diskutere, om hvorvidt soldater skal være bevæbnede. Den diskussion har man slet ikke andre steder. Jeg tror det skyldes, at hjemmeværnet har bidraget med alt muligt, som slet ikke er relevant for soldater. Afholdelse af cykelløb og den slags. Det har givet folk et helt forkert billede af, hvad hjemmeværnet er og hvad vi kan, og nu er vi i den underlige situation, at vi skal til at argumentere for, hvorfor soldater skal have våben. Og vi ved jo fra Italien, Frankrig og Belgien, at soldater faktisk skaber tryghed. Folk bliver mere trygge, når de ser en bevæbnet soldat. Og soldaterne render jo ikke rundt og leger politi. De har våbnet som selvforsvar og så har de en forholdsordre om, at skulle der opstå et terrorangreb, så skal de bruge deres våben til at stoppe angrebet.”
På spørgsmålet, om ikke man skal overlade det til politiet at varetage den indre sikkerhed, og så lade Forsvaret, som hjemmeværnet er en del af, tage sig af ydre fjender, svarer Schjønning: “Det er simpelthen det mest latterlige udsagn, jeg nogensinde har hørt. Tænker man sådan, så har man ikke sin historik i orden. Vi er sat på jorden for at kæmpe her i Danmark, for at støtte samfundet – særligt politiet – og for at støtte Forsvaret. Sagen er jo, at truslen flyttede med os hjem i samme periode, som Danmark trak mange af sine soldater hjem fra udlandet. I dag er truslen over alt. Derfor er der i dag ikke forskel på, om man er ude eller hjemme. Vi kan ikke sige, at nu er vi hjemme i Danmark og så er alt trygt og fredeligt. Jeg ved godt, at mange politikere synes, at herhjemme i Danmark skal vi ikke brutalisere samfundet med flere våben på gaden, men det bestemmer vi jo sådan set ikke selv. Og hvis det kun er modparten, der har våben på gaden, og vi ikke kan bevæbne os tilstrækkeligt, så har vi ikke noget samfund, for så bestemmer vi ikke på vores egne gader.”
Schjønning uddyber om soldaternes udstyr: “Vores geværer er store og lettere at tage fat i for en modstander. Pistoler er mindre synlige og sværere at få fat i. Derfor er det absolut relevant at overveje at udstyre soldaterne med pistol og man kan sådan set også overveje peberspray og håndjern. Men den vigtige faktor her er, at hjemmeværnet er en frivillig organisation, hvor den kritiske ressource naturligvis er soldaterne tid til rådighed for uddannelse. Derfor er det naturlige valg soldaten gevær, som er soldatens primære våben som alle er uddannet og træner på.”