Chefkonsulent Berit Toft Fihl fra Dansk Arbejdsgiverforening har fået den lidet misundelsesværdige opgave at markedsføre fantasifulde opskrifter på en vellykket integration af ikke-vestlige indvandrere. Senest i en kronik i Børsen den 5. maj. DA nægter at se i øjnene, at både arbejdsgiverne, fagbevægelsen og beskæftigelsessystemet aktivt modarbejder integrationen.
Af André Rossmann
Man forsørger sig selv
Det første element i DA’s plan er, at man skærer det ud i pap for ikke-vestlige indvandrere, at de skal forsørge sig selv. Som jeg skrev i indlægget ”Danmarks perspektivløse immigrationspolitik” forleden, behøver man ikke at være økonomiprofessor for at se, at kravet om selvforsørgelse ikke kan opfyldes, medmindre DA-LO-kartellet slipper løndannelsen på arbejdsmarkedet fri, således at ikke-vestlige indvandrere uden kompetencer og danskkundskaber kan arbejde for 20-40 kr. i timen. I Folketinget er der imidlertid ikke politisk vilje til at slippe løndannelsen fri. Fagbevægelsen er ikke interesseret i at slække tøjlerne på den stive danske model og få konkurrence fra lavtlønnede flygtninge og migranter. Og arbejdsgiverne spiller med, da de vil have ro på arbejdsmarkedet. Praktikkonsulenter på landets erhvervsskoler oplever jævnligt, at arbejdsgiverne stiller krav til elevernes etniske baggrund og fravælger elever på baggrund af etnicitet. Det er klart – at ansætte flygtninge er for besværligt, kan indebære kultursammenstød, koster for meget, og der er risiko for, at flygtninge tager job fra danske ledige.
INTEGRATIONSINDSATSEN PÅ VEJ MOD FIASKO
Erklær flere jobparate
Det andet element i DA’s plan er en ny tilgang til gruppen af ikke-jobparate. Her henviser DAs Berit Toft Fihl til, at Odense Kommune med et snuptag har flyttet mange fra gruppen ”ikke-jobparate” til gruppen ”jobparate”. Hvor det i 2015 kun var 3 pct. af dem, som i kommunernes sagsbehandling blev anset for at være jobparate, er tallet ved udgangen af 2016 pludselig steget til 51 pct. Dette kvantespring skyldes ganske enkelt en smart administrativ manøvre, der går ud på at flytte flygtninge og familiesammenførte til en anden kategori. I den private sektor ville man kalde dette skønmaleri for sminke på statistikkerne eller decideret regnskabsfusk. Man har med andre ord skabt en illusion om, at indvandrerne på offentlig forsørgelse er tættere på ordinær beskæftigelse. At man bliver anset som klar til arbejdsmarkedet er imidlertid ikke ensbetydende med, at et ordinært job er lige om hjørnet. ”Man får ikke nødvendigvis flere i job bare ved at flytte dem over i gruppen af jobparate”, lød reaktionen fra formanden for Socialrådgiverne, Majbrit Berlau.
CHOK-RAPPORT: IKKE-VESTLIGE INDVANDRERE DÅRLIGERE INTEGRERET, JO LÆNGERE DE ER I DANMARK
Kræv en aktiv indsats
Det tredje element i DA’s plan er, at jobcentrene skal skære det ud i pap for ikke-vestlige indvandrere, at de skal gøre en aktiv indsats for at komme i arbejde. Her er der brug for, at jobcentrene træder i karakter og ikke ser gennem fingrene med denne gruppes uacceptable adfærd.
I dec. 2016 kunne man i Berlingske læse, at næsten 1.000 mennesker i Danmark har været på uafbrudt kontanthjælp i to årtier, 30.512 har været på kontanthjælp i fem år eller mere, mens 8.188 personer har haft ti-års-jubilæum som kontanthjælpsmodtagere. Og når der stadig er 120.000 ledige eller i aktivering, er en af forklaringerne, at de ledige enten ikke vil arbejde eller at de kommunale jobcentre ikke stiller tilstrækkelige krav til dem. Når jobcentrene svigter deres rolle, hænger det sammen med, at kommunerne ser det som deres mission at forvandle flygtninge til sociale klienter og fastholde dem i passiv forsørgelse. Det kommunale behandlersystem er en magtfuld interessegruppe, som ikke har den mindste interesse i at miste ”kunder” og dermed bringe sine egne jobs i fare.
Kommunerne må op i gear
Det fjerde element i DA’s plan er, at kommunerne skal træde i karakter, fordi der er stor forskel på kommunernes præstationsniveau. Kommunerne kan imidlertid ikke træde i karakter, da det forudsætter anvendelse af tvang. Og det gør man ikke i Danmark.
I Berlingske kunne man således læse om Peter Laursen, administrerende direktør i det private AMU-center Dekra, som skulle skaffe medarbejdere til elektronikkæden Elgiganten. ”Vi kan slet ikke få ledige nok fra kommunerne til at besætte pladserne hos Elgiganten. Og når vi spørger jobcentrene, så vil de ikke tvinge nogen. Mit indtryk er, at man ikke tør stille krav nok i jobcentrene og sige til den ledige: Nu gør du det, ellers får du ikke din kontanthjælp. Det krav stiller man ikke. I København f. eks. kører man efter, at borgerne selv skal bestemme”, oplyste Peter Laursen over for Berlingske.
Direktøren i service- og ejendomsvirksomheden HMS Danmark, Henning Sørensen, har oplevet følgende: ”Jeg har været ude for, at en sagsbehandler har prøvet at tale en flygtning fra at tage et fuldtidsarbejde, da det så vil være for hårdt at læse dansk om aftenen. Det endte med, at han ikke fik et arbejde hos os, på trods af at, vi havde et meget stort ønske om at få ham ansat i et IGU-forløb. Interessen for at få flygtninge i gang og ud på arbejdsmarkedet er minimal i nogle jobcentre. Der sidder ansatte ude på de enkelte jobcentre, som overhovedet ikke er deres ansvar bevidst, og det er helt utilstedeligt, det, der sker. De burde blive fyret, for det kan ikke være rigtigt, at jobcentrene ikke kan hjælpe virksomhederne med at skaffe arbejdskraft. Man får en fornemmelse af, at nogle af at de ansatte ude på de enkelte jobcentre helst vil fastholde klienterne som ledige for at kunne beholde deres eget job”.
DA’s fantasifulde plan kunne være udtænkt af Olsen-banden. Har man blot en smule realitetssans, er det krystalklart, at integrationen af indvandrere fra ikke-vestlige lande har meget lange udsigter. På alle niveauer i det danske samfund, og især i beskæftigelsessystemet, arbejdes der nemlig ihærdigt på at holde flygtninge og indvandrere ude af arbejdsmarkedet.
SHARIALOV OG INDAVL: DERFOR ER INTEGRATION AF MUSLIMER ALDRIG LYKKEDES