DANMARKS PERSPEKTIVLØSE IMMIGRATIONSPOLITIK

Shares 501

Udlændinge kunne være en gevinst for danskerne, hvis Danmark førte en begavet immigrationspolitik. Mens kloge lande går målrettet efter højtkvalificerede og topmotiverede indvandrere, importerer Danmark fattige analfabeter, lykkeriddere og sociale nassere, som hader vestlige værdier og levevis. Regningen vil vokse og vokse de kommende år.

Af André Rossmann

De kloge lande importerer overskudsindvandrere

Indvandring er ikke alene en styrke for et lands økonomi, men ofte en nødvendighed. Er indvandrere velkvalificerede og tilpasningsdygtige, kan de klare sig selv på et avanceret arbejdsmarked, bidrage til samfundet, lære det lokale sprog og skikke og leve fredeligt samen med landets øvrige borgere, repræsenterer de en gevinst.

Ifølge nye beregninger fra Finansministeriet er indvandring fra vestlige plus-lande, Østeuropa samt store dele af Asien en overskudsforretning for Danmark. Indvandrere fra Indien, Ukraine, Polen, Kina mv. kommer til Danmark, fordi de kan og vil være en del af det danske samfund. De tager jobs, som ellers ikke ville blive besat, betaler skat, skaber nye job og bidrager positivt til Danmarks statskasse. Ifølge Finansministeriet med 5 mia. kr. om året.

Til forskel fra kloge lande som USA, Canada eller Australien, som kun importerer overskudsindvandrere, har Danmark valgt at importere fattige muslimske analfabeter fra Mellemøsten og Afrika, der søger personlig lykke i europæiske lande, som de hverken forstår eller ønsker at høre hjemme i. Folk, som hader vores levevis, og som arbejder aktivt på at ødelægge frihedsværdierne og demokratiet.

På Danmarks Statistiks website kan man se tallene. Danmark har til dato importeret 332.874 migranter og 143.853 efterkommere fra ikke-vestlige lande. I 2014 kostede ikke-vestlig indvandring Danmark 33 mia. kr. om året, hvilket tal må formodes at være steget markant over de sidste 3 år.

Screening strider mod dansk lighedstankegang

Når befolkningen i Canada, USA og Australien fortsat står bag indvandring, skyldes det en omhyggelig, selektiv udvælgelse og sikkerhedsvurdering af alle flygtninge og migranter. Da næsten 50 pct. af den canadiske befolkning i 2016 var modstandere af premierminister Justin Trudeaus beslutning om at modtage 31.000 syriske flygtninge, sendte Trudeau 500 embedsmænd til flygtningelejrene i Mellemøsten for at foretage en udvælgelse af, hvem der skulle slippes ind. Embedsmændene udvalgte udelukkende hele familier, der blev skønnet at være tilpasningsdygtige, integrationsvillige og topmotiverede. Dertil kom enlige, sårbare kvinder. Altså ingen unge og enlige mænd. Og ingen analfabeter. Kun flygtninge med den rette indstilling og potentiale til at blive gode canadiske borgere.

Den omhyggelige screeningsproces betyder, at Canada næsten udelukkende modtager supermotiverede indvandrere, som allerede inden deres ankomst er bevidst om nødvendigheden af at tilpasse sig forholdene i Canada. Det er derfor indvandrere selv, og ikke det offentlige, som det er tilfældet i Danmark, der er drivkraften bag integrationen.

Indvandrere er en gevinst for USA, fordi alle skal gennem en screeningsproces. Det gælder både flygtninge og folk, som har vundet i greencard-lotteriet. Har man ressourcer, som kan bruges på det amerikanske arbejdsmarked, er man velkommen. I Silicon Valley har 74 pct. af computereksperterne i aldersgruppen 25-44 således udenlandsk baggrund. Mere end 50 pct. af amerikanske unicorns (teknologivirksomheder med en værdi af over 1 mia. dollar) har mindst én medstifter med udenlandsk baggrund. I spidsen for to af verdens tre største virksomheder målt på markedsværdi står indvandrere – Satya Nadella hos Microsoft og Sundar Pichai hos Google.

Australien har i flere år ført en politik, der skal afskrække asylansøgere fra at forsøge at nå landets kyster. Skibene med asylansøgere bliver enten sendt tilbage til det sted, de kom fra, eller bliver de eskorteret til lejre i Nauru eller på øen Manus i Papua Ny Guinea i Stillehavet, hvor asylansøgernes sag bliver behandlet. Et afslag betyder hjemsendelse, mens et tilsagn om asyl betyder, at de kan blive genbosat på en af øerne. Modellen betyder, at antallet af asylansøgere, der ankommer til Australien, er faldet drastisk. Til gengæld for den hårde kurs over for bådflygtningene har den australske regering bred opbakning fra parlamentet til at skrue op for modtagelsen af FN’s kvoteflygtninge.

I Danmark betragtes screening og selektiv udvælgelse af indvandrere som særdeles kontroversiel. Danskerne er ekstrem lighedsorienterede og bryder sig ganske enkelt ikke om tanken om, at nogle flygtninge og migranter skal være ”mere egnede” end andre. Det strider mod den danske anti-elitære natur at udvælge indvandrere på grund af deres oprindelse, kvalifikationer, motivation og forudsætninger for at kunne bidrage. I Danmark har man heller ingen mulighed for at sikkerhedsvurdere folk i nærområderne, fordi de fleste kommer direkte til landet.

Facit er, at de fleste ikke-vestlige indvandrere herhjemme er analfabeter og halvanalfabeter med en uoverstigelig kulturbarriere og uden faglige ressourcer og kompetencer, der kan bruges på det avancerede danske arbejdsmarked. De frister en kummerlig tilværelse som sociale klienter på evig offentlig forsørgelse, og worst case ender de som medlemmer af indvandrerbander eller bliver radikaliseret.

På sigt er målet at forvandle enhver flygtning til et “homo socialdemocratus”, som ikke kan leve uden socialstatens kærlige omfavnelse.

Ingen selvforsørgelse uden fri løndannelse

USA, Canada og Australien er gode til at integrere flygtninge og indvandrere på en måde, som i dansk optik kan virke barsk. Modellen kaldes ”float or sink”. Man bliver tvunget til at tage et job, og hvis man kan klare sig på arbejdsmarkedet, bliver man integreret. Flygtninge og indvandrere har adgang til mange jobs til lavere lønninger, for der står ikke nogen fagforeninger i vejen for, at man kan komme i arbejde til 20-40 kr. i timen. Ofte er det nødvendigt at have to eller tre lavtlønnede job for at overleve.

De flygtninge, der kommer til USA, får at vide, at de selv har ansvar for deres økonomiske og sociale overlevelse og integration, og at de har pligt til at blive selvforsynende hurtigst muligt. De kan søge private sponsorer og organisationer om hjælp til husly og mad, de har pligt til at lære amerikansk hurtigst muligt, og de skal sige ja til de job, som de bliver tilbudt. Søger de om familiesammenføring, skal de selv forsørge den familie, de bringer til USA.

I Canada skelner man mellem flygtninge og indvandrere. Flygtninge modtager en pakkeløsning omfattende statsborgerskab, tøj, bolig, undervisning, tilpasningshjælp mv. og til sidst jobtilbud. Statistikken viser, at efter 5-10 år bliver flygtninge ydere i stedet for nydere. Indvandrere, der kommer til Canada, tvinges til at være selvforsørgende fra dag 1, og magter de ikke det, går de til bunds eller tvinges til at rejse ud af landet. Der er mange indvandrere, der forlader Canada, fordi de ikke kan klare sig.

Det er påfaldende, at indvandrere ikke har ret til at komme med særkrav. I USA, Canada og Australien er der ingen særbehandling af religiøse hensyn, og offentlige skoler, institutioner og arbejdspladser må ikke bruges til at missionere for islam. Det er også bemærkelsesværdigt, at de integrationsvillige overskudsindvandrere ikke føler trang til at skille sig ud med religiøs påklædning eller påtvinge værtssamfundene egne sociale normer eller spisevaner. Indvandrerne vil med andre ord ikke ændre værtssamfundene, men gøre dem rigere.

Ifølge Finansministeriets rapport ville der løbe 20 mia. kr. ekstra i statskassen om året, hvis ikke-vestlige indvandrere og deres efterkommere havde samme erhvervsfrekvens som etniske danskere. Derfor er der i Danmark et voksende krav om, at flygtninge og indvandrere skal forsørge sig selv.

Man behøver dog ikke at være økonomiprofessor for at se, at kravet ikke kan opfyldes, medmindre løndannelsen på arbejdsmarkedet slippes fri, så flygtninge kan arbejde for 20-40 kr. i timen. Det står imidlertid klart for enhver, at der i Folketinget ikke er politisk vilje til at indføre en egentlig indslusningsløn eller slippe løndannelsen fri. Fagbevægelsen er ganske enkelt ikke interesseret i at slække tøjlerne på den stive danske model og få konkurrence fra lavtlønnede flygtninge og indvandrere.

Socialstatens dræbende omklamring

Ifølge et af de største komparative studier af kulturelle værdier i 62 forskellige lande (GLOBE studiet fra 2004) rangerer Danmark som det laveste ud af alle på parameteret ”ingroup collectivism”, som dækker over vores følelse af stolthed, afhængighed og tilknytning til vores familie. Til gengæld er danskerne kollektivister i det statslige fællesskab. Vi har valgt familien fra og tilsluttet os i stedet et anonymt fællesskab af fremmede. Undersøgelser viser, at et flertal af danskerne hellere vil gå til staten, hvis de har problemer, end deres egen familie.

Danmark har udviklet sig til en gennemsocialiseret, kollektivistisk barnepigestat. Den omfavner folk kærligt, så alle bliver pakket ind i vat og ingen får blå mærker af tilværelsen. Hærskarer af hjælpere, socialrådgivere, psykologer, støttepædagoger mv. har til opgave at fjerne enhver byrde fra danskernes skuldre og overtage ansvaret for deres liv.

I dag står barnepigestatens soldater i Rødby, klar til at fjerne enhver byrde fra flygtningenes og migranternes skuldre, overtage ansvaret for deres liv, institutionalisere og passivisere dem, og tvinge dem ind i velfærdssamfundets pølsemaskine. Flygtningene skal hurtigst muligt udstyres med en forventning om, at det offentlige tager sig af det meste, og at de skal kontakte en eller anden behandler snarere end et nært familiemedlem, hvis de har personlige problemer.

Barnepigestatens behandlere ser det som deres mission at fratage flygtninge og indvandrere ansvaret for sig selv og deres nærmeste, forvandle flygtninge og indvandrere til sociale klienter og fastholde dem i passiv forsørgelse. På sigt er målet at forvandle enhver flygtning til et “homo socialdemocratus”, som ikke kan leve uden socialstatens kærlige omfavnelse.

Til forskel fra Danmark hører hjælp til flygtninge i lande som USA, Canada og Australien civilsamfundet til. Det er det civile samfunds engagement i modtagelses- og integrationsprocessen for flygtninge, der sikrer den amerikanske, canadiske og australske succes. I Danmark står socialstatens behandlersystem derimod i vejen for integrationen, og de civile organisationer vil betales af staten.

Det er dine nærmeste der betaler prisen

Miseren på immigrations- og integrationsområdet vil fortsætte, fordi danskerne støtter den udvikling, der er i gang. Flertallet i befolkningen mener, at der er fornuft i at spendere 33 mia. kr. årligt på en afgrænset befolkningsgruppe, og bliver ved med at stemme på de etablerede partier, der ser en fordel i at importere analfabeter fra Somalien, stammefolk fra Afghanistan eller gedehyrder fra Syrien – kort sagt folk, som på alle niveauer er inkompatible med og vender ryggen til et moderne vestligt samfund som det danske.

Erfaringen viser, at et multikulturelt samfund kun kan fungere, når alle samfundsgrupper yder et bidrag. Ved at fastholde ikke-vestlige flygtninge i passiv forsørgelse i Danmark, inkluderer vi dem ikke, men marginaliserer og opbygger et apartheid-samfund, med alle de negative konsekvenser, det erfaringsmæssigt indebærer: polarisering, sociale spændinger, kultursammenstød mv.

Asylstrømmen fra de muslimske lande i Mellemøsten og Afrika med tilhørende familiesammenføringer fortsætter på trods af regeringens opreklamerede stramninger. Problemerne vokser år for år og det gør regningen også. Hver dag hører vi politikerne klage over, at de har svært ved at skaffe ekstra bevillinger til vores børn, gamle eller syge, samtidig med, at de lystigt bruger 33 mia. kr. årligt på ikke-vestlige indvandrere, der aldrig bliver en gevinst for Danmark. Tænk på det, når du næste gang står i stemmeboksen.

Shares 501

Comments

comments