Af Lone Nørgaard
Det var ikke ‘rød’ blok, der vandt, eller ‘blå blok’, der tabte. De to ‘blokke’ har udviklet sig til mere eller mindre at være én stor grumset masse i et skin-demokrati. Kun fordelingspolitikken, med et par procent fra eller til på de forskellige udgiftsposter, skiller som hovedtendens vandene.
Hovedmodsætningen går i dag mellem globalister / multikulturalister / migrationsvenlige på den ene side, tilhængere af suveræne nationalstater på den anden side.
Kun Nye Borgerlige står rent på den sidste position med deres EU-modstand og et stort tillykke med valget. I parentes bemærket er Folkebevægelsen mod EU ideologisk (socialistisk / kommunistisk) og kan derfor ikke regnes med i de EU-modstands-rækker, der har afsæt i en levet og handlet tro på den personlige frihed og det personlige ansvar frem for en egalitaristisk kollektivisme.
Gid tabte DF-vælgere var gået den vej frem for til en Mette Frederiksen, når de nu valgte ikke at sætte deres kryds ved DF.
Og måtte Dansk Folkeparti besinde sig i forlængelse af valgnederlaget og gøre fælles sag med Nye Borgerliges fire nye nationalsindede på tinge med klare meldinger om, HVOR galt det står til med det danske folks fremtid, HVORFOR EU skal ses som en trussel, og HVORFOR vi befinder os i 11’te time, ja 12’te.
Hvem vandt?
Hvem var det så, der vandt? Det gjorde først og fremmest de store mainstreammedier og deres økonomiske bagmænd. Med DR og TV2 i spidsen for den orkestrerede selektion af valgtemaer.
De landsdækkende tv-stationer havde held med at tæppebombe med en klimadagsorden, der bekvemt lagde tåger ud over den ultimative, igangværende katastrofe: Den danske befolkning er ved at blive udskiftet. Så mørklægningen lykkedes. Ikke fuldt ud på grund af Nye Borgerlige og Rasmus Paludan / Stram kurs, men næsten.
Pia Kjærsgaard har helt ret: Der ER tale om klimatosser – men uha-uha, sandheden er ilde hørt, og det er – indtil videre – mere lystfyldt at bade sig i livsløgne. I illusionen om evig velfærdstryghed. I abstrakte visioner om nye retninger. Og i eventyr om det stærke og sunde demokrati. Floskel på floskel på floskel, alt imens fundamentet skrider.
Så det var i virkeligheden løgnen, der vandt. Løgnen om, at vi kan fortsætte som hidtil, og at det hele går nok. Men nej, det gør det ikke, og nu kommer alle til at lære det på den hårde måde, fordi magthaverne i de forskellige eliter (den politiske, den økonomiske og den kulturelle) ikke har det moralske kompas, der er forudsætningen for at udøve rettidig omhu og værne om det Danmark, som vores forfædre har bygget op igennem århundreder.
Børn, unge og yngre mennesker vildledes
Børn, unge og yngre mennesker, der dagligt bliver påvirket af en multi-kulti-dagsorden, ikke mindst i uddannelsessystemet, har som hovedtendens ikke beredskab til at modstå den daglige en-fremmed-er-en-ven-du-endnu-ikke-har-mødt-dosis. Som er ren multikulturel ideologi, der bl.a. har kostet to unge skandinaviske piger livet i Marokko.
At de unge mennesker – og en stor del af resten af befolkningen – ER blevet påvirket (og vildledt!) af klima- og miljøhysteriet, er fremgået af mainstreammedierne i ugerne op til valget. Fx i DR-P1-morgen, der lige som Politiken er en fremragende seismograf for, hvordan Journalistisk Venstreparti arbejder som politisk aktør. Alt imens medlemmerne af professionen bilder sig ind at være den neutrale, afbalancerede / afbalancerende ’fjerde statsmagt’, der sidder i haserne på magthaverne.
Uvidenhed eller bevidst manipulation? Nyttige idioter eller kyniske strateger? Det er det store spørgsmål, jeg dagligt bakser med, og i skrivende stund ikke kender det korrekte svar på.
Løgnen vandt valget
Løgnen vandt valget. Med Lars Løkke Rasmussen i spidsen: En mand, der er blottet for ære, for ærlighed og for integritet. Et magtmenneske. Det eneste, han kan hygge sig med – mens han spændt afventer, om EU vil belønne ham for hans virke som Angela Merkels dikkende skødehund og hans underskrift på Marrakesh-aftalen – er, at han er i klub med det store flertal af politikere. Power corrupts, and total power corrupts totally – frit citeret efter Edward Brooke.
Men her er ingen tid til jammer og klage. Vi (alias jer, der deler min analyse) skal op på hesten igen og kæmpe for alt, hvad vi har kært.
Vi er i krig med vores egen åndløshed og mangel på dannelse
Vi tabte slaget i Danmark om EU, vi tabte ved Folketingsvalget, men måtte det være slag, vi tabte, og ikke selve (borger)krigen.
Og her kommer så en vigtig krølle, for denne politiske kommentar lider af slagside: Al dårligdom kommer IKKE fra indvandringen, selv om den koster langt mere end de 33 officielle milliarder kroner – nok snarere det tredobbelte. Hvilket må siges at være en slat.
At landet stander i våde skal først og fremmest forklares med den igangværende erodering af vores tidligere så hæderkronede institutioner (familien (skilsmisserne), folkeskolen, Akademia inden for humaniora og samfundsvidenskab, embedsværket, skattevæsenet, kirken, retssystemet mv.) og en stadig mere totalitær stats indgriben i vores liv. Statskontrol og u-frihed som prisen for velfærd og tryghed fra vugge-til-krukke.
Så vi er ikke kun i krig med islam og en indvandring, der skaber kaoskraft. Vi er i krig med vores egen åndløshed, med vores mangel på dannelse og ikke-forståelse af, hvad vores (danske) kultur er rundet af. Dannelsestabet er massivt.
Her har Iben Thranholm i min optik lavet en ret så præcis analyse, og hun får derfor lov til at få det sidste ord i denne ombæring.