Af Lone Nørgaard Støt Lone Nørgaard på 51 90 93 99
Europa er i færd med at begå selvmord – i hvert fald ifølge Douglas Murray. Lone Nørgaard gennemgår hovedpunkterne i hans bog.
Douglas Murray er født i 1979. Han er forfatter og journalist. Redaktør af tidsskriftet ”The Spectator” og skriver som politisk kommentator for bl.a. ”Sunday Times” og ”Wall Street Journal”. Han er kendt som en særdeles skarp samfundsdebattør, hvor befolkningsudskiftningen i Europa og den igangværende islamisering er blandt hovedemnerne.
Han er aktuel med en ny bog, der på engelsk bærer titlen ”The Strange Death of Europe – Immigration, Identity, Islam”. Heri vender han næsten hver en sten af den indvandringsdebat, der har stået på siden 1960’erne. Bogen er blevet oversat til dansk af forlaget Ellekær: EUROPAS UNDERGANG.
I det følgende vil jeg gengive en række af bogens mest prægnante udsagn og betragtninger, der giver et enestående overblik over de processer, der forvandler Europa for øjnene af os.
Europa er i gang med at begå selvmord
Europa er i gang med at begå selvmord. Eller i det mindste har dets ledere besluttet sig for at begå selvmord. Om det europæiske folk vælger at følge trop, er naturligvis en anden sag.
Gør europæerne det, vil vi have mistet det eneste sted i verden, vi kunne kalde ’hjem’. Og det mest sandsynlige scenarie pt er, at vores europæiske kultur ikke vil overleve. Der er ikke en enkeltårsag til Europas sygdom. Men de to vigtigste årsager er 1. Massetilvandringen fra 3. og 4. verdenslande, 2. Europa har mistet tilliden til sine overbevisninger, traditioner og legitimitet. Mere end noget andet kontinent er Europa tynget af skyld over sin fortid. Vi europæere ved godt, at vi ikke kan bliver indere eller kinesere. Alligevel forventes det, at vi tror på, at hvem som helst i verden kan flytte til Europa og blive europæer.
Den kristne religion betyder stadig mindre
Den kristne religion kom til at betyde stadig mindre i det 20. århundrede. I kølvandet opstod trangen til at demonstrere, at det 21. århundrede havde Europa en i sig selv hvilende struktur af rettigheder, love og institutioner, som kunne eksistere ganske uden den kilde, der havde givet dem liv.
I stedet for religion kom det oppustede menneskerettigheds-sprog – i sig selv et begreb af kristen oprindelse. Fulgt af det store spørgsmål om nationalstatens position og formål.
De oprindelige befolkninger er imod migrationspolitikken
Fra første færd har store dele af de europæiske, oprindelige befolkninger været imod deres regeringers migrationspolitik. Murray plastrer sine sider til med statistikker, der alle peger i samme retning, og fremlægger en lang række eksempler på, hvordan modstandere af indvandringen blev slagtet af integrations-industrien. Fx skoleinspektør Ray Honeyford, der offentliggjorde et skriv i et lille tidsskrift med begrænset oplag, ”The Salisbury Review”, hvor han reflekterede over nogle problematiske aspekter ved at lede en skole, hvor 90 procent af eleverne havde immigrant-forældre. Øjeblikkeligt blev der iværksat en smædekampagne mod Honeyford.
At være imod indvandring eller bare at påpege dens negative konsekvenser blev truende for renomme, karrierer og levebrød. Til trods for at der kom stadig flere artige afsløringer frem om vold, overgreb og kriminalitet, begået af immigranter.
Og hvem kender ikke i dag til den tidligere Labour taleskriver Andrew Neathers afsløring i 2009 af, at Tony Blairs regering helt bevidste slækkede på indvandringsreglerne, fordi den ønskede ’at tørre Højres næse i mangfoldighed’ og skabe, hvad de uklogt antog for at være en vælgerskare, der efterfølgende ville være loyal over for Labour. Fremtrædende Labour-politikeres aktiviteter tyder på, at der var tale om en tilsigtet samfundsændrings-politik.
Historien er med små variationer den samme i alle de vesteuropæiske lande. Måske blev der ikke for alvor gjort noget for at vende udviklingen, fordi ingen magthaver troede på, at der kunne gøres noget. Hvis denne opfattelse var en politisk sandhed, så forblev den usagt. Ingen kunne blive valgt på en sådan platform, så en kontinental tradition rejste sig med politikere, der sagde ting og aflagde løfter, som de vidste var uopnåelige. Folk måtte lære at leve med det.
Meningsmålinger antyder, at undladelsen af at gøre noget ved immigrationen, mens der blev talt om at gøre noget, er en af nøgleårsagerne til tillidssammenbruddet mellem vælgerne og deres politiske repræsentanter.
Magthaverløgne
Politikere og andre magthavere søgte at sælge budskabet om, at migration var en økonomisk gevinst for værtslandene. Den konklusion kunne kun drages ved at manipulere med fakta og gøre enkeltstående, exceptionelle succes-historier til ’gennemsnitsimmigranten’.
Den anden magthaverløgn hævdede, at Europas aldrende og barnefattige befolkninger skulle erstattes udefra. Frem for at lave politiske initiativer i forhold til den indfødte befolkning: Hæve pensionsalderen og få sat de mange unge arbejdsløse i arbejde. Hvorfor importere ufaglærte arbejdere, når der allerede er så mange ufaglærte i Europa?
Hvad angår mangfoldighed, sætter Murray sagen på spidsen:
Hvis man fortæller folk, at migration vil gavne dem, at det er positivt. Hvis man fortæller dem, at de vil blive nødt til at ændre sig på grund af migration, så er det sandsynligt, at den opfattelse vil være svær at sluge.
Murray gør helt op med påstanden om, at migration er ustoppelig på grund af globaliseringen. Og han forundrer sig, at det emne, der står højst på folks bekymringsliste, møder dette politikersvar: Der er ikke noget at gøre ved det.
Murray er rejst rundt i det meste af Europa og har bl.a. besøgt en række af de steder, hvortil immigranterne først kom(mer), fx Lampedusa. Han anslår, at omkring 80 procent af de tilrejsende er unge mænd. De er kommet på vegne af deres familier, og med tiden håber de at kunne sende penge tilbage til dem. Mest af alt håber de på, at deres familier kan slutte sig til.
Det er praktisk taget umuligt at skelne mellem ægte flygtninge og økonomiske migranter. Bl.a. fordi modtagesystemet ikke fungerer og alle de tilrejsende ikke bliver registreret og deres papirer undersøgt. Hvis de da ikke har smidt papirerne væk, hvad der undertiden kan være det smarteste.
De uretmæssige tilkommende bliver ikke sendt hjem igen. Det gør de kriminelle heller ikke. Det er lettere at lade dem forsvinde ind i Italien og videre i Europa end at holde lovens line. Sandheden er, at når man først har overlevet Lampedusas havstrøm, er man i Europa for bestandig.
Det er ikke kun de italienske øer, der er trækplastret. Det samme er de græske på grund af deres geografi.
2015 er skæbneåret
2015 er skæbneåret, hvor katastrofen for alvor går op for de brede befolkninger. Det år, hvor folkevandringen finder sted på de europæiske motorveje. Omkring 400.000 migranter bevægede sig igennem ungarsk territorium, og den tyske kansler Angela Merkel udtalte de berømte ord: ”Wir schaffen das” (det klarer vi). Det besynderlige er, at Merkel fem år før i en stor tale i Potsdam havde erklæret, at det multikulturelle samfund havde slået fejl.
De, som ønskede at deltage i det tyske samfund, måtte følge Tysklands love og forfatning og måtte også lære at tale det tyske sprog.
Som Samuel Huntington har udtrykt det: Multikulturalisme er i sin essens anti-europæisk civilisation. Den er grundlæggende en anti-vestlig ideologi.
At mange migranter var godt forberedt, hjulpet på vej bl.a. af NGO’er, viser et eksempel fra den græske by Mytilene (ca. 30.000 indbyggere). Når migranterne kom i land fra deres både, var der adskillige blandt dem, der prajede en taxa til Moria, hvor hovedmodtagecentret lå. Lokale chauffører bemærkede, at disse folk alle vidste på forhånd, at taxa-hyren til Moria var 10 Euro.
Men flere europæiske lande begyndte at lukke deres grænser.
Professor Bassam Tibis begreb ’Leitkultur’
Douglas Murray vier nogle sider til at diskutere politilogen professor Bassam Tibis begreb ’leitkultur’ eller kernekultur. Mangfoldigheden skal styres af en konsensus omkring en række nøglebegreber: En retsstat, adskillelse af kirke og stat og menneskerettigheder.
Da Europa først havde indset, at indvandrerne var kommet for at blive, udspaltede der sig to modsatrettede opfattelser, som ikke desto mindre levede side om side i flere tiår:
- Forestillingen om, at europæiske lande kunne være en ny type multi-racemæssigt, multikulturelt samfund, som hvem-som-helst hvor-som-helst-fra i verden kunne komme til og så slå sig ned i. Et synspunkt, der aldrig vandt genklang hos andre end eliten, der bestræbte sig på at lave værtsnationerne historie om. Som fx at Europa altid havde været indvandringslande. Fx at alt i den vestlige civilisation faktisk stammede fra den islamiske verden. Europas stort set monokulturelle fortid skulle tilpasses den særdeles multikulturelle nutid.
- Forestillingen om, at det hele var en løgn – og at den almindelige europæers oplevelse af virkeligheden overtrumfede enhver officiel statistik og undersøgelse, der bekræftede fordele ved indvandringen. Overalt kunne borgerne se, hvad deres politikere ikke kunne: At til trods for indbyrdes forskelle de forskellige europæiske lande imellem, havde hver eneste land haft fiasko med at assimilere de nytilkommende.
Som Jean Raspail formulerede det i sin roman fra 1973 ”The Camp of the Saints” (oversat til norsk ”De helliges leir”): At lukke en million stakler ind i Europa ville ødelægge OS. At afvise dem ville ødelægge DEM.
Og som Oriana Fallaci skrev i sin bog ”The Rage and the Pride”, hvori hun citerer en islamisk lærd: ”Ved hjælp af jeres demokrati vil vi invadere jer, ved hjælp af vores religion vil vi dominere jer”.
Skyd budbringeren
Murray bruger en del krudt på at dokumentere, hvordan advarende røster bliver forfulgt og udnævnt til de egentligt skyldige. Efter principper: Skyd budbringeren.
For pressen var sagen oplagt: En kombination af frygt, fejhed og en internalisering af truslen fra islamisk indvandring. I mellemtiden kunne politikerne ikke konfrontere sig med problemet, fordi de var ansvarlige for at indføre det i Europa.
Andre truttede i ren røv: Fx i 2008 på et møde i Køln, hvor den daværende premierminister, i dag præsident, Erdogan fortalte en mængde på 20.000 tyrkere, der boede i Tyskland, Belgien, Frankrig og Holland: ”Jeg forstår udmærket, at I er imod assimilation. Man kan ikke forvente, at I skal assimilere jer. Assimilation er en forbrydelse mod menneskeheden”. (s. 156).
Skyldkomplekset
Skyldkomplekset gik hærgende igennem Europa. Under banneret: Europa har ikke noget andet valg end at tage imod enhver, som vil ind. Ikke at tage imod var det samme som at være nazist.
Hvad angår kravet om mangfoldighedens velsignelser og europæernes pligt til at tage den på sig på, stiller Murray spørgsmålet: Hvorfor ikke påtvinge Saudi Arabien mangfoldighed? Altså hvis mangfoldighed og multikultur er så godt?
De åbne grænser blev bakket op af stærke kræfter. Ikke mindst milliardæren George Soros har brugt store summer på at finansiere pressionsgrupper og institutioner, der arbejder for åbne grænser og fri bevægelighed for migranter ind og ud af Europa.
At voldtægtstallet er steget i takt med migrantstrømmen står i dag uden for diskussion, selv om det lykkedes i årevis at holde sandheden under låg. Den etablerede presse gjorde sit til at mørkelægge, men kunne ikke lukke ned for blogosfæren.
Også sent blev det klart, at strømmen af først og fremmest unge mænd ikke var flygtninge, men økonomiske migranter. Endvidere at de europæiske samfund er de første i verdenshistorien, der via sociale ydelser har betalt folk for at angribe dem.
Europa forekommer at være ramt af træthed
Murray berører også, hvordan Europa forekommer at være ramt af træthed og udmattelse på grund af et tab af mening. Måske fordi tidligere tiders energi kom fra kontinentets religion: Kristendommen, der nu var under angreb fra to sider: 1. Kritisk læsning af Biblen på linje med alle mulige andre tekster, 2. Charles Darwins bog om arternes oprindelse, der satte Gud ud på et sidespor.
Europa havde mistet sin grundlæggelseshistorie.
Men kristendommen kan ikke bare ignoreres, for ingen i Vesten kan være fuldstændig ikke-kristen. Den moderne sekulære verden er i sig selv et kristent skaberværk, og efterkrigstidens menneskerettighedskultur er i virkeligheden en sekulær version af den kristne samvittighed.
Men de sidste 50 års gode held og lykke har udvisket vores forståelse af tilværelsens tragiske dimension: At vi kan miste det hele.
At massemigrationen bliver solgt som en humanitær sag, men i virkeligheden handler om, at der bliver erobret territorier.
Men at være på parti med de tilkommende var at være på englenes side, at tale de europæiske folks sag var at være på djævlens side.
Hvor længe kan en civilisation uden rødder overleve?
Men hvor længe kan en civilisation overleve, hvis den har mistet sine rødder?
Douglas Murray formulerer det således: ”Jeg kan ikke lade være med at føle, at meget af Europas fremtid vil blive bestemt af vores holdning til kirkebygninger og andre af vores storslåede kulturelle bygninger, der omgiver os. Omkring spørgsmålene om, hvorvidt vi hader dem, ignorerer dem, involverer os i dem eller ærer dem – herpå vil meget afhænge.” (s. 305).
Religion og filosofi må gå i dialog med hinanden, hvis vi skal have en chance.
De mindre velstående vil blive nødt til at acceptere, at de ikke mere bor et sted, som er deres hjem men et sted, der er hjemme for verden.
Europæerne opdagede, at inden for nulevende menneskers levealder ville de bliver minoriteter i deres egne lande.
Politikerne er i færd med at ændre Europa for altid
Summa summarum: Politikerne er i færd med at ændre Europa for altid – og de vil ikke blive tilgivet.