STRAM KURS!

Christiansborg

Af Ulrik Høy

Ja, hallo, jeg stemmer på “Stram kurs” og Rasmus Paludan, for han er den bedste skandale i mands minde og en storslået inspiration for Den Danske Bangebuks, der jo skræver vidt fra venstre til højre og hen over midten af dansk politik.

Med Paludan i Folketinget får vi konfrontationen med muslimerne og deres alt for mange slatne medløbere og venligboere. Konfrontation ja, og hellere i dag end i morgen og overmorgen.

Til eksempel: Sammenligner vi København med Berlin, så er den tyske hovedstad hærget af kriminelle klaner med arabisk baggrund, og myndighederne blander sig helst udenom. Så vidt er det ikke kommet i København, men Den Danske Bangebuks vil givetvis gøre alt for at blande sig uden om, selvom forholdene skærpes.

Alt det har Rasmus Paludan pillet ved. Ene mand er han gået op mod strømmen. Ene mand siger han det, vi andre tænker, siger og skriver uden den store lyst til at legemliggøre det ved en decideret byvandring. Det er eksempelløst modigt – og temmelig vanvittigt – og netop derfor et eksempel til efterfølgelse.

Tænk, om politikerne havde grebet Paludans ord og gjort dem til deres i den sidste valgdebat. Det koster 35 milliarder kroner om året at subsidiere muslimske indvandrere, og det reelle tal er sikkert tre gange så stort. Det er ikke blot mange penge, det er abnormt mange penge, og det abnorme får kun næring af partiledernes vægring ved at komme Paludan i møde.

De turde ikke. Den formentlig snart afgående statsminister Løkke kunne snildt have grebet det i luften og sagt de forløsende ord: dette valg er et udlændingevalg, det handler om snyltere og bedragere, det handler om kriminelle indvandrere, det handler om arabiske kvinder, der skal tvinges ud på arbejdsmarkedet, det handler om kriminalitet og asocialitet på alle hylder, det handler om en modbydelig tankeverden med et groft potentiale af voldelige konflikter, som vi endnu kan nå at stoppe, og Rasmus Paludan har virkelig rørt ved noget, som tvinger os til at handle. Hellere i dag end i morgen.

Sådan cirka kunne Lars Løkke have sagt, og de øvrige partiledere applauderet, men de gjorde det ikke, for de er bangebukse alle til hobe, der generøst sender hele og halve borgerkrige videre til efterkommerne.

Rasmus Paludans eksempel står ellers lysende klart: Omgivet af politi til værn mod horder af autonome venstrefascister, fjendtligt sindede indvandrere og almindelig dansk skræk og rædsel har han legemliggjort det eneste virkelig store problem i dette land: masseindvandringen fra den muslimske verden, der har sat sit præg på ikke alene rigets hovedstad, men alle større byer i Danmark.

Sammenlignet med det blegner alle andre problemer, for intet andet politisk emne er så inficeret af perverse æresbegreber. Normering i børnehaver? Flere varme hænder til ældreplejen? Flere penge til “vores allesammens sundhed”, som det kælent hedder på TV? Større arveafgifter til folk, der bestiller noget og er en pryd for nationen?

Nej, det sidste er ikke inficeret på samme måde. Det er bare tyveri, det er konfiskation, staten som den største tyveknægt af alle, men der er ikke borgerkrig gemt i det. Kun kold foragt for regimet, det demokratiske regime.
Der er hverken vold, kriminalitet, pøbelkultur eller morderisk hævndrama i det. Som i den arabiske verden, som i den muslimske verden, som i Berlin.

Så her er vi. Der er et og kun et afgørende problem i dagens Danmark, og det er masseindvandringen fra den muslimske verden og det utal af problemer, det afføder.

Her kan Danmark gå foran, mens tid er, og Rasmus Paludan viser hvordan.