Af Lone Nørgaard
Vi må høre op med at tale overfladisk om ’religioner’ i forhold til kristendommen og islam. Terminologien er ikke korrekt, fordi islam også er politik. Her kommer argumentationen for, at islam og kristendom ikke kan sættes på fællesnævner ’religioner’.
Forskellene bliver tydelige, hvis man først læser såvel islams som kristendommens helligtekster, siden undersøger, hvordan teksterne igennem historien er omsat til praksis i dagliglivet.
I den øvelse tegner der sig et billede af, at kristendommen har virket som en bærende søjle i Vestens specifikke historiske udvikling. I modernitetens, ateismens og sekularismens tidsalder bliver kristendommens betydning imidlertid ignoreret og ofte misforstået. Kristendommen er udlagt og fortolket på mange forskellige måder, men essensen er de Jesus-citater, der bringes i Det Nye Testamente, og som stadig virker i og på de enkelte samfundsmedlemmer i vores samfund, uanset om borgerne er bevidste om det eller ej. Det er altså ikke Det gamle Testamente, og dets øje-for-øje-tand-for-tand- tekster, der står til diskussion. Det Gamle Testamente er ikke kristendom.
Det er afgørende at forstå sammenhængen mellem kristendom og sekularisering (at helligskrifter ikke anerkendes som eneste autoritet) som en væsentlig forudsætning for den vestlige civilisation. Og ikke mindst kvinder burde få øjnene op for, at de skylder kristendommen en stor del af deres frihed, rettigheder og værdighed. Dertil kræves historisk viden.
Den gradvise udbredelse af kristendommen i Romerriget medførte nemlig en stor forandring i kvinders status. Ikke bare i datiden, men med eftervirkninger også i dag. Selvom hverken Jesus eller hans apostle befordrede eller organiserede kvindebevægelser, fik hans lære revolutionerende virkninger på kvinders liv.
De tidlige kristne ikke bare inkluderede kvinder i kirkelivet, men de gav kvinderne en hidtil ukendt frihed og værdighed.
Den adfærd, som Jesus udviste i sin relation til kvinder, smittede af på familielivet. På sigt underminerede denne nye familieetik den romerske lov patria potestas, altså den fadermagt, som gav faderen hals-og håndsret over hustru og børn. Kristendommen tildækker heller ikke sine kvinder med et argument om, at “indpakningen” skal beskytte “gode” kvinder mod ustyrlige mænds seksuelle tilnærmelser. Dertil er troen på og opdragelsen til menneskets indrestyring for markant. Historisk er kristendommen da også blevet forbundet med politisk frihed, fordi de, som styrer sig selv moralsk, ikke behøver en stærk centralmagt for at opretholde en social orden.
Blandt andre filosoffen Kai Sørlander har påvist, hvordan kristendommen har spillet en positiv og dynamisk rolle i Vestens politiske udvikling ved selv at foretage en adskillelse mellem politik og religion: “Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er.” Centralt er også, at Luther brugte forkyndelsen i Det Nye Testamente imod pavens optræden som politisk magtudøver.
Det frihedsbegreb, kristne bekender sig til, bygger på tanken om individuelt ansvar over for Gud. Også vores lighedsbegreb er hentet i bibelteksterne. Tanken om ligeværd mellem mennesker kan føres tilbage til forestillingen om, at vi alle er skabt i Guds billede.
Heroverfor står islam med et helt andet menneskesyn.
Med islam følger altid sharia, hvilket betyder, at islam ikke bare er en religion, som kristendommen, men en ideologi, hvis adelsmærke er at sætte skel: Mellem rent og urent, mellem mænd og kvinder, mellem (ret)troende og vantro.
Den afgørende forskel er altså sharia, det islamiske lov- og retssystem, som muslimer udleder dels af Koranen, dels af Hadith. Begrebet Hadith dækker som nævnt over beretningerne om, hvordan Muhammed og hans fire første efterfølgere (khaliffer) opførte sig.
Lovsystemet består af en samling af påbud og forbud, der ligger milevidt fra moderne vestlig opfattelse. Således opererer sharia med forbrydelser i form af sex før ægteskab, utroskab, homoseksualitet, indtagelse af alkohol, gudsbespottelse, vantro og frafald fra islam. Sharia er grundlaget for islam, og den handler altså om visse ytringer og bedrifter fra en fjern fortid, som er ubetinget forpligtende, og som hævdes at udtrykke Allahs vilje.
Et helt grundlæggende træk ved sharia er det skarpe skel mellem mænd og kvinder, hvor kvinderne i værste fald er mandens ejendom. I bedste har de færre rettigheder, fx den halve arveret af mændene. Kvinderne skal livet igennem være underlagt en mandlig beskytter, og de må som regel ikke færdes alene uden for hjemmet. De er også underlagt strenge begrænsninger, hvad angår udseende og påklædning (bl.a. tørklædetvang), og så er de ellers henvist til kønsopdelte skoler.
Mandens / klanens ære er helt afgørende og må for alt i verden ikke besudles af kvinders “forkerte” opførsel. Dette er baggrunden for æresdrab. Mandens ære er sharaf, som reduceres eller forsvinder, hvis en kvinde har kontakt med en mand, der ikke er godkendt af hendes klan – især ikke en ikke-muslim. Sharaf kan genoprettes ved blod = mord på kvinden. Er hendes ære blevet tabt, kan den ikke genskabes. Derfor skal hun dø. Skellet mellem shariamuslimer og kulturmuslimer findes især her.
Sharia er altså et politisk system i form af en lovpakke, der former hverdagslivet. Denne lovpakke kan man som muslim ikke unddrage sig, for en muslim skal leve i overensstemmelse med forskrifterne uden at sætte kritiske spørgsmålstegn. Det betyder, at sharia-loven står over politiske beslutninger vedtaget af Folketinget. Er man rettroende muslim er verden delt skarpt op i muslimer og vantro, og det gælder om at udbrede ummaen = det muslimske fællesskab til alle andre mennesker i verden. Der er missionspligt.
Mange muslimer vælger at være kulturmuslimer, ligesom danskerne er kulturkristne. Problemet er imidlertid, at en kulturmuslim af rettroende muslimer bliver regnet for vantro og frafalden, hvilket er forbudt iflg. islam. Derfor er der næsten heller ingen moderate muslimer = kulturmuslimer, der tager til orde i den offentlige debat. De kan ganske enkelt ikke.
Som rettroende er det ikke muligt at skelne imellem islam og islamisme. Der findes ingen moderat islam, men til gengæld findes der lykkeligvis millioner af moderate muslimer, der praktiserer en skriftløs version af islam.
Hvor kristendommen giver mennesket friheden til at tænke selv, gør islam det ikke, fordi islam også er en totalitær ideologi. Islam har svar på alt, og i det omfang svaret ikke kan findes i Koranen og Hadith, vil imamer gerne være behjælpelige med at fortælle, hvordan muslimer skal leve deres liv fra vugge til krukke.
(Gen)læs Det Nye Testamente og Koranen og konstater ved selvsyn, hvorfor kristendom og islam ikke kan sættes på fællesnævner.
Be the first to comment