Dansk Folkepartis Martin Henriksen taler ved For Frihed-demonstration d. 1. august kl. 17:30 på Israels plads.
NewSpeek har interviewet talsmanden for den fredelige og demokratiske bevægelse For Frihed, Freddie Larsen, om morgendagens demonstration for burkaforbudet.
NewSpeek: Hvorfor fejrer I burkaforbudet med denne her demonstration?
Freddie Larsen: “Vi er glade for burkaforbudet, fordi vi ser burkaen som kvindeundertrykkende og et symbol for fundamentalistisk islam. Hverken kvindeundertrykkelse eller radikal islam hører hjemme i Danmark. Det er en del af den danske kultur, at vi møder hinanden med et åbent ansigt,” mener Freddie Larsen, der til dagligt arbejder som lokomotivfører i DSB.
NewSpeek: Der er jo kvinder, som mener, at burka og niqab er en del af deres religiøse praksis. Tænker du, at forbuddet i virkeligheden er et forbud mod religion? Vi har jo religionsfrihed i Danmark.
Freddie Larsen: “Jeg har ikke respekt for, at de kalder det religion. Man kan ikke blåstemple alt, bare ved at kalde det religion.”
NewSpeek: Mener du, at islam skal forbydes?
Freddie Larsen: “Sådan som islam ser ud i dag, så mener jeg det vil være en god ting for Danmark hvis vi forbød religionen. Islams mange opfordringer til kriminalitet gør, at den ikke bør nyde beskyttelse under Grundloven.”
NewSpeek: Skal folk ikke have lov til at leve som de vil i Danmark?
Freddie Larsen: “Hvis du spørger så firkantet, så må jeg svare nej. Burkaforbudet giver frihed til de kvinder, der i virkeligheden ønsker at være mere frie. For andre vil det selvfølgelig betyde en begrænsning af deres religiøse praksis. Det er så det offer der må til, for at vi kan beskytte vores kultur og værdier og vores sammenhængskraft.”
NewSpeek: Den radikale venstrefløj anklager jer for at være nazister og racister. Hvad tænker du om det?
Freddie Larsen: “Vi tager ubetinget afstand til al slags nazisme, racisme, fascisme og hvad der ellers findes af totalitære tankegange. Vi er jo for frihed. Og vi gør alt hvad vi kan for at sikre, at der ikke kommer ekstreme personer til vores arrangementer – og det har vi heldigvis godt held med. Skulle en enkelt tosse alligevel forvilde sig ind blandt os, bliver de bortvist øjeblikkeligt, og hvis nødvendigt med politiets hjælp. Vi er humanister og en meget stor del af os har en fortid på venstrefløjen, som vi mener har forladt deres kerneværdier i en misforstået alliance med islam. Muslimsk indvandring underminerer alt det, venstrefløjen i sin tid kæmpede for: Velfærd, kvinders ligeværd, religionskritik og ytringsfriheden til at sige stærke mænd midt imod.”
Man kan følge For Friheds arrangementer på Facebook her.
Læs også:
MODTOG POLITIKENS “FRIHEDSPRIS”: LOD MIGRANTER DRUKNE I MIDDELHAVET
DF REJSER FORMEL FORESPØRGSEL I FOLKETINGET OM VOLDELIGE VENSTRERADIKALE FORENINGER