Af André Rossmann
Indvandringen har udløst massive økonomiske, sociale og kulturelle problemer, som har en pris. Måske 16 mia. kr. om året. Måske 40 mia. kr. Eller måske 50 mia. kr. Eliten har ikke lyst til at undersøge det nærmere. Og befolkningen stiller ingen spørgsmål og betaler med glæde.
I Norge har man regnet sig frem til, at indvandring koster den norske velfærdsstat ca. 100 mia. kroner om året. I Danmark har man ikke lyst til at sætte pris på, hvad indvandring og fejlslagen integration koster samfundet. En detaljeret beregning, der kombinerer udgifter til asylmodtagelse, tolke, danskundervisning, integrationsindsatser, virksomhedspraktik, løntilskud, familiesammenføring (et beløb, der i 2015 løb op i 9 mia.), overførselsindkomster til herboende indvandrere og efterkommere samt afledte udgifter på en lang række ”bløde” områder var ellers i gang, men blev stoppet af Thorning-regeringen, da den tiltrådte i 2011.
Rockwool Fondens Forskningsenhed har i 2014 beregnet, at de ikke-vestlige indvandrere, som allerede har fået ophold i Danmark, koster mindst 16 mia. kr. (svarende til 1,5% af samtlige budgetterede offentlige udgifter i 2016) om året og vil udgøre et markant milliardunderskud indtil mindst 2050. Fondens beregning udelod imidlertid en række faktorer og tog udgangspunkt i færre nytilkomne samt højere beskæftigelsesfrekvens end tilfældet er i dag.
Den reelle pris, som ingen kender, må derfor formodes at være langt højere end de 16 mia. kr., da Rockwool Fondens beregning efter al sandsynlighed ikke har medtaget flere direkte såvel som indirekte (afledte og svært kvantificerbare) forhold, i sin kalkule. Lad os gennemgå et par poster i regnskabet.
Ferieboliger og hoteller til flygtninge
Flygtningepresset betyder store praktiske og økonomiske vanskeligheder for kommunerne. Eftersom der er mangel på billige boliger, må kommunerne indkvartere flygtningene i alt fra ferieboliger til hoteller. Det er skatteyderne, der betaler den ekstra udgift.
Dyre sikkerhedsforanstaltninger
Flere borgere og terrormål i Danmark er mandsopdækket døgnet rundt på grund af terrortruslen fra islam. Der er indført omfattende sikkerhedsforanstaltninger i lufthavne, grænsekontrollen er optrappet, patruljering i Københavns indre by er øget og politiet holder øje med events (koncerter, sportsarrangementer, julemarkeder mv.), hvor mange mennesker samles. Med jævne mellemrum er der optøjer og masseslagsmål rundt på landets asylcentre, så politiet må rykke talstærkt ud for at dæmpe gemytterne. Indsatsen om at stå vagt om oplagte terrormål i København, herunder særligt jødiske institutioner og trafikale knudepunkter, har krævet politimandskab fra hele landet. Siden feb. 2015 har politiet brugt 540 årsværk (svarende til 770.000 arbejdstimer) til bevogtningsopgaver. Samlet pris: 174 mio. kr. Det er skatteyderne, der betaler regningen.
En afledt konsekvens er, at der er gået mandskab fra andre opgaver, hvilket i sidste instans rammer borgerne. Nærpoliti trækkes jo tilbage, der bliver mindre synligt politi i gaderne, flere opgaver skubbes, sagsbehandlingen trækker ud, nærstationer flere steder i landet bliver lukket og bemandingen bliver neddroslet. Alt dette er med til at skabe øget utryghed i befolkningen og forringe livskvaliteten.
Øget kriminalitet
Det er velkendt, at både indvandrere og flygtninge fra muslimske lande er overrepræsenteret i kriminalitetsstatistikken. Terror og trusler mod ytringsfriheden er en direkte afledt konsekvens af indvandringen. Stort set alle dømte og sigtede i danske terrorsager er kommet til Danmark som asylansøgere, familiesammenførte eller efterkommere af sådanne. Det er også velkendt, at en stor del af banderne er indvandrerbander. De mange skudepisoder på åben gade resulterer i øget utryghed, som er en afledt konsekvens af bl.a. de udvidede bevogtningsopgaver, der tager tid og ressourcer fra bandeindsatsen. Indvandrerbander kræver øgede udgifter til politi og efterretningstjenester, der overvåger og bekæmper bandekriminaliteten, ligesom der er store udgifter til domstole, kriminalforsorg, særlige jobs til de unge kriminelle, væresteder og klubber, konsulenter, socialarbejdere, tryghedsskabende foranstaltninger, sociale ydelser mv. Det er skatteyderne, der betaler regningen.
Lovovertrædere har frit spil
Borgerne har for længst opdaget, at politiet ikke har tid til at tage sig af banale lovovertrædelser som indbrud, tyverier o. lign. Antallet af borgerværn i mange, især mindre, samfund stiger. Over hele landet har politiet afgivet medarbejdere til bevogtningsopgaver i København, men også til andre opgaver i regi af Rigspolitiet. Den øgede bevogtningsopgave har betydet, at politiet er bagefter i behandlingen af voldssager, sager om økonomisk kriminalitet, sædelighedssager og børne- og overgrebssager. Mange købmænd anmelder ikke tyverier, da de føler, at det ikke nytter noget. Ifølge HK Handel har 46 pct. af dem, der har ringet til politiet, oplevet, at politiet ikke kom, og 44 pct. har oplevet at måtte lade tyvene gå, selv om de vidste, at de havde stjålet varer fra butikken. Konsekvensen af den forringede kriminalitetsbekæmpelse er økonomiske tab og voksende utryghed i befolkningen.
Prisen for mellemøstlig voldskultur
Næsten halvdelen af de kvinder, der er indkvarteret på krisecentre, er enten selv muslimer, eller har en muslimsk partner. Det samme gælder familier, der forfølger deres unge. Op mod 1.000 piger og mere end 100 unge mænd om året søger beskyttelse fra deres familie, enten fordi familien ikke mener, at vedkommende opfylder miljøets normer, eller for at undgå et tvangsægteskab. Det er danske skatteydere, der betaler regningen.
Tillidstab giver et dårligere samfund
Danmark er det land i verden, hvor den sociale tillid er størst. Hele 78 pct. af danskerne mener, at man i Danmark kan have tillid til mennesker, som man ikke kender i forvejen. Tillid er vores positive antagelse om, at vi kan stole på hinanden, og at vi ikke udsætter os selv for nogen risiko ved at interagere med andre – personligt, socialt, kulturelt eller økonomisk. I den lille danske kultur er tillid forudsætningen for sammenhængskraft, solidaritet samt et stabilt og trygt samfund. En stigende grad af multietnicitet i Danmark betyder imidlertid, at tilliden forsvinder og mistroen vokser. Konsekvensen er lavere tillid til myndigheder og medier, lavere tiltro til politisk effektivitet, ringere deltagelse i lokalsamfundsprojekter og velgørenhed, indskrænket bevægelsesfrihed, mindre livskvalitet og et dårligere samfund.
Belastet opvækst og lav intelligens koster kassen
Stadig flere undersøgelser peger på, at den tidlige barndom har langsigtede konsekvenser, og at de fattigste og dårligst begavede børn koster kassen. Herhjemme har flere tusinder af nydanske børn, der vokser op i socialt belastede familier,intet sprog og er stærkt bagud motorisk, når de skal i børnehave – også selv om de er født og opvokset i Danmark. Manglende danskkundskaber hos disse børn ødelægger deres mulighed for at klare sig godt senere hen i livet, herunder forsørge sig selv. Alene i Københavns Kommune vil man i de kommende fire år anvende 8 mio. kr. på en særlig indsats, som skal opspore de socialt belastede indvandrerfamilier for at få børnene i dansk vuggestue og senere i dansk børnehave. Den samlede pris for den særlige indsats på landsplan kendes ikke.
Vi giver køb på god skolegang
Flygtningebørn myldrer ind i folkeskolerne. Alene i 2016 kom 15.000 nye flygtningebørn i folkeskole og institutioner, en fordobling i forhold til 2015. Kernespørgsmålet er: Hvordan sikrer vi, at integrationen af de nye børn ikke sker på bekostning af dem, som er der i forvejen? Anne Holmen, som er professor og leder af Center for Internationalisering og Parallelsproglighed ved Københavns Universitet siger: ”Medmindre der følger massive ressourcer med, er der god grund til at være bekymret for både flygtningebørnene og for de børn, der skal undervises sammen med dem. For vi giver køb på alt det, vi ved om, hvad god skolegang er”. Konsekvensen er, at ressourcestærke forældre stemmer med fødderne og flytter væk og hiver ungerne ud af klassen med for mange indvandrerbørn, mens de svage efterlades på perronen. Den etniske segregering, der længe har præget folkeskolen, er nu nået til gymnasiet. Langtidseffekten af den forværrede skolegang er hverken kortlagt eller prissat.
Det danske DNA ændres hastigt
Indvandringen er ved at ændre samfundet hurtigere og mere drastisk end danskerne nogensinde har oplevet. Kultursammenstødene er legio. Tørklæder i det offentlige rum, kønsadskilt svømning, svinekød i børneinstitutioner, bederum på arbejdspladser og uddannelsesinstitutioner, indvandrerunge der definerer sig som anderledes danske, genopdragelsesrejser for unge muslimer, barnebrude, social kontrol – listen er lang. Hver dag aftvinger det missionerende muslimske mindretal små indrømmelser. Hver dag foregår der en langsom tilpasning, hvor danskerne må træde i baggrunden for den muslimske kulturs krav. Udviklingen er med til at polarisere Danmark og undergrave sammenhængskraften i det danske samfund. Langtidseffekten af denne udvikling vil først blive kendt om 30-40 år, men en ting er der ingen tvivl om: Vores børn kommer til at leve i et helt andet Danmark end ”det Danmark vi kender”.
Danmarks fremtidsudvikling er gledet i baggrunden
Flygtninge og indvandrere suger energi ud af den danske befolkning. På kort tid er det lykkedes for migranter og det muslimske mindretal i Danmark at stjæle samfundets dagsorden. Det mentale fokus er rettet mod islam, integration, muslimsk terror, radikalisering og lignende emner uden relevans for Danmarks fremtidsudvikling. For 3 år siden var aviserne fyldt med artikler og indlæg, der handlede om Produktivitetskommissionens rapport og de mange alvorlige udfordringer, Danmark står over for. I dag er alle de vigtige emner, som politikerne og medierne burde fokusere på, gledet i baggrunden, mens samfundsdebatten og mediedækningen domineres af sociale og kulturelle sammenstød samt den umulige integrationsopgave på bekostning af danskernes problemer.
Prisen for indvandring synes at være fornuftig for de ca. 95% af det danske vælgerkorps. Selv om den reelle pris er ukendt, og omkostningerne ved indvandringen går fra danskernes velfærd, accepteres udviklingen af de fleste i dette land. Snart har Danmark ikke alene verdensrekorden i tillid og lykke, men også i generøsitet.
Be the first to comment