(Foto: Historikere og kunstnere har i hele islams 1400 år lange historie beskrevet muslimers brutale behandling af anderledes troende. Alligevel har især selverklærede eksperter, meningsdannere og især personer under indflydelse af universiteternes tænkning formået at holde det åbenlyse skjult for sig selv)
Professor Uffe Østergårds erkendelse af de mange problemer, der er forbundet med islam og muslimsk indvandring, kommer så sent, at man må betvivle professorens intellekt eller motivation.
Kommentar Ole Hasselbalch
”Det danske samfunds styrke er, at samfundet er homogent. Det skal vi i højere grad værne om, og derfor skal vi turde kræve, at indvandrere assimilerer sig,” mener professor emeritus Uffe Østergård i Jyllands-Posten 12/9 2017. Og videre: “Jeg er fuldstændig sikker på, at Europa skal hegnes ind …”.
Østergårds udmelding, som sandt at sige ligger meget fjernt fra, hvad han tidligere gav udtryk for, har af samme grund skaffet ham mange hug. Som Niels Lillelund skriver i Jyllands-Posten om hans ankomst til den virkelige verden:
”Så sent som i 2007 mente Uffe Østergård, at ’den eksistentielle angst kommer let til at vokse med globaliseringen, og derfor klynger vi os mere til religionen og/eller nationalismen. Vi er blevet lidt bange for, hvem vi er.’ I dag vil han gøre muslimer til lutheranere. Snak er det, og snak var det, og mens græsset gror, dør horsemor; spejlægget er serveret, værsgo og spis, til hovedret er der multikulturel millionbøf, regningen er besvimende og udskrives løbende, men vi har at spise op, og vore børn med, guderne skal vide, at vi selv har bestilt den fulde menu.”
Heroverfor skriver Henrik Jensen 18/9 sammesteds: ”Skal man absolut mene det samme hele livet?”
Næh, det skal man vel ikke, såfremt forudsætningerne ændrer sig, eller man har taget fejl.
Østergård har visselig taget fejl. Allerede dengang han sad i bløde hynder på multikulturalismens vildt kørende vogn, var det til at se, hvor det hele bar hen. Nogle af hans standsfæller så det da også. De fleste af dem holdt dog kæft for ikke at blive kørt ned af den vildt slingrende, overlæssede karosse, hvis passagerer så sandelig ikke lagde fingrene imellem, når der viste sig en hindring på vejen. Andre af dem så vitterlig ingenting.
Uffe Østergård nød i fulde drag fordelene ved at sidde lunt på vognen, mens andre blev kastet til side i sølet. Hans placering dér var visselig ikke pyntelig, hvad enten den nu skyldtes, at han uanset sin professortitel savnede evnen til at indse simple sammenhænge og læse sig til veldokumenterede facts, eller den skyldtes, at han af bekvemmelighedshensyn valgte at stige på karossen.
Men hans optræden nu er dog mere pyntelig end den, man ser hos mange af hans åndsfæller fra dengang, som dumstædigt fremturer i deres ødelæggelsesvirksomhed. Som nyligt eksempel kan nævnes, at en af de hovedansvarlige for den katastrofale udlændingelov af 1983, der åbnede sluserne for de ulykker, vi nu ser vælte ind over fædrelandet, nemlig Hans Gammeltoft Hansen, nylig på det store nordiske juristmøde med al den veltalenhed, han er i stand til at mobilisere, hjerteløst søgte at fastholde sine tilstedeværende rygklappere på holdbarheden i sit for længst uddaterede verdenssyn.
Og Østergårds optræden er vel også pynteligere end den, koryfæerne i Det Radikale Venstre udviser, når de i stedet for at indrømme, at de tog grueligt fejl, nu omdefinerer det hele og markedsfører den opfattelse, at de så sandelig aldrig har ment det, de soleklart gav udtryk for dengang.