DANMARKS ISLAM-APOLOGETER 1: JOURNALISTER OG FORSKERE, DER MALER RELIGIONEN LYSERØD

Shares 169

(Foto: En alt for overfladisk betragtning af islam har ført til, at mange centralt placerede meningsdannere har formidlet islam som en uproblematisk religion)

Venstrefløjen ser ikke med blide øjne på det land, den lever i og for den er græsset altid grønnere på den anden side af hegnet. Tidligere var det Sovjetunion og kommunismen der lokkede, nu er det islam, skriver Geoffrey Cain i den første del af en dobbelkronik.

Kommentar af Geoffrey Cain, Mellemøst-kender

Det vakte opsigt, da den ellers politisk korrekte Martin Krasnik blev chefredaktør for Weeekendavisen og lagde ud med noget, der lignende en bombe: ”Islam er ufredens religion. Overalt, hvor islam vinder frem, er der nemlig død og ødelæggelse.” Sådan cirka lød budskabet i en opsigtsvækkende og omdiskuteret leder (10.6.17), og det hele er blevet fulgt op af en artikel i samme blad af Simon Dorph Nørgaard (8. september 2017), hvor han konstaterede, at islameksperter var delt op i to lejre. De, der fritog islam for ansvar for vold, og de, der – modvilligt – måtte indrømme – at anklagen havde noget på sig. I Danmark var sidstnævnte Thomas Hoffman, Tina Magaard og Mehdi Mostaffari.

Apologeterne

I den anden lejr var der mange, men de to førende har alle dage været dr. phil. Jørgen Bæk Simonsen, (som nu er trådt lidt i baggrunden), og dr. phil. Jacob Skovgaard Petersen. Glædeligvis er begge to blevet grundigt set efter af Klaus Wivel i Weekendavisen 13. 5. 2011, hvor han gik i rette med kendte danske Syrien-apologeter, herunder ex-ambassadør og islam-konvertit Ole Wøhlers, der apropos Syrien – hvor folk nu lystigt torturerer og myrder hinanden – tidligere har sagt følgende: “Jeg har ikke levet i noget samfund, der i den grad har været præget af gensidig religiøs respekt og tolerance.” Det er det svært at følge ham i dag, når man ser, hvad der er tilbage af Syrien. Men lad os se på den første akademiske islamsværmer.

Læs også: TERROR: LARS LØKKE FATTER IKKE EN BRIK

Jørgen Bæk Simonsen

Trods hans senere tilbageholdenhed er det stadig et navn, man ikke kan undgå at høre om. Jørgen Bæk Simonsen havde – med sin baggrund som tidligere direktør for Det Danske Institut i Damaskus – længe talt varmt om syrernes religiøse tolerance ligesom ovennævnte ambassadør Ole Wøhlers.

I 2006 sagde Bæk Simonsen i Danmarks Radio, at de arabiske lande har en århundrede lang tradition for at være meget forskellige, så her kunne vi ensrettede vesterlændinge lære en masse. Hvis påstanden var sand. Men det er den ikke. Minoriteterne er forfulgt i Syrien ligesom i det meste af den muslimske verden, og tolerancen er en illusion. Så hvordan kunne en professor i faget lide af den slags vrangforestillinger, spurgte Klaus Wivel. Men uden at få svar.

Jakob Skovgaard-Petersen

Og så er der daværende leder af Dansk-Egyptisk Dialoginstitut i Kairo, Jakob Skovgaard Petersen. I 2008 skrev han en bog om Egyptens berømte universitet al-Azhar – uden at fortælle, at dette universitet ikke lukker jøder og kristne ind. Samtidig roste han den indflydelsesrige sheikh Yusuf Qaradawi for at være blevet mere demokratisk, selv om han var forblevet »autoritær«. Og det må man sandelig sige, at han var. Qaradawis fatwa mod den franske filosof Robert Redeker har nemlig resulteret i, at Redeker nu på ellevte år lever under jorden på grund af konstante dødstrusler.

Qaradawi har også rost Hitlers jødeudryddelse, hvilket Skovgaard Petersen ikke fandt relevant at omtale. Han er ellers ret belæst og arabisk kyndig, men som Weekendenavisens Søren Villemoes har påpeget, har han altid taget fejl. Da Egyptens Mubarak blev styrtet anede Skovgaard Petersen et demokratisk arabisk paradis lige om hjørnet. “Så vidt jeg kan se, er det heller ikke sådan, at egypterne nu i stort antal vil gå hen og stemme på Broderskabet.”

Læs også: SKJULT KRIGSFØRELSE? RAPPORT: ISLAMISKE LANDE STØTTER RADIKALE KRÆFTER I VESTEN

I stedet forudså han et parlament præget af flere store blokke og modsatrettede interesser, hvor ét parti ikke ville dominere, skriver Villemoes. Og hvad skete der? spørger han. ”Alt i alt gik et massivt flertal af stemmerne – hele 69 % – til enten islamister eller endnu mere hardcore islamister.” Mere forkert på den kunne man ikke være.

Shares 169

Comments

comments