(Foto: Den feministiske svenske regering på besøg i Iran, hvor de iførte sig islamiske slør)
Den første del af denne klumme omhandlede to førende forskere, Jørgen Bæk Simonsen og Jakob Skovgaard Petersen. Men der er mange flere og deres misinformation har haft store negative konsekvenser for almindelige menneskers viden om islam, skriver Geoffrey Cain.
Første del af dobbeltkronikken: DANMARKS ISLAM-APOLOGETER 1: JOURNALISTER OG FORSKERE, DER MALER RELIGIONEN LYSERØD
Kommentar af Geoffrey Cain
Ikke alene spår apologeterne uvægerligt fejlagtigt om fremtiden, men de manipulerer også med fortiden. Og det gør de ved at bruge præcis de samme retoriske trick, som daværende udenrigsminister Peter Munch dengang brugte i sin Danmarkshistorien, hvor han strøg kommunismen med hårene. Han anvendte ikke ordene ”erobring” og ”tvangsindlemmelse”om den sovjetiske ekspansion. Han skrev, at et område ”blev erhvervet”. Og nøjagtigt samme forskånende udtryk finder man i ”Politikens Islamleksikon” ved Jørgen Bæk Simonsen. Her er et lille eksempel. Den fanatiske muslimske sekt Almohaderne, hvis sejrstog gennem Nordafrika ifølge the University History of the World »efterlod et spor af blod fra Sydspanien til langt hinsides Marokkos grænser«, omtales på en ganske anden måde af Bæk Simonsen. Han skriver, at muslimerne opnåede »kontrol med« de områder, de underlagde sig. De erobrer aldrig. Ej heller koloniserer de eller optræder som imperialister. De ”opnår bare kontrol”. Samme skånsomhed ødsler leksikonet ikke på korsfarerne, der – fy, fy skamme sig – tillod sig at ”generobre” det hellige land. Ja, sikke nogen slyngler, ikke sandt?
Læs også: IRANSK FLYGTNING ADVARER: “DET STARTER ALTID MED SAMARBEJDE MELLEM VENSTREFLØJEN OG ISLAMISTERNE”
Politikens Islam leksikon missionerer for islam
Men hvad siger ”Politikens Islam leksikon” om muslimernes egen erobring af Mellemøsten, (og senere Spanien, Centralasien og Nordindien)? Der gik det tilsyneladende anderledes civiliseret til. »Det lykkedes de numerisk underlegne muslimer at tilkæmpe sig den politiske kontrol over hele Mellemøsten«, skriver Bæk Simonsen, idet han nærmest får det til at lyde, som om de stemte dørklokker på samme måde, som vore dages Jehovas Vidner. Det gjorde de som bekendt ikke, og her er der tale om en videnskabelig uredelighed begået af en, som utvivlsomt ved bedre besked. På overfladen er islamleksikonet en nøgtern – om end ret studentikos – beskrivelse af islam og muslimske begreber. Men det er også mere end det. Det er en indirekte hyldest til islam som noget ædelt, der ikke frembyder nogen som helst fare for Vesten. Det er, fordi den i bund og grund ikke er meget forskellig fra vores vestlige samfund, siger Bæk Simonsen, og han kan heller ikke dy sig for gang på gang at indflette passager, der opfordrer til accept af indvandring fra Mellemøsten.
Så summa summarum dette: Hans leksikon er ikke blot politiserende, det er i virkeligheden missionerende. Videnskabelig stringens er der næppe tale om, og i visse tilfælde overskrider teksten grænsen mellem en vinklet (dvs. forudindtaget) virkelighedsbeskrivelse og direkte usandheder. Vi får at vide, at de fleste muslimske lande praktiserer børnebegrænsning. Men det dementeres grundigt af bl.a. Pew Research, hvor det fremgår, at det netop er i de muslimske lande, at det praktiseres mindst! Hvilket også forklarer deres massive befolkningstilvækst.
Læs også: EN VENSTREORIENTERET, ISLAMKRITISK TÆNKER, ALLE BURDE LÆSE!
Men er den slags fordrejninger virkelig så alvorlige? Svaret er ja. Det er en forudsætning for debatten – og for demokratiet – at de involverede parter ved, hvad de taler om. Og et leksikon burde være neutralt og ikke missionerende for en samfundsomvæltning i islams tegn.
Aminah Tønnsen
Nu ville det være forkert at afslutte denne gennemgang af de førende islamapologeter uden at nævne den danske konvertit, Aminah Tønnsen, der ofte får megen spalteplads i Kristeligt Dagblad, hvorfra hun affyrer den ene fordrejning efter den anden. Og eftersom læsernes viden om islam er så godt som nul for de flestes vedkommende, får hun lov til at slippe af sted med udsagn som dette: “koranen fortolker sig selv”. Hvilket er temmelig pudsigt, fordi Jehovahs Vidner siger det samme om biblen. Men udsagnet er meningsløst. Koranen – en samling af usammenhængende dunkelheder – tolker ikke sig selv. Det er faktisk profeten Muhammed, der tolker koranen og derved islam. Det gør han via sine gerninger, præcis som Jesus fortolker kristendommen via sine gerninger.
Islams budskab. Er man i tvivl om islams budskab (hvad man vanskeligt kan bebrejde nogen for at være, eftersom koranen som sagt er dunkel og usammenhængende, kan man se dette budskab anskueliggjort i Muhammed’s gerninger. Dem kan man ikke finde i Politikens Islamleksikon men i den allerførste Muhammedbiografi. Den er skrevet af Ibn Ishaq (død 767), der beretter om Muhammed’s uhyrligheder med stor tilfredshed. Disse gerninger omfatter ran, tortur af fanger, bestilt mord og massemord på den jødiske Quraiza-stamme i Medina. Det var alt sammen fint gjort, mener Ishaq, fordi Muhammed gjorde kun Allahs vilje. På samme måde kan kristne, der tvivler på kristendommens budskab, nemt finde svar i Jesu gerninger, der i forhold til Muhammed’s ditto er så forskellige som nat og dag. Og her ligger sagens kerne. Det gjorde den franske filosof Robert Redeker opmærksom på i Le Figaro i 2006. Og han har levet som en flygtning i sit eget land lige siden.