4. MAJ

Candlelight

Af Jens Ellekær.

Ved skæbnens ugunst vil der være tomt eller næsten tomt i Mindelunden i Ryvangen på 75-årsdagen for den tyske besættelses ophør. Normalt er Mindelunden også på ikke runde årsdage velbesøgt den 4. maj. Og den politiske repræsentation er almindeligvis massiv; alle politiske partier vil gerne have en andel i modstandskampen. Således gjorde det sig også gældende for 75 år siden, om end man lagde en vis distance til Frihedsrådet, der repræsenterede ”det kæmpende Danmark”. I den politiske restauration, der forestod, var man skeptisk over for mennesker, der havde gennemført en væbnet modstandskamp.

Konservative, Dansk Samling og Enhedslisten
Ser man nærmere på de knap tusinde danskere, som omkom i forbindelse med modstandsarbejde, bliver man klar over, at disse mennesker ikke udgjorde et repræsentativt udsnit af den danske befolkning. Skulle man i dag give fortrinsret ved højtideligheden i Mindelunden til de partier, som frem for andre er traditionsbærere af de politiske holdninger, som de døde havde, så skulle det være til Konservative, Dansk Samling og Enhedslisten.

Enhedslisten er normalt velrepræsenteret ved den årlige mindehøjtidelighed – og med god grund: Mange af dem, der er begravet i Mindelunden, eller som har deres navne indskrevet i mindevæggen, var kommunister. Efter at have måttet acceptere den tysk-sovjetiske alliance fra sommeren 1939 til sommeren 1941, gjorde de danske kommunister sig stærkt gældende i modstandsarbejdet.

Den stalinistiske sovjetkommunisme
Det bør imidlertid aldrig glemmes, at de danske kommunister nok kæmpede mod den tyske besættelse, men de kæmpede ikke for en genskabelse af det danske førkrigsdemokrati, men derimod for indførelse af et langt hårdere diktatur: den stalinistiske sovjetkommunisme.

Da det kom til stykket, fik ingen af de danske modstandsgrupperinger nogen som helst indflydelse på ordningen af det danske efterkrigssamfund. Men det kunne være gået anderledes: De allierede havde ikke truffet aftaler om en militær indrykning i Danmark, og i krigens sidste dage foregik der et veritabelt kapløb mellem russiske styrker, der rykkede frem langs Østersøkysten, og engelske styrker, der sendte små enheder frem til kysten øst for Lübeck for at afskære russerne fra at rykke op i Jylland. Det britiske forehavende lykkedes: Britiske styrker rykkede ind i Danmark; russerne indtog Bornholm, som de noget overraskende trak sig tilbage fra et års tid senere.

Et kontrafaktisk forløb
Med vores viden om, hvad der skete i de østeuropæiske lande, der blev indtaget af Den Røde Hær, er det ikke vanskeligt at skitsere et kontrafaktisk forløb baseret på, at russerne i krigens allersidste dage var rykket ind i hele Danmark.

Der ville være blevet etableret en ”folkefrontsregering” bestående af alle ”antifascistiske” partier. Heri ville kommunisterne få en begrænset repræsentation, men ville sikre sig enkelte nøgleministerier som bl.a. justitsministeriet med kontrol over politiet. Kommunistiske modstandsfolk ville, professionelt assisteret af officerer fra Den Røde Hær, indtage nøgleposter i den reorganiserede danske folkehær, idet det danske officerskorps havde vist sig upålideligt, da flere af dets medlemmer var indtrådt i tysk tjeneste.

Inden for kort tid ville Socialdemokratiet og Danmarks Kommunistiske Parti fusionere i Det Forenede Danske Arbejderparti (FDA) med Vilhelm Buhl i spidsen og Aksel Larsen i som næstformand. Herefter ville de oprindelige socialdemokrater langsomt blive fortrængt fra partiets magtfulde poster. Markante socialdemokratiske politikere som Hans Hedtoft og H.C. Hansen ville under beskyldninger om ikke have forstået betydningen af en resolut socialistisk ekspropriation blive ekskluderet af FDA.

Borgerlige modstandsfolk ville forsvinde
Borgerlige modstandsfolk ville forsvinde på forskellig vis; en del ville sammen med deres familier blive deporteret til Sovjetunionen, andre ville blive anklaget for at have samarbejdet med den tyske besættelsesmagt og dødsdømt i henhold til den ny straffelov (således som det bl.a. skete i Polen).

På et tidspunkt ville Det Forenede Danske Arbejderparti (FDA) fremlægge og i en særlig folkeforsamling få vedtaget en forfatning, der enten gjorde Danmark til en etparti-stat eller anordnede et flerpartisystem, hvori FDA havde det ubetingede ledelseskrav (således som det skete i DDR). I denne forbindelse ville Aksel Larsen blive udpeget som Centralkomiteens førstesekretær, mens Buhl ville få en udelukkende repræsentativ post.

Aksel Larsen
Meget tyder imidlertid på, at Aksel Larsen ikke ville have været den mand, som Stalin ønskede i spidsen for et kommunistisk Danmark, og det er sandsynligt at han ville være blevet udrenset i slutningen af 1940’erne eller begyndelsen af 1950’erne. Der er ikke megen tradition for politiske blodsudgydelser i Danmark, og Aksel Larsen kunne have overlevet udrensningen og være blevet genindsat i forbindelse med urolighederne i Østeuropa i 1956 (således som det skete for Władysław Gomułka i Polen).

Herfra bliver det vanskeligere at fremskrive den kontrafaktiske historie. Hvem ville have overtaget ledelsen, hvis Aksel Larsen havde fortsat som førstesekretær frem til sin død i 1972? Ville det have været Knud Jespersen – eller Gert Petersen, og ville Gert Petersen have gjort forsigtige forsøg på ”socialisme med et menneskeligt ansigt”?

Ville det have udløst intervention fra de socialistiske broderlande? Danmark ville have været et for vigtigt aktiv på NATO’s nordflanke og ved indgangen til Østersøen til, at Sovjetunionen kunne tillade sig at miste kontrollen over landet. Også Sverige ville set fra det sovjetiske perspektiv have været mere medgørlig med et kommunistisk Danmark, så der er ingen grund til at antage, at Sovjetunionen ville have slækket grebet.

Lykkeligvis en forestillet historie
Det er jo, lykkeligvis, en forestillet historie. Den virkelige historie viser i valg efter valg efter krigen, at den danske befolkning på ingen måde ønskede at leve i et kommunistisk diktatur. Vi kan derfor uden alt for mange blandede følelser den 4. maj mindes de danske kommunister, der mistede livet i forbindelse med modstand mod den tyske besættelse. Men vi skal samtidig aldrig glemme, at de var en hårsbred fra at blive forrædere mod det danske folk og dets demokratiske samfund.