3 x LARS HEDEGAARD

Del artiklen her:

Nå, så du troede at Hitler og Stalin var døde

Det kan ikke være nemt at være uafhængig faktatjekker på Facebook og hver dag skulle give dumpekarakter til enhver, der afviger fra venstrefløjens og globalisternes ”narrativ”. Arbejdet kan ikke være vanskeligt, men det må slide på samvittigheden hele tiden at skulle undertrykke udsagn og oplysninger, som censorerne ved er sande.

Jeg skal derfor undlade at opgive titlen på en tankevækkende dokumentar, der blev lagt på nettet for nogle uger siden. Jeg vil heller ikke linke til den, for så bliver mit opslag bare fjernet (det bliver det måske alligevel). Men her er, hvad jeg fik ud af den time, jeg brugte:

Fundamentalt set handler dokumentaren om totalitarisme – den anskuelse, at alt skal bestemmes og reguleres af regeringen. Vi kender systemet fra totalitære stater som Sovjetunionen, Nazityskland, Kina og Iran, men nu er dette samfundsideal også kommet til Vesten. Vi så en generalprøve på det under covid-pandemien, da myndighederne beordrede mundbind og krav om afstand. Som det nu er alment anerkendt, savnede de enhver sundhedsfaglig begrundelse, men de viste, at man kan få undersåtterne til at lystre, hvis man gør dem bange. Og tro ikke, at det bliver sidste gang, dette redskab kommer i anvendelse.

Det kan ikke være nogen tilfældighed, at en vestlig leder som den canadiske premierminister, Justin Trudeau, der med et snuptag har elimineret ytrings- og forsamlingsfriheden med henvisning til covid, udtrykker sin beundring for Kinas kommunistiske system. Underligt er det heller ikke, at mørkets fyrste, Klaus Schwab fra World Economic Forum, modellerer The Great Reset efter kinesisk forbillede.

Kina
Disse og andre vestlige lederes plan er intet mindre end at gøre os til magtes- og viljeløse myrer styret af et almægtigt bureaukratisk teknokrati. Som i Kina, hvor uefterrettelige bliver anbragt i ”tanketransformations-lejre”, hvor de skal lære at tænke, som partiet forlanger.
I Kina bliver undersåtterne også udstyret med ”social credit scores” – en slags skudsmålsbøger, der angiver, hvor lydige de er. Scorer man lavt, bliver man udsat for alskens ubehageligheder, bliver nægtet beskæftigelse, må ikke rejse og meget andet.

Vi er også godt på vej herhjemme. Den stadigt mere højlydte snak om digitale penge som afløsning for dem, vi kan have i tegnebogen, vil, hvis projektet bliver realiseret, få samme effekt som det kinesiske system. I forvejen kan staten ved en simpel (ulovlig) manøvre kontrollere, hvad vi bruger vore penge til, fordi de før eller siden må igennem banken.
Med digitale penge kan staten gå et skridt videre og simpelthen beslaglægge pengene, hvis vi bruger dem til noget, som magthaverne finder skadeligt – f.eks. tobak, alkohol, kontingenter til højreorienterede foreninger, benzindrevne biler eller røde bøffer.

Masse-formation
For at komme dertil må man benytte sig af noget, der kaldes ”mass formation” – en slags kollektiv hypnose, der muliggøres af individets frygt og fornemmelse af ensomhed. Folk higer efter fællesskab, og det kan de af staten sanktionerede bevægelser levere: bl.a. det klimahysteriske sammenrend godt pumpet op af de statsanerkendte medier.
Netop i dag [26.7.23] meddeler Politiken, at Golfstrømmen måske vil ændre løb inden udgangen af dette århundrede. Det samme blev annonceret for årtier siden, men en dårlig nyhed kan ikke gentages for tit. Så vi skal være bange, meget bange. En anden mulighed er at søge tilflugt i pride-segmentet, hvor man til alles glæde kan eksperimentere med mangfoldige seksuelle udfoldelser.

Børnene tilhører staten
Et andet aspekt af totalitarismen er den påstand, at børnene tilhører staten og ikke forældrene. Også det har været et gennemgående træk ved kommunismen og nazismen. Og nu er det kommet til Bidens USA, hvor lærernes fagforening kæmper med næb og klør mod forældrenes krav om at være medbestemmende over, hvad deres børn lærer i skolen. Lærerne og Biden-administrationen vil have, at mindreårige skal undervises i analsex og kønsskifte, mens de fleste forældre er imod. Som svar har Justitsministeriet indledt en kampagne mod de opsætsige forældre for at være ”hjemlige terrorister”.

De gamle vil mindes nazismen og kommunismen, som vi troede var lagt bag os. Vesten vandt jo både 2. Verdenskrig og Den Kolde Krig. Desværre lever de totalitære tanker i bedste velgående – og er endnu farligere, fordi de færreste opdager det.

[Til orientering er der forskellige opfattelser af begrebet ’masse-formation’

***

Mens vi er ved totalitarismen

For virkelig at kunne styre befolkningen, må man berøve den sin historiske bevidsthed. Folk må ikke vide og ikke tænke på, at de er led i en kæde af generationer og begivenheder fra fortid mod fremtid. Vi skal helst bringes til at tro, at vi lever i enestående tider befriet fra enhver historisk arv – enhver sammenhæng mellem, hvad der gik forud, og den situation, vi nu står i. Som rodløse og i luften frit svævende bliver vi lette ofre for alskens verdensforbedrende ideologier og fantasiforestillinger, som magthaverne til fulde forstår at udnytte.

Jeg var engang historielærer i gymnasiet, men ved ikke, hvad de unge lærer i dag. I Vestens foregangsland, USA, lærer de tydeligvis ingenting.

En nylig undersøgelse af amerikanske gymnasieelevers historiske viden gav følgende nedslående resultat:

72 pct. vidste ikke, at USA var i krig med Hitler under 2. Verdenskrig.

87 pct. vidste ikke, at USA gik ind i 2. Verdenskrig på grund af angrebet på Pearl Harbor.

60 pct. vidste ikke, hvilke lande USA var i krig med mellem 1941 og 1945.

13 pct. troede, at Dwight D. Eisenhower var en general fra den amerikanske borgerkrig.

Til gengæld er de fleste af dem nok på det rene med, at verden står umiddelbart over for et sammenbrud pga. menneskets udledning af CO2, og at højrefløjen er fascistisk.

***

Mere klimanonsens

Hvad hjertet er fuldt af, løber munden ofte over med. Som nu vicepræsident Kamala Harris, der netop har holdt en klimahysterisk tale, som rummede følgende visdomsord:

”Når vi reducerer befolkningen, vil flere af vore børn kunne indånde ren luft og drikke rent vand.” Hun må altså mene, at mennesker udgør en forurening og derfor skal elimineres.

Der spekuleres på, om hun i stedet for befolkning (population) mente forurening (pollution), men det var altså ikke noget, hun bemærkede. Men selv i så fald er hendes udtalelse nonsens, for hvad har ren luft og rent vand med klimaet at gøre? Klima og miljø blandes konstant sammen, og afsindige aktivister, journalister og politikere synes ikke at bemærke det, for alt kan bruges, når det gælder om at fylde befolkningen med frygt.

Hvad der derimod står klart er en tydelig antihumanisme. Mennesket er et skadedyr, og skadedyr skal dø.

For ikke så længe siden udtrykte Bill Gates, der spiller førsteviolin i WHO, samme ømme synspunkt.

Mærkeligt med disse fortalelser. Man skulle næsten tro, at de mente det.

Del artiklen her: