HAR POLITIET STYR PÅ NOGET?

Del artiklen her:

Af André Rossmann

Rossmann.png

På side 4-5 har Berlingske den 29. jan. bragt et billede af indvandrerbandernes skræk – den handlekraftige VLAK-trio: landets dygtigste håndværker, Lars Løkke Rasmussen, den stålsatte Anders Samuelsen og den mandige sheriff Søren Pape – som på et pressemøde giver rockerne og banderne jernnæven. Danskerne skal ikke være i tvivl: banditterne skal have kamp til stregen, og regeringens krigserklæring skal nu effektueres af vores heltemodige og dybt professionelle politi.

VLAK.png

Det er det samme politi, som går i lang bue uden om de betændte parallelsamfund, der efterhånden har udviklet sig til et lukket land uden for politiets kontrol. Her regerer lovløsheden, politiet er ikke velkommen, og myndighederne har kun adgang, hvis de kommer med en pose penge i hånden.

Det er det samme politi, som har svært ved at leve op til befolkningens forventninger om effektiv forebyggelse og bekæmpelse af kriminaliteten i boligområderne. Ifølge en undersøgelse fra A&B Analyse, som blev gennemført i november 2016, mener kun 25 procent af boligorganisationerne bag de i kriminalitetssammenhæng udsatte boligområder, at politiet gør det, der er behov for.

Det er det samme politi, som står magtesløs over for de 18.000 illegale indvandrere, der gemmer sig i Danmark under myndighedernes radar. Ifølge forskningsdirektør i SFI, Torben Tranæs, ”er det naturligvis meget ubehageligt for myndighederne, at der i et velordnet CPR-samfund som det danske er en skyggebefolkning svarende til en lille provinsby”. Hvis det kan være en trøst for det danske politi, skønnes Sverige at have ca. 50.000 illegale indvandrere.

Det samme politi står magtesløs over for de cirka tusind nordafrikanske gadebørn, der lever et kriminelt nomadeliv herhjemme. De ernærer sig ved prostitution, tyveri, salg af stoffer og røverier, uden at politiet tager fat om dem og sender dem retur eller isolerer dem i asylcentre med udgangsforbud.

Og så må vi ikke forglemme PET, som bl.a. har til opgave at beskytte statsministeren. Under besøget i Vollsmose i Odense forleden hilste statsministeren uden at vide det på banden Black Armys leder, Mohammed Daabas. Det er tankevækkende, at PET lod statsministeren komme i nærkontakt med en af de berygtede bandeledere. Endnu mere tankevækkende er kommentaren fra politidirektøren i Fyns Politi, Kit Claudi Grøn-Iversen, som også var med på besøget i Vollsmose. I stedet for at gribe ind og forhindre fadæsen, sagde hun, at ”hun var utilfreds med bandelederens ageren, at det var upassende af ham, og at han skulle blive væk”. Fy, din slemme bandit!

Det er lige før, at man ikke ved, om det er banderne eller politiets inkompetence, man skal frygte.

Del artiklen her:

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*


 

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.