
Af Kåre Fog, biolog og forfatter. Han er indehaver af bloggen kønsdebat.dk.
Hvis en kvinde voldtages, så kan det være til stor skade for hende – især hvis der er tale om et fysisk overfald, hvor hun føler sig i livsfare. Det giver forskellige følelsesmæssige forstyrrelser, som kan vare i måneder eller endog år efter episoden. Det kan også bevirke, at hun i årtier efter har svært ved at fæste tillid til andre mennesker, og svært ved at etablere et forhold til en mandlig partner. Der er dog også kvinder, som kommer næsten upåvirkede ud af en voldtægt.
Men hvis en mand udsættes for en falsk anklage om at han har begået en voldtægt, så er det også til stor skade for ham. Der vil ofte gå halve eller hele år, inden den retssag kan finde sted, der kan bevise hans uskyld. I mellemtiden lever han med omgivelsernes mistro til ham; ofte vil ”folkedomstolen” uden videre dømme ham skyldig. Han mister sit job eller sin studieplads, og ofte mister han også sin familie og sine venner. Han kan få store udgifter til advokathjælp, og da han mister sin indtægt, kan han blive økonomisk ruineret. Studerende kan få hele deres fremtidige karriere spoleret, dvs. effekten bliver livslang. Det er almindeligt, at mænd udsat for falske anklager om sexovergreb får posttraumatisk stress, også selvom de eventuelt bliver pure frifundet ved en retssag. Mange mister livsmodet, mister motivation og initiativ, og går nærmest rundt som levende døde. De fleste ændrer deres personlighed for altid. De bliver afhængige af at få antidepressiv medicin, måske resten af livet. Mange mister helt evnen til at arbejde.
I linket her kan man læse en række konkrete eksempler på, hvordan mænd bliver ramt af falske anklager om voldtægt. Efter at have studeret disse eksempler må man erkende, at det kan være mindst lige så skadeligt for en mand at blive udsat for en falsk anklage, som det er for en kvinde at blive voldtaget.
http://kønsdebat.dk/blog/?p=253