NÅR ALLE ORD ER LØGNE

Vals
Del artiklen her:

Af Lars Hedegaard.

En tilstand vi nærmer os i de vestlige medier. Statuerne, bøgerne, arkiverne, gadenavnene kan de fjerne. Én ting kan end ikke de mest indædte multikultarister og Vesten-hadere lave om: musikken. De radikale, Enhedslisten og deres venner i Danmarks Radio kan undertrykke den, men der vil altid være nogen, der kan huske den, og som har gemt den i deres hjerter eller et andet sted.

Musikken vil, uanset hvad der sker, vidne om en kultur, der var engang.

Som islamkenderen Bernard Lewis bemærkede i 1992: Blandt de ting, der udmærker Vesten, er den harmoniske musik, der står i grel modsætning til Mellemøstens unisone musik, hvor alle instrumenter spiller det samme. Og det er jo ikke mærkeligt i samfund, hvor alle forventes at mene det samme.

Som allerede Platon bemærkede for knapt 2.500 år siden, er musikken af yderste vigtighed:

Musikalske fornyelser rummer store farer for staten, for når de musikalske moder ændres, ændres statens grundlæggende love med dem.

I dag ville vi måske sige, at musikalske omvæltninger er tegn på, at staten allerede har ændret karakter.

I Luchino Viscontis film fra 1963 ”Leoparden” blev der endnu spillet musik, der mindede om europæisk kultur. Men det var før denne kultur gik i graven.

Lad os alligevel lytte til valsen (her), som Burt Lancaster dansede med Claudia Cardinale.

Muslimsk musik bliver der af gode grunde ikke danset til, da det er forbudt, og da den i øvrigt er hæslig at høre på.

Del artiklen her: