Af Gunnar Olesen, cand.scient.pol.
Lars Hedegaard overvejer (8.6.21), hvorvidt ondskab forklarer verdens gang. Men paradoksalt nok findes der også meget godt, selv om det betaler sig at være ond. Dumhed er nok et større problem end ondskab, når man inkluderer faktaresistens.
Andre skribenter på NewSpeek skyder meget skyld for tingenes tilstand på efterhånden hedengangen socialisme.
Et alternativt bud
Her følger et alternativt bud, inspireret af mit livs arbejde med nødhjælp og udvikling, heraf flere år i muslimske lande, som har belært mig om betydningen af historie, kultur og religion. Da jeg som pensionist igen fik base i Danmark, dominerede en ny verdensopfattelse, som jeg måtte dechifrere, da den ikke er nedskrevet nogetsteds.
Den er venstre- eller kulturliberal. Med et socialistisk islæt af velfærdsstat og overførselsindkomst, men uden spørgsmål ved markedsøkonomi eller vision om overgang til socialisme. Dens oprindelse hang i Europa sammen med import af (billig, muslimsk) arbejdskraft, som skabte polarisering mellem ”populister” og forsvarere af ”en ny underklasse”.
Efter østblokkens sammenbrud gav globalisering, Internet og digitalisering af liv og arbejde baggrund for videreudvikling af en herskende venstreliberal kodeks, hvis elementer er:
- Vi lever i den bedste af alle verdener og fortsætter med det, hvis lige klima kommer på plads
- Moderne, ungt og digitalt er godt. Historie, tradition, kultur og religion betyder ikke noget
- Uddannelse, symbolanalyse, kreativitet og storby er godt. Håndens arbejde og udkant kedelig
- Man er progressiv, i sync med det moderne. Andet er reaktionær taberadfærd.
- Det vigtigste, som vækker (woke) til kamp, er realisering af individers og minoriteters menneskeret til udfoldelse af stolt identitet mht. køn, seksualitet, farve mv. – samt, som det nyeste, klima
- Hovedmodstanderne er ikke kapitalen, men populister, som kan putte grus i maskineriet
- Følelser er godt, rationalitet noget kedeligt med at putte i kasser, og antal betyder ikke noget
- USA er ledestjerne, engelsk det fine sprog som en gang latin, eller arabisk blandt muslimer
- International fri bevægelighed, folkeblanding og mangfoldighed er godt. Nation noget skidt, national er ”nationalkonservativ”, der er reaktionært og cirka det samme som populisme.
- Man skelner ikke mellem indvandrere, flygtninge og asylsøgere. Alle er undertrykt minoritet – når de er kommet til Danmark. Det svage flertal ude i verden er der ikke fokus på.
- Islam er OK fordi det er de undertryktes religion. Man lukker øjnene for, at en del muslimer ser sig som bærere af en bedre religion og kultur end den gudløse, materialistiske og feminine, som de havnet i; stadig har det ene ben i oprindelseslandet; anvender vold mod anderledes tænkende og til social kontrol; og har overgennemsnitlig kriminalitet og træk på overførselsindkomst.
- Heller ikke anden dissonant information, såsom terrorisme og Vestens langvarige krig mod islamisme i Mellemøsten og nu Afrika, hæfter man sig stort ved
Meget i denne holdningspakke er temmelig dumt
Denne holdningspakke blev uden navneskifte og principdebat til mærkesag for venstrefløjspartier og RV. Nok så væsentlig kom det via indflydelse i DR, sociale og andre medier, statsfinansierede undervisnings-, forsknings- og kultursektorer til at præge en stor del af samfundet. Ikke bare i DK, men i det nye liberale Vesten, hvor socialdemokrater rettede ind efter ”nødvendighedens politik”.
Undervejs kom ”socialkonstruktivisme” til at legitimere, at forskning kan se bort fra virkeligheden.
At meget i denne holdningspakke er temmelig dumt, er der ingen tvivl om. Herunder at den har en så stærk indbygget nedladende/intolerant holdning til folk, der tænker og lever anderledes, at det har skabt en polariserende skyttegravskrig i et ellers ret homogent samfund – og dermed præget det politiske liv urimelig meget i mange år.
Dermed lever den op til ekskluderende tendens i individualistiske samfund, hvor ordentlig debat erstattes af forsøg på at gøre andre synspunkter illegitime, så man ikke behøver at tage hensyn til dem. Det giver måske mening at kalde dette for ondskab på lignende vis som Hannah Arendt taler om nazismens strukturelle/banale ondskab. Men der er dog et stykke vej til de samme excesser…
Den enkelte venstreliberale mener det som regel godt, men er havnet i en uoplyst fælde – og søger ikke meget efter at komme ud af den.
Virkeligheden begynder at udfordre den venstreliberale holdningsdominans
Men man kan dog finde tegn i sol og måne på, at ideologien har toppet, når man ser på de senere års politiske udvikling. Den betød at en del af befolkningen ikke bare blev ramt økonomisk af globalisering og indvandring, men også politisk hjemløse ved tab af tradition og nation, og dannede derfor nye partier, som blev kaldt populistiske og forsøgt gjort illegitime. 2016 blev et vendepunkt, hvor Brexit og valget af Trump fik mobiliseret et tavst flertal til at stemme.
Danmark har trods alt været en delvis undtagelse fra den venstreliberale dominans ved, at DF blev støtteparti i 2001 og har påvirket ikke mindst udlændingepolitikken. Dets valgsejr i 2015 var et venstreliberalt chok i lighed med dem ude i verden året efter, og da det tabte i 2019, var det primært fordi det danske socialdemokrati – som det eneste – havde rettet ind efter deres holdninger og nu søger at realisere dem med regeringsmagt.
Den mest liberale regering i Vesten, Macrons i Frankrig, har modgang som resultat af både sin økonomiske og udlændinge/Islam-politik, så Le Pens National Samling har en reel vinderchance til næste forår. Selv i Sverige trækker det op til samling mellem Sverigedemokrater og borgerlige – og oprør ulmer inden for Socialdemokraterne – så kajakken måske kan blive vendt i det mest venstreliberale land.
Virkeligheden begynder at udfordre den venstreliberale holdningsdominans.