At “undertrykte folk altid har ret,” er venstrefløjens grundtese.
Kommentar af Palle Almindsø
For lidt over tredive år siden, da den kolde krig var på sit højeste, skrev Henrik Stangerup en kronik i Politiken under titlen Gulag-øhavet og de intellektuelle. Kronikken kom i anledning af Solsjenitsyns monumentale studie over systemet af fangelejre i Sovjetunionen. Den russiske forfatter havde i 1970 fået Nobelprisen i litteratur for sine store romaner Den første kreds, Kræftafdelingen og August 1914 og blev i 1974 udvist fra Sovjetunionen. Stangerup mindede os alle om, hvad prisen kan være, når man sætter en ide om det gode fællesskab for en politisk vogn og med tyranner som Lenin og Stalin omformer et helt samfund. Således sagde Nexø engang, at kommunisme, det betyder menneskelighed.
Men de fleste meningsdannere på venstrefløjen mødte Stangerup og hans advarsler med knusende tavshed hvis ikke ligefrem foragt. For hvad var nemlig Solsjenitsyn? Det blev hævdet, at han ville tilbage til det gamle zarstyre?, så han var reaktionær, noget af det værste man kunne være i 1970´erne og 80`erne, (kun overgået af ord som racist og nazist i vore dage), og desuden har alle revolutioner deres omkostninger. Og flertallet i de socialistiske lande havde jo fået brød på bordet. Så enten læste man Gulag-øhavet og blev bekræftet i nogle af sine antagelser om socialismen, eller også fortrængte man den, ville ikke høre om det. Ja vi tror ikke på det. Sådan tænkte mange, ikke mindst de kulturradikale og mange venstreorienterede. Det var Amerika, der var hovedfjenden, tænk et øjeblik på Vietnam. Napalm, imperialisme, racisme, dobbeltmoral var nogle af de begreber, der blev sat på Amerika. Men der var ikke ret mange af de rabiate ja-sigere til de mange totalitære styreformer i socialistisk regi læs: Albanien, Nordkorea, Cuba, Kina, Kampuchea, Zimbabwe – der selv ønskede at bosætte sig der. Først med Bent Jensens bog fra 1985 om stalinismen og de intellektuelle begyndte man modvilligt at besinde sig og reflektere over den indbyggede flirt med totalitarismen, som marxismen har i sig. Men nu er den gamle kærlighed til marxismens totalitære sider blusset op igen, denne gang forklædt som forståelse for og sympati med etniske minoriteter og deres religion. Muslimerne er ofre for Vestens evige arrogance og racisme, og som tidligere kolonier har deres lande på forhånd ret til en ukritisk respekt og forståelse. Man kan næsten høre det gennem historiens vingesus fra det 19. århundrede: Muslimer i alle lande, foren jer og kast jeres lænker til Vesten…
Der er flere paralleller til holdningen til Muhammed-konflikten, som stadig ligger et sted mellem linjerne og skaber frygt.
For de fleste på venstrefløjen fra Enhedslisten, over Det Radikale Venstre til For SF er Amerika stadig det store land, vi/de? alle elsker at hade eller kritisere. Læg hertil det trofaste, allierede Israel, også et land, der er genstand for idelig had og kritik (landet, der en gang blev sammenlignet med Sydafrika, og som stod som en permanent undertrykker af palæstinenserne, (et ”undertrykt folk, der altid har ret”), og så har man nogle af hovedingredienserne til den fantastiske (og medfølende) forståelse, muslimer har været omgærdet af siden 1967. Var der nogen, der sagde München 1972? eller Jom Kipur i 1973, World Trade-center 2001, Madrid 2004, London 2005, Paris 2014, Nice 2016, Stockholm 2017? Nej, for ”et undertrykt folk har altid ret!”
Journalister på Politiken og Information har i årevis fremstillet muslimer som vor tids ”jøder” den evigt forfulgte minoritet, der som offer (for fremmedfjendsk racisme) på forhånd har ret til at tænke, handle og fordømme, som det passer dem, de har den fulde forståelse, hos den politisk korrekte del af eliten i Vesten – og som antizionister, læs antisemitter får de et par ekstra point. – Hvis man hertil lægger den udbredte og celebrerede kulturrelativisme hos den samme elite plus hadet til Dansk Folkeparti og i nogen grad til den borgerlige regering, kan man begynde at ane, hvorfor den ”forbryderiske” omlægning af indvandrerpolitikken har været en torn i øjet på mange af de velmenende humanister, der stemmer til venstre for midten i dansk politik.
Kulturrelativismens første bud er: Alle kulturer er lige gode! Ergo har vi ingen grund til at fremhæve den vestlige civilisations fortrin frem for f.eks. den arabiske verden. Godt nok er der efterhånden også skrevet en del om denne, men som krisen herhjemme har udviklet sig, er der langt fra enighed om, at islamismen som politisk islam er en snigende katastrofe for de vestlige demokratier. Tvært imod hævdes det i Politiken og Information, at Amerika er en (stor) del af problemet snarere end dets løsning. Det er muligt, men sådan som sharia og anden islamisk lov og sædvane praktiseres i de muslimske kulturer med ensretning, kvindeundertrykkelse og summariske henrettelser, er det så dette, vi skal bøje os for? er det det, man vil ha? – ”skal vi tolerere kvindeundertrykkelse, »æresdrab«, hængning af homoseksuelle og kvinder, der ikke er jomfruer ved ægteskabets indgåelse? Skal vi tolerere, at over fem millioner jøder blev gasset og brændt i Nazi-Tyskland med en kompendiøs bemærkning om, at sådan er tysk kultur jo? Vi kan lige nu være nødt til for verdensfredens skyld at tolerere, at man i henhold til den religionsbaserede sharia stener kvinder til døde. Men kan vi respektere det? Her må man ifølge oplysningsfilosofien svare nej!. Og det var netop med holocaust i erindring, at man udformede FNs charter om menneskerettighederne i 1948” skriver David Favrholdt i en artikel i Weekend-avisen. Skal vi bøje nakken, sige undskyld, og lefle for en notorisk autoritær og sine steder teokratisk kultur, fordi vi elsker selvkritik og ser USA, DF og højrefløjen som den største trussel mod verdensfreden?
Det var naturligvis meget sympatisk, at Nasar Khader engang stillede sig i spidsen for de moderate muslimer, og hvem ønskede ikke at tro, at de udgjorde flertallet, men det ved vi i dag, at de ikke gør. Hvordan forklare, at der hver dag foregår mord og drab på civile med afsæt i Koranen og ud fra en følelse af hellig og retfærdig vrede, der giver aktivister, religiøse ledere ret til at kaste verden i krig, og det er det, vi må forholde os til, intet mindre. Sidst kunne man under en demonstration i London på et skilt læse: ”Enhver, der anklager Islam for at være en voldelig religion, skal halshugges” og ” ekstremisme er fjenden, ikke islam” er Obama kendt for at sige, og mange kulturradikale vil sikkert nikke her.
Se på dagbladet Politiken, eller lyt til DR, hvor så mange lødige (politisk korrekte) journalister sidder og doserer den daglige mængde af ulykker for os. Jeg hører så godt som aldrig kritik af de islamiske bevægelser, hvor de end huserer. Jeg har nu set Deadline i flere år, og det er ofte de samme eksperter, man inviterer ind i studiet. Og det er dybt forstemmende altid at høre typer som David Trads` eller Annelise Marstrands forudsigelige men velformulerede bandbuller over regeringen og DF. I forhold til muslimer er de, hvad man i dag vil kalde islamist-appeasere eller nyttige idioter. Hvorfor ser man aldrig Ralf Pittelkow, Lars Hedegård, Hans Hauge, David Gress, Karen Jespersen eller nogen af de andre modsigere til den herskende gode tone, hvor man på det nærmeste fortrænger den afgrund, der er mellem de totalitære kræfter (i Mellemøsten) og demokratiets evige bevægelser mellem selvhad, tvivl og tolerance.
Ordet totalitarisme hører jeg sjældent hvis nogen sinde i Deadline eller i dokumentarprogrammer i DR, selv om det er det, det handler om. Hvorfor mon??? Med strålende undtagelser som Hans Magnus Enzensberger, Ayan Hirsi Ali, Andre Glucksmann og nu også Salman Rushdie virker det som om, de (venstreintellektuelle) ikke kan deres Orwell. Er det stadig marxismen, der spøger? Eller den selvfede anstændighedsfetichisme?
Jeg husker endnu et fremragende essay, Peter Wivel skrev i Information i 1984, hvor han aktualiserer Orwells roman 1984 og relaterer den til mange af de øst-socialistiske regimer, der endnu eksisterede den gang.
I dag er der noget, der tyder på, at islam som politisk ideologi har overtaget den position, den kommunistiske tanke engang havde. Selv om borgerkrig synes at være en del af Mellemøsten, ser vi altså et stadigt knæfald for teokratisk diktatur. Er det igen offergørelsen, der er på spil?
Hvem siger i dag: at demokratiet er trængt i forhold til totalitære kræfter fra politisk-religiøst hold, uanset hvad en hvilken som helst FN-sekretær siger. At de, som benægter dette, er at betragte som nyttige idioter, og at vi ikke kan lykkes med nogen form for integration nogen steder i Europa, hvis vi ikke tør fastholde vore egne værdier, og hvis vi tillader undtagelser i forhold til ytringsfriheden, kommer der flere, og at enhver demokratisk tankegang er uforenelig med det totalitære. Islam er sammenlignelig med nazismen, og hvem ønsker at undskylde eller krybe for den? Nej, vel…
Skal vi igen lade os binde på mund og hånd?
Læs også:
#120DB: FEMINISTER ANGRIBER BERLIN FILMFESTIVAL FOR #METOO-HYKLERI