STØJBERGS SPIL FOR GALLERIET

Af André Rossmann

Umiddelbart kunne man tro, at danskerne ikke kan gennemskue det skuespil, som udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg dagligt serverer for dem. Folk elsker hendes sheriff-agtige fremtoning og barske udmeldinger. Folk elsker, når hun med sin dybe og rolige stemme forklarer, hvorfor den ”straksopbremsning af tilvandringen”, som Venstre gik til valg på, ikke kan effektueres, hvorfor kriminelle asylansøgere og nordafrikanske nomade-børn ikke kan udvises, hvorfor man accepterer, at 18.000 illegale migranter gemmer sig i Danmark, hvorfor der ikke kan indføres udgangsforbud på landets asylcentre osv.

Støjbergs skuespil overbeviser desværre mange danskere om, at VLAK fører en håndfast og stram asyl- og udlændingepolitik og passer godt på os. Når VLAK (og S) giver udtryk for, at de fører en strammerlinje på udlændingeområdet, og fører sig frem som barske i medierne, er der imidlertid tale om ren og skær taktik beregnet på at lokke vælgerne væk fra DF og Nye Borgerlige.

Når alt kommer til alt er det kun skuespil og varm luft. Reelt stikker VLAK befolkningen blår i øjnene ved at foretage små symbolske justeringer, der ikke har nogen praktisk effekt. Støjberg har det kun i munden og hendes bastante udmeldinger bliver aldrig til handling.

En opgørelse fra Udlændinge- og Integrationsministeriet viser, at 6.300 migranter har søgt om asyl i Danmark i 2016. Altså markant under 2015, hvor der blev registreret ca. 21.300 asylansøgere, og 2014, hvor tallet var ca. 14.800. “Jeg er glad for, at antallet fortsat holdes på et lavt niveau,” har Støjberg udtalt i en pressemeddelelse. 6.300 er dog betydelig flere end de 500 kvoteflygtninge, som Danmark i henhold til en aftale med FN hvert år skal modtage direkte fra asyllejre i verdens brændpunkter.

Hvis det er det antal asylansøgere, vi kommer til at se fremover, vil et meget konservativt bud være, at der reelt vil ankomme mindst dobbelt så mange migranter, når man tager højde for familiesammenføringer, børnefødsler mv.

Det siger sig selv, at når befolkningen vokser så kraftigt, vil det berøre størstedelen af de velfærdsområder, danskerne kender. I kommunerne har det allerede fået stor betydning for bolig- og jobsituationen, men fremover vil presset også stige på daginstitutioner, skoler, lægebesøg, sociale institutioner, tandlægetjek mv.

Den fortsatte indvandring kan således ikke undgå at sænke serviceudgifterne pr. borger, for det vil betyde, at der kommer flere børn i klasserne, uden at skolerne får flere ressourcer, at der kommer flere ældre på plejehjemmene, uden at plejehjemmene får flere ressourcer, eller at der bliver flere syge, der skal behandles, uden at sygehusene får flere ressourcer.

Den norske pendant til Danmarks Statistik har beregnet, at hver gang en indvandrer fra et ikke-vestligt land kommer til Norge, koster det den norske stat 4,1 mio. norske kroner i fremtidige omkostninger. Der findes altså statistisk evidens for, at det er meget dyrt at modtage ikke-vestlige indvandrere, der ikke kan forsørge sig selv, i det omfang, som Danmark gør i øjeblikket.

Men hvad gør VLAK? Den prioriterer forholdet til EU samt amoralske og forældede konventioner over den danske befolknings ve og vel. Konventionerne er amoralske, fordi de belønner migranter for at sætte deres liv på spil, og fordi de får EU (og Danmark) til at prioritere beskyttelse af de relativt få asylshoppere i Europa over hjælp til de langt flere reelle flygtninge i nærområderne. Og så har konventionerne overlevet sig selv i deres nuværende form, fordi de blev udformet i en politisk situation, hvor målsætningen var midlertidig beskyttelse med følgende hjemsendelse og ikke indvandring af permanent karakter.