Af Birte Bune Smith, cand.jur.
Jeg må alvorligt protestere mod artiklen om historien om Mellemøsten, specielt afsnittet om det, der skete efter Første Verdenskrig, hvor ikke meget holder vand, uanset de dygtige hoveder, der påstås at have skrevet det. Det er fuldt af unøjagtigheder, grænsende til historieforfalskning og nærmest beregnet til at gå arabernes ærinde.
Dette er skrevet i almindelig vrede og frustration og uden andet kildemateriale end min egen hukommelse, men jeg tror, den slår til.
Om San Remo aftalen står, at området, der blev erobret fra det osmanniske styre, som jo tabte krigen, da de var en del af Aksemagterne, blev delt mellem Storbritanien og Frankrig som mandatområder. Så vidt, så godt. Men så begynder det: Storbritanien fik “Irak og Palæstina (Vestjordanland), hvortil de føjede Østjordanland året efter, til sammen det britiske mandatområde Palæstina, indtil Østjordanland – som kongeriget Jordan – blev selvstændigt.”
Ikke noget land, der hed Palæstina
Det er mig en gåde, at nogen kan finde på at betegne noget område af det ottomanske rige som Palæstina, og så især det, der i vore dage er Israel og Vestbredden. Der var ikke noget land, der hed Palæstina, da GB overtog det. Jeg har en erindring om, at Geoffrey Cain et sted har skrevet, at mandatet fik navnet, fordi englænderne kunne deres Herodot, og derfor vidste, at det jødiske land,
Judæa, en overgang under romerne havde fået navnet påtvunget. Under den 300 år lange ottomanske “besættelse” af området var det en Vilayet, en tyrkisk provins, Sydsyrien kaldet.
At landet øst for Jordan “blev selvstændigt”, er en sandhed med modifikationer. Englænderne forærede landet til den hashemitiske fyrsteslægt fra Hedjas i Saudiarabien, som havde kæmpet sammen med dem mod tyrkerne. At der indgik en del indflydelse i gaven, siger sig selv. Landet blev ikke kaldt Jordan, som påstået, men Transjordanien, lige indtil arabernes samlede angreb på det nyudråbte Israel, hvor det lykkedes den transjordanske, engelsktrænede hær at erobre landet vest for Jordanfloden, et område de var i besiddelse af i 19 år, og som de benævnte Vestbredden og samtidig selv tog navneforandring til Jordan, nu de ikke var trans mere.
Det er rigtigt, at ingen anden flygtningegruppe har fået en right of return, så senere generationer arvede forfædrenes flygtningestatus, men det skete ikke ud af den blå luft. De fik den ikke, de skabte den selv. Det var vel egentlig et spørgsmål om definitionen af en flygtning, hvor det internationale samfund ikke var videre påpasselig, da lederen af UNRWA i 1964 ændrede den uden nogen indsigelse. Det skete nogenlunde samtidig med, at betegnelsen palæstinaaraberne eller de palæstinensiske flygtninge ændredes til palæstinensere, og at ægypteren Arafat dannede terrorvirksomheden PLO under et møde i Qatar.
Det kan undre, at araberne tog betegnelsen til sig, for i mandattiden nægtede de at være palæstinensere, de var sydsyrere, sagde de, mens en palæstinenser var identisk med en jødisk indbygger, og de fleste jødiske foretagender da også blev benævnt Palestinian, fx Anglo-Palestinian Bank, Palestinian Symphonic Orchestra og Palestinian Post, som tog navneforandring til Jerusalem Post efter Israels dannelse.
Alle taler om ”besat palæstinensisk jord”
Men nu taler alle jo om “besat palæstinensisk jord”, selv om jorden aldrig har været palæstinensisk. Det gælder såvel medier som politikere herhjemme og dem i EU, ja og i FN med. Det er kun få dage siden, at EUs “udenrigsminister” Federica Mogherini brugte udtrykket “occupied Palestinian soil”.
Og det er den egentlige årsag til mit lange indlæg, at jeg mener, at NewSpeeks artikel cementerer udtrykket Palæstina, også og især for det nuværende Israel, selv om Abbas & Co vil tage det til sig i deres ret specielle historieudlægning, som jeg ikke synes, der er nogen grund er til at følge.