Af Lone Nørgaard.
D. 9. januar 2020 kl. 10.00-11.30 deltog jeg som tilhører i Europaudvalgets åbne samråd.
På dagsordenen stod besvarelsen af følgende spørgsmål stillet af Mads Fuglede (V) til udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S):
”Udlændinge- og integrationsministeren bedes redegøre for og uddybe statsministerens udtalelse i åbningstalen til Folketinget den 1. oktober 2019, der lød som følger:
”Vores regering ønsker selvfølgelig at hjælpe mennesker på flugt, men vi skal gøre det i nærområderne, for der kan vi nemlig hjælpe flest. Jeg vil selv stille mig i spidsen for et nyt asylsystem – mere retfærdigt og mere humant – og det tager jeg med til Bruxelles” (Folketingstidende 2019-20, tillæg F, møde 1, kl. 12:30).”
Først det positive
Lad mig først nævne det positive. Enhver borger kan kontakte folketinget og bede om at overvære en række møder på Borgen og bliver her mødt med stor venlighed, høflighed og hjælpsomhed.
Selv om jeg i dag i stigende grad betragter vores demokrati som et skindemokrati med folketingsmedlemmer som marionetdukker for langt mere magtfulde dukkeførere i kulissen (bl.a. European Council on Foreign Relations), har ministre stadigvæk en vis magt. Deriblandt Mattias Tesfaye, som jeg rigtigt godt kan lide. Han virker helt nede på jorden og er udover at være (fremtræde? – jeg kender ham jo ikke personligt) usnobbet, u-arrogant, høflig, velformuleret, lyttende og kompromissøgende. En sympatisk mand, som det ville være en fornøjelse at få til bords.
Jeg tror også på, at han vil lidt mere end sin egen karriere ift til udlændingeområdet. Spørgsmålet er hvor meget mere?
Så det negative
For nu kommer det negative med afsæt i de svar, ministeren gav på bl.a. Mads Fugledes opfølgende spørgsmål samt spørgsmål fra Søren Søndergaard (Enhedslisten), Jens Rohde (Radikale Venstre), Pernille Vermund (Nye Borgerlige) og Morten Messerschmidt (DF).
Mattias Tesfaye håber, har tillid til, tror på, forventer, at Danmark og han på sigt kan få overbevist de andre lande i EU om, at en plan om at lave et modtagecenter for asylansøgere i et tredje land, helst uden for Europa, er en god løsning og den rigtige vej frem. At med de små skridts politik og samarbejde og dialog skal det hele nok gå. At det gælder om at få nogle gode internationale aftaler, og at Danmark selvfølgelig ikke skal gå enegang med at opsige Genevekonventionen.
Hvad der ellers med et snuptag ville få skåret den gordiske knude over, så Danmark igen kan blive herre i eget hus med sikre grænser. At der på nuværende tidspunkt ikke er ét eneste tredjeland, der vil stille op til planen, skal vise sig ikke at stille sig hindrende i vejen for missionen, der ser vældigt godt ud på tegnebrættet.
Ulogisk argumentation
Da bl.a. Pernille Vermund anfører, at ministerens argumentation er ulogisk, fordi de aktuelle internationale aftaler (fx Dublin-forordningen) ikke bliver overholdt, glider Tesfaye af. Det samme gælder, da det bliver nævnt, at EU’s nye flygtningekommissær Ylva Johansson, tidligere svensk socialdemokratisk minister, blankt har afvist den danske regerings ide om at flytte asylbehandlingen til modtagecentre uden for EU. Læs her.
Tesfaye slår i stedet til lyd for, at Danmark igen skal være en del af FN’s flygtningekvote-system, for så kan vi rigtigt vise vores gode vilje. Og se bare, hvilken fin aftale EU har fået i stand med Tyrkiet ang. flygtninge.
Der mangler måske bare den lille detalje, at Erdogan bliver dænget til med stakke af euro for at holde masserne tilbage, samtidig med at han hele tiden truer med at lade diget gennemhulle?
Morten Messerschmidts indlæg om, at hvis der ikke i denne regeringsperiode bliver skiftet kurs og lukket ned for tilstrømningen, vil der i slutningen af århundredet ikke mere være et Danmark og et Europa at værne op, bliver afvist som dystopi. Vi kan jo ikke stoppe migrationen ved at bygge en mur, mener Tesfaye. Her er han ellers i klar modsætning til en række anderledes realistiske folk, herunder historikeren Uffe Østergaard, altså efter Uffe Østergaard er gået på pension. Læs her.
Tankevækkende nok erklærer Jens Rohde – EU-fanatikeren über alles – sig 95 procent enig med Tesfayes åbningssvar til Mads Fuglede. Så vidt den hjertevarme forbrødring mellem Socialdemokratiet og Radikale Venstre. Det eneste, Rohde mangler for at være helt lyksalig, er, at Mette Frederiksen udskriver en folkeafstemning om at afskaffe retsforbeholdet.
Det er ellers det forbehold, der har sikret, at Danmark er en anelse mindre i EU-ridefogedernes vold end de EU-medlemmer, der har været så naive at lade sig lokke ind i rusen af EU-kleresiets sirenesange.
Hvad der sjovt nok på intet tidspunkt bliver italesat er, hvorfor Danmark skal tage imod overskudsbefolkningerne i fejlslagne stater? Hvor er den (natur)lov, der tilsiger, at et lille land systematisk skal nedbryde sig selv og overlade sin oprindelige befolkning til udslettelse? Hvorfor har Danmark overhovedet PLIGT til at tage sig af mennesker over den ganske klode? I hvilken sten er den rune ristet?
Tesfaye nægter at se den aktuelle befolkningsudskiftning i øjnene
Hvad Tesfaye heller ikke forholder sig til er, at selv om asylansøger-tallet er faldet, så vokser antallet af mennesker med oprindelse i ikke-vestlige-lande, især muslimske, eksplosivt, fordi denne gruppe føder flere børn end etnisk danske kvinder.
Med andre ord: Tesfaye nægter at se den igangværende befolkningsudskiftning i øjnene. Til gengæld kan han hygge sig med, at Jens Rohde roser ministeren for at være visionær. Og visionær er Tesfaye da også i den specifikke form, som ingen bedre end den engelske filosof, journalist, forfatter og samfundsdebattør Roger Scruton har sat ord på.
Lysseende politiske beslutningstagere
I bogen ”The Uses of Pessimism” (2010) sætter Scruton sig for at undersøge konsekvenserne af det, han kalder “skruppelløs optimisme”. Hans påstand er, at håb og optimisme løsrevet fra (historiske) erfaringer er farlig og lægger op til, at man kan tro hvad som helst – herunder at uorden, problemer og menneskelige fejl(be)slutninger kan ’løses’/elimineres. Troen skal bare give en god følelse (fik Tesfaye monstro den?).
Hvor galt det kan gå for optimisternes visioner, er nazismen og kommunismen glimrende eksempler på, og Scrutuon kritiserer lysseende politiske beslutningstagere for i tvivlstilfælde altid at vælge de mest optimistiske tolkninger frem for de realistiske og erfaringsbaserede.
Pessimistens alternativ
Heroverfor sætter Scruton pessimistens alternativ, nemlig at den eneste mulighed for forbedringer, der ligger inden for menneskelig kontrol, er forbedringen af os selv. Samt at omkostningerne ved risikofyldte beslutninger skal bæres af beslutningstagerne selv. En grundlæggende pointe er at vise, hvordan mennesker ikke er født frie, men at nedarvede institutioner, love, bånd (restraints) og moralsk disciplin er en del af friheden og ikke dens fjende. Samt at sand frihed ikke bare betyder at gøre, hvad man har lyst til, men at værdsætte det, man får. Frihed er således ikke en medfødt gave, men resultatet af en uddannelsesproces, hvor dannelsen kræver arbejde og må tilegnes via disciplin og opofrelse.
Mattias Tesfaye vil det godt
Mattias Tesfaye vil det godt, jeg er ikke i tvivl. Men han er fanget ind i et spind, der også handler om hans personlige karriere. Han VED, hvad der er det rigtige at gøre: At opsige Genevekonventionen, stoppe for al adgang til spontant asyl og i gang med repatriering af alle med udenlandske rødder, der ikke vil det danske samfund og dansk kultur. For vi SKAL ud af konventionerne, og vi kan det. Læs her.
Men hvis Tesfaye vælger denne eneste rigtige løsning, kan han godt sige farvel til ministerbilen.
Er jeg mon den eneste, der får associationer til samarbejdspolitikken under 2. verdenskrig, der netop har fået kød og blod med filmen “De forbandede år”?
(Artiklen har været bragt i Den Korte Avis d. 14. januar 2020).