Af André Rossmann
Berlingske har den 11. marts bragt Marlene Winds kronik i anledning af, at EU den 25. marts fejrer 60-året for Rom-traktaten. Der er imidlertid ikke meget at fejre, for Marlene Wind livsprojekt er ved at vakle.
Det er lige før man får ondt af Marlene Wind. Hun har jo opbygget en strålende karriere på vidunderprojektet EU, som måske er væk om et par år. Selv om medierne fokuserer på EU’s eksistentielle krise, er projektet fortsat levedygtigt, mener Marlene Wind. Hun nægter at se i øjnene, at de uoverstigelige interessemodsætninger mellem medlemslandene gør, at et EU i flere hastigheder er den eneste mulighed, hvis EU skal kunne overleve.
Med tanke på de forestående valg i Holland, Frankrig og Tyskland håber Marlene Wind på, at mainstream-partierne vil vinde og fortsætte den EU-venlige kurs. Hun lukker øjnene for, at uanset hvem der får magten i de enkelte lande, bliver de nationalkonservative og EU-kritiske partier markant styrket. Det vil i praksis betyde, at mainstream-partierne vil holde en lavere profil, når det gælder landenes bidrag til EU-budgettet, den økonomiske støtte til de sydeuropæiske lande og fordeling af flygtninge på EU-plan. Værdipolitisk vil man se en yderligere skærpelse af holdningerne på flygtninge- og integrationsområdet.
Mainstream-partierne (eller som Marlene Wind kalder dem: kopisterne) i flere EU-lande er i fuld sving med at rykke tættere på højrefløjens modstand mod EU og muslimsk indvandring. Herhjemme har Mette Frederiksen (S) sagt, at ”vi ikke skal forklare de hvide ufaglærte vestlige lønmodtagere, at de er galt på den, for deres frustrationer er velbegrundede. Den erkendelse er vigtig at nå til, hvis centrum-venstre ikke skal afgive alt til den yderste højrefløj”.
”Der var – og er – altså ikke nogen modsætning mellem et stærkt europæisk samarbejde og opbygningen af en stærk national velfærdsstat”, siger Marlene Wind. Berlingskes ubegavede læsersegment vil sluge det råt, men vi andre er klar over, at det blot er et forsøg på at italesætte virkeligheden med en fake-præmis om, at europæisk samarbejde kun er muligt i regi af EU.
Som rationelt tænkende forsker bygger Marlene Wind sin argumentation på fakta. Hun har ingen forståelse for, at vælgerne danner og baserer deres holdninger på følelser, og at ”hvis folk føler, at det er EU’s og globaliseringens skyld, så er det sådan det er”.
At man er EU-forsker betyder ikke automatisk, at man er ekspert på alle andre områder. Det kan derfor tænkes, at Marlene Wind er uvidende om, at neuroforskere har vist, at den menneskelige beslutningsproces primært styres af de dele af hjernen, som kontrollerer følelserne. Nobelprisvinderen Daniel Kahneman og mange andre har vist, at mennesker tænker på to niveauer: Et meget hurtigt, intuitivt første niveau, som er ubevidst og irrationelt, og et andet niveau, som er bevidst og rationelt, men sjældent brugt. Hjernen tyr til det nemme, hurtige niveau, fordi det kræver meget mindre energi, mens fakta og rationaler kommer i anden række.
Vælgernes holdninger bygger ikke på fakta, men på vage antagelser, følelser og uafprøvede indtryk. At argumentere med fakta, hvilket Marlene Wind gør, hjælper simpelthen ikke. At forsøge at imødegå vælgerne med kolde, objektive fakta gør tværtimod situationen endnu værre. Det vil blot få dem til at føle sig endnu mere sikre i deres verdensopfattelse.
Den drømmende professor er ikke interesseret i alle fakta vedr. EU-kommissionens bedrifter. De fatale erklæringer fra sikkerhedskommissær Federica Mogherini henviser hun ikke til. Eksempelvis: “Europa skal give plads til politisk islam ….” Har professoren overhovedet opfattet, hvad denne kommissær og hendes kolleger tilstræber ? Har hun registreret, at en folkevandring af tsunami-dimension fra Afrika og Islamistan strømmerer over Middelhavet. Fatter hun, at denne fjendtlige overtagelse bl.a. medfører en stribe ritualmord på tilfældige ofre. Fatter hun, at denne terror fremkalder voldsomme følelser af sorg og vrede blandt europæerne ?
Mon denne halvvind overhovedet har øje for andet end hendes egen glimrende indtægtskilde?
Når man som jeg har været med hele vejen med først valget for EF og siden det ulyksalige EU, har man virkelig gennemgået noget af en rejse med mange timer og dages reflektioner over dette monster, jeg var med til at stemme os ind i.
Jeg mener stadig, at det EF jeg stemte for i 1972 var godt og klogt, men det udviklede sig med EU til et noget overraskende uhyre, som jeg i alle tilfælde ALDRIG havde drømt om
Når jeg tænker på, hvor glødende tilhænger jeg var for EF, hvor jeg dumstædigt forsvarede de krumme agurker og meget andet besynderligt pis, til jeg modstræbende gik med til EU, hvor det blev mere og mere bizart at forsvare meget idioti, kan jeg godt blive en smule kvalm ved mig selv. Inderst inde vidste jeg jo godt, at det var ren og skær sindssyge EU praktiserede, men pga den bandsatte loyalitet over for systemet, fandt jeg hele tiden på dårlige undskyldninger for at forsvare lortet. Det brækker jeg mig over i lårtykke stråler i dag. Og hvor mange er ikke i samme situation i dag, hvor man ikke kan lide at erkende, at man tog gruelig fejl for 45 år siden???
JEG bliver ikke let at overbevises om, at EU er svaret på alle problemer. Jeg ved at EU er en stor del af de problemer vi sidder i til halsen, uanset hvad en tåbe som malene halvvind siger og foregøgler.
Jeg undskylder, alt det der er muligt, for min katastrofale stemmeafgivelse i 1972. DET var meget dumt.
Undskyldning modtaget!
Tag det roligt, Knud Madsen, du er såmænd ikke alene i båden. Godt nok var jeg aktiv i Folkebevægelsen mod EF og stemte nej i 1972, men i 1980’erne og 1990’erne var jeg faktisk positiv overfor EU, indtil det omsider for nogle år siden gik op for mig, hvad det var for en vanvittig proces, der var i gang.
Det interessante er i dag at konstatere, at det vi som modstandere i 1972 hævdede, og som tilhængerne konsekvent afviste, at EF ville udvikle sig til, rent faktisk er sket:
Vi har bl.a. fået en politisk union (husk Poul Schlüters “Unionen er stendød), og en EU-hær er på vej.
EU har kurs mod at blive et EUSSR, altså et totalitært imperium. Forhåbentlig kollapser skidtet af sig selv inden alt for længe.
Med venlig hilsen
Hans Lembøl
Tak for trøsten, Hans Lembøl! 🙂
Hvis man skal gaa rundt og undskylde for at folk lyver bliver det et haardt liv…
Jeg har selv begaaet den samme dumhed, i 1972 og stemte positivt, indtil 1992, hvor jeg opdagede hvor det bar hen. Jeg sagde nej i 1992, og gentog nejet i 1993, hvor vi havde den anden “fup” afstemning om det samme, og jeg har, ikke et oejeblik fortrudt mine nejer siden da.
John schlander | jeg stemte ja i 92 – det blev så sidste gang – i 93 opdagede jeg svigtet – i dag blev jeg endnu engang bekræftet – da jeg i tv så en kanariefugl kaldet hr statsminister Lars Løkke Rasmussen – for 70 år siden var fuglen vidst et skældsord
Mistillid og sund skepsis over levebrødspolitikere, har gjort at jeg aldrig har stemt ja til noget fra slamkisten EU.
Den såkaldte “Professor” i varm luft, har kun bestyrket mine antagelser.
Ud af foretagenet hurtigst muligt, helst i går.
Jeg husker, at vi ,i 1992 fik en advarsel, fra Tyskland, fra den daværende minister, Martin Bangermann mod at stemme “ja”, i det han også havde set skriften på væggen, at det hele ville ende med Europas Forenede Stater og det var det jeg bed mærke i.
Hun kan godt habe om….For hun lober hojest sandsynligt ind I et chok. Hun kan komme til at se.nogle valg ,som for nylig I Amerika.
Og det haber jeg. For det her ser forfardeligt ud.
Ro på, Knud Madsen. Sagte og modigt fremad uanset alle trusler! Husk også, at der altid er større glæde over enhver omvendt end over 10 retfærdige.. I Romtraktaten fra 1957, underskrevet af seks lande ( Belgien, Frankrig, Italien, Luxembourg, Nederlandene og Tyskland ) står allerede i første linie, at disse lande vil skabe grundlag for en stadig snævrere sammenslutning mellem de europæiske folk. Garanteret, kun få procent af danskerne troede på, at ordene betød en europæisk superstat. Grundlaget for denne snævrere sammenslutning forelå 1992 ved Maastricht Traktaten/Traktaten om Den Europæiske Union. Den danske afstemning om Lissabon Traktaten / Forfatningstraktaten blev aflyst (uden oprør!) 2005. Aflyst, måske p.g.a. nej i Frankrig og Holland, måske p.g.a. en loyalitetspassus i traktatens artikel 4: ” Medlemsstaterne afholder sig fra at træffe foranstaltninger, der kan bringe virkeliggørelsen af Unionens mål i fare”. Samarbejdet i EU er herefter IKKE mellem suveræne stater. Danskerne har mistet deres selvstændighed. De kloge snød de mindre kloge igen. Kønt er det ikke, Marlene Wind! I tilbageblik kan man harmes. Man kan synes, at der er grundlag for et opgør.
@ at der er grundlag for et opgør.”
Snarere oprør!
Oprør kommer aldrig til og ske, se sverige,england,holland, frankrig hvor slemt det står til der, hvor meget blod der flyder der allerede,.
Folk sidder stadig på deres flade og stemmer som om de lige er landet fra en anden planet.
Ud af EU, Europas Undergang, NU.
Jeg har hele tiden troet på at EU, om ti år ikke eksisterer mere, og jeg håber på at jeg får ret. Vi har i de seneste to år set, hvilken katastrofe EU i virkeligheden har vist sig at være med den manglende beskyttelse af “vore ydre grænser”. Jeg tænker samtidig på den fuldstændige hjernedøde hensigtserklæring som EU, i 1995 underskrev med flere arabiske lande. Barcelona erklæringen, som på sigt, skal få Europa og Mellemøsten til at smelte sammen. Nej, lad dette misfoster gå til grunde, hellere i går, end i dag.
Ja det er uhyggeligt ,i en sådan grad så guderne må forbarmes.
Ingen styring på noget. Og Merkel er helt umulig.
Har vi også sådan een siddende og forske i det ? Vore penge fosser ud ,til den ene ligyldige person efter den anden.
Ud med dem og spar vore surt tjente kroner.