Af Karsten Pultz.
Mod min vilje er jeg blevet vidne til det frygteligste nederlag, fornuften har lidt…
Bestandig må man underkaste sig statens krav som offer for den mest stupide politik og tilpasse sig de mest fantastiske forandringer; atter og atter føler man sig lænket fast til den ydre helhed, hvor meget man end sætter sig til modværge; uimodståeligt bliver man trukket med.
Nutidens hjord- og massepsykose var førhen ikke så modbydeligt dominerende i det offentlige liv; frihed til at gøre og lade, som man ville i det private liv, gjaldt som en – nu næppe forståelig – selvfølgelighed.
Hver eneste, som gennemvandrer denne tid eller rettere sagt bliver jaget og pisket gennem den – og vi har kun få pauser til at trække vejret i – medoplever mere historie end nogen af sine forfædre. Og i dag står vi nu igen ved et vendepunkt i historien…
***
Nej, dette er ikke mine kommentarer til verdensbegivenhederne, der har udspillet sig i to år nu. Ovenstående citater (to af citaterne er oversat i nutid i stedet for i datid) er fra Stefan Zweigs selvbiografi ‘Verden af i går’ og beskriver nazitidens Østrig, som han som jøde måtte flygte fra.
Citaterne kunne desværre lige så godt referere til den virkelighed, vi lige nu befinder os i, med det nederlag, fornuften lider i dag, og den massepsykose, som de seneste 2 år har domineret det offentlige liv. Har menneskeheden virkelig ikke lært af historien?
Hver gang jeg genlæser eller blot mindes Zweigs ‘Verden af i går’, klinger Mahlers 5. symfoni fra 1902 for mit indre øre. Med dens melankoli og apokalyptiske udtryk har man fornemmelsen af, at denne musik varsler det sammenbrud i civilisationen, som kom med de to verdenskrige, der fulgte kort efter i århundredet. Ikke mindst den ildevarslende trompetsolo i indledningen giver fornemmelsen af en menneskelig katastrofe under opsejling.
Mahler var ligesom Zweig det fine produkt af datidens kulturelle rigdom i og omkring Wien, og hans musik repræsenterer i den grad den verden af i går, som Zweig med tristhed oplevede gå helt til grunde med totalitarismens indtog i trediverne.
Nu er vi der så igen.
Og selvom jeg ikke vil påstå, at min verden af i går var særlig etisk og æstetisk ophøjet, så var der dog stadig fornuft, medmenneskelighed og visse regler, man ikke overtrådte. Endnu engang er det slut med ‘leben und leben lassen’, og igen varsler trompeten fra Mahlers femte, at skønhed, sandhed og retfærdighed er på vej til at bukke under for totalitarismens vanvid.