INGEN PALÆSTINENSISK STAT UDEN DIREKTE FORHANDLINGER

FILE - In this Friday, Nov. 16, 2012 file photo, Palestinian President Mahmoud Abbas speaks during a meeting of the Palestinian leadership at his compound in the West Bank city of Ramallah. After bitter rival Hamas fought Israel to a draw in Gaza, Palestinian President Mahmoud Abbas has no choice but to ignore strong U.S. objections and seek U.N. recognition of a state of Palestine next week. But even such recognition may not be enough for the Western-backed backed proponent of a peace deal with Israel to stay credible as a leader and counter the soaring popularity of Gaza's Hamas militants. (AP Photo/Majdi Mohammed, File)
Shares 113

Af André Rossmann

 

Fatah og Hamas skal acceptere, at der ikke kan blive tale om en (to-stats)løsning uden direkte forhandlinger med Israel. Palæstinenserne skal sætte sig til forhandlingsbordet sammen med israelerne og bringe de smertefulde, men nødvendige ofre for at sikre en fredelig løsning på konflikten. Palæstinenserne skal med andre ord gøre en indsats for at gøre sig fortjent til en palæstinensisk stat.

De palæstinensiske arabere har ellers haft mange muligheder for at få en selvstændig stat, men har hver gang forspildt muligheden.

 Nej tak i 1937

Efter den første verdenskrig besluttede de allierede, at Palæstina (det nuværende Jordan og Israel inkl. Gaza og Vestbredden), skulle være et britisk mandatområde under Folkenes Forbund. En britisk kommission under ledelse af Lord Robert Peel foreslog, at den fjerdedel, der var blevet tilbage af det britiske mandatområde efter udskillelsen af Jordan, skulle deles i en jødisk og en arabisk stat. Mens jøderne i mandatområdet har accepteret forslaget, blev det blankt afvist af araberne, som sagde, at hele mandatområdet var en del af det ”arabiske hjemland”, og at Storbritannien måtte vælge ”mellem arabisk venskab eller jøderne”. Det var første gang palæstinenserne sagde nej tak til en selvstændig palæstinensisk stat.

Nej tak i 1948

Den 29. november 1947 vedtog FN’s generalforsamling en plan, der skulle opdele mandatområdet i en jødisk stat, en arabisk stat og et internationalt område omkring Jerusalem. Jøderne accepterede planen og oprettede i 1948 helt lovligt staten Israel. Den arabiske verden anså FN’s anbefaling og det internationale samfunds støtte til oprettelsen af en jødisk stat som et svigt af palæstinenserne. Flere lande havde truet med at gå i krig skulle det ske, og Egypten, Irak, Jordan, Libanon og Syrien gjorde alvor af truslen. Det var anden gang palæstinenserne sagde nej tak til en selvstændig palæstinensisk stat.

Nej tak i 1967

I juni 1967 blev Israel igen angrebet af sine arabiske naboer. Resultatet blev en israelsk sejr, hvor Israel på seks dage (derfor betegnelsen ”seksdageskrigen”) erobrede Sinai-halvøen og Gaza fra Egypten, Golan-højderne fra Syrien og Vestbredden fra Jordan. Israel tilbød at returnere de erobrede områder til gengæld for fred, men det blev afvist af Den Arabiske Liga, som vedtog de tre nej’er: Nej til fred med Israel, nej til anerkendelse af Israel og nej til forhandlinger med Israel. Det var tredje gang palæstinenserne sagde nej tak til en selvstændig palæstinensisk stat.

Nej tak i 2000

Håbet om fred mellem palæstinenserne og israelerne har ført til en ny fredskonference, som blev holdt i 2000 på den amerikanske præsident Bill Clintons feriested Camp David. Efter intense forhandlinger mellem Ehud Barak, Israels statsminister, og Yasser Arafat, formanden for PLO, har Arafat afvist et forslag, der ville have skabt en palæstinensisk stat omfattende hele Gaza og størstedelen af Vestbredden. Arafat forlod Camp David uden at stille et alternativt forslag. Det var fjerde gang palæstinenserne sagde nej tak til en selvstændig palæstinensisk stat.

Nej tak i 2008

I november 2007 deltog daværende premierminister Ehud Olmert i en fredskonference indkaldt af Bush’s udenrigsminister Condolezza Rice i Annapolis, USA. Her underskrev Israel og den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas en hensigtserklæring om en to-statsløsning. Annapolis-konferencen er imidlertid, ligesom mange andre fredsforslag, aldrig blevet andet end det papir, den var skrevet på. Det skyldtes primært den dybe splittelse mellem Fatah og Hamas. Det var femte gang palæstinenserne sagde nej tak til en selvstændig palæstinensisk stat.

En løsning skal tage afsæt i de aktuelle forhold

Siden 2008 har Israel gentagne gange tilbudt at forhandle om en to-statsløsning, men hver gang har den palæstinensiske ledelse afvist tilbuddet. Den Hamas-ledede regering i Gaza afviser fortsat de fundamentale principper i fredsprocessen, som det såkaldte Mellemøstkvartet har fastsat: (1) anerkendelse af Israels ret til at eksistere, (2) accept af hidtil indgåede diplomatiske aftaler, og (3) fraskrivelse af brugen af vold.

Palæstinenserne er nødt til at forstå, at hvis fredsforhandlingerne med israelerne skal give mening og føre til et pragmatisk resultat, skal de tage afsæt i den aktuelle situation, og ikke i perspektivløse diskussioner om, hvem der har særlig historisk ret til de områder, der ligger i Israel, Gaza, Vestbredden og Jerusalem.

Ingen hjælp udefra

Israel er den eneste demokratiske stat i Mellemøsten. Da landet er en økonomisk og militær supermagt, kan palæstinenserne ikke regne med, at deres arabiske venner vil intervenere som de gjorde i 1948 og 1967.

Palæstinenserne kan se frem til, at Donald Trump vil være langt mere Israel-venlig end præsident Obama. De kan se frem til, at deres venner i FN-systemet vil få et kraftigt amerikansk modspil. Og de kan se frem til en svagere opbakning fra det EU, som p.t. slås med kriser og opløsningstendenser.

Bundlinjen er, at palæstinenserne ikke kan regne med, at deres venner i FN, EU, Den Internationale Domstol og BDS-bevægelsen vil servere en (to-stats)løsning på en sølvtallerken. Palæstinenserne kan kun få egen stat ved at forhandle i god tro med israelerne. Sker det ikke, vil den nuværende situation fortsætte, og der vil kun være én stat – Israel.

 

 

Shares 113

Comments

comments

1 Comment

  1. Er det ikke en smule naivt at tro, at man kan lave en bindende aftale med muhamedanere?
    Det eneste muhamedanerne forstår, er en jernnæve lige i smasken. Det er også derfor, at det kun er modbydelige sataner som Gadaffi og Saddam Hussein, der kan styre idioterne. Men dem vælter vi jo på stribe, så det anarkistiske vanvid kan få lov til at rase. Jeg undres over, at Vesten dog ikke kan lære dette.

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*