HVOR FINDER JEG SANDHEDEN?

Af Lone Nørgaard

Jeg er i den lykkelige situation, at jeg i ret høj alder fik mulighed for at læse filosofi som universitetsstudium.  Her blev jeg bl.a. skolet i logik og det såkaldte kontradiktionsprincip, som Den Store Danske Encyklopædi forklarer sådan her:

kontradiktion, (af latin contradictio ‘modsigelse’, af kontra- og afledn. af dicere ’sige, tale’), i bred forstand udtryk for en modsigelse, dvs. det forhold, at to udsagn af logiske grunde ikke begge kan være sande samtidig, fx “billedet er smukt” og “billedet er grimt”. I snæver forstand betegnes to udsagn som kontradiktoriske modsætninger, såfremt de begge af logiske grunde hverken kan være sande eller være falske samtidigt (…)

Kontradiktionsprincippet er et logisk princip, ifølge hvilket ingen utvetydig dom på én gang kan være både sand og falsk.”

Med et dugfriskt eksempel fra Trumps indsættelse: Enten regner det, eller også regner det ikke!

Denne synsvinkel vil jeg lægge ned over klimadebatten, som fylder utroligt meget i De Gamle Medier.  Jeg har nemlig haft rigtigt svært ved at finde mine egne ben her. For er klimaproblemerne menneskeskabte, eller er de ikke?

For at forsøge at få et svar på det intrikate spørgsmål har jeg bl.a. konsulteret en bog, der har gjort et vist indtryk. Den er skrevet af Johannes Krüger (født 1941), tidligere professor ved Institut for Geografi og Geologi, Københavns Universitet. Hans forskningsområde er gletsjere og landskab i samspil med klimaet før og nu. Han har skrevet adskillige bøger og tager i sit seneste værk ”Klimamyten – et opgør med tidens CO2-panik” kontant bladet fra munden.

Titlen angiver emnet, og konklusionen koger hans ærinde ind til benet:

”Nogle påstår, at mange af de naturkatastrofer med voldsomme ødelæggelser og tab, som nyhedsmedierne næsten dagligt orienterer os om, er en følge af menneskeskabte klimaforandringer – med den tiltagende udledning af CO2 til atmosfæren som det store dyr i åbenbaringen. Men i et tilbageblik er de klimaforandringer, vi oplever i dag, ikke usædvanlige. Ganske meget tyder på, at de er en normal del af jordens naturlige klimasystem. Siden istiden har der været adskillige perioder, hvor det har været lige så varmt eller varmere end i dag, selv om CO2-indholdet i atmosfæren har været meget lavere. Men CO2-skrækken har nu engang bidt sig fast, så menigmand føler sig medskyldig i den globale opvarmning. Det er forståeligt, for den simple udgave af CO2-teorien er let at forklare og så indlysende, at den er blevet hvermands eje – og manges levebrød”. (s.195)

Jamen, vil en opponent udbryde oven på den svada: Hvorfor oplever jeg så, at det moderne ekstremvejr er noget helt ekstraordinært?

Hertil svarer forfatteren med følgende argumentation:

1.    IPCC har indoktrineret offentligheden

FNs klimapanel (IPCC – The Intergovernmental Panel on Climate Change), politikere og nyhedsmedier har indoktrineret offentligheden med, at tidens vejr er noget særligt, og at ’det ekstreme vejr’ skyldes den globale, menneskeskabte opvarmning. Det er altså på grund af menneskers udledning af CO2 til atmosfæren, det går så galt.

Et væld af observationer er imidlertid i konflikt med klimapanelets forudsigelser. Man kan derfor ikke tale om global opvarmning, men blot om klimaforandring – noget der foregår til stadighed.

Den offentlige debat er præget af misinformation og en blind tillid til de computerproducerede klimamodellers scenarier. Men de computermodeller, som FNs klimapanel forlader sig på, kan aldrig gengive naturens kompleksitet helt (jf. s.169).

IPCC spreder imidlertid det misvisende budskab, at der er enighed blandt klimaforskerne om, at mennesket gennem udledning af drivhusgasser bærer skylden for nutidens klimaforandringer. Men: ”politik, videnskab og særinteresser er i dag blandet sammen til en farlig cocktail.” (s.17).

2.     Et stabilt klima er ikke en selvfølge
Vi tror fejlagtigt, at klimaet har været stabilt igennem generationer, og har lullet os ind i en tro på, at stabilt klima er en selvfølge, ja ligefrem en menneskeret. For det moderne menneske kan det være svært at acceptere, at vi lever i et tilfældigt ganske kort øjeblik i en lang geologisk udvikling med naturgivne små, større og store klimaforandringer.

3.     Uhæmmet udnyttelse af ressourcer føjer spot til skade
Vi er stadig flere mennesker på kloden, der skal dele begrænsede ressourcer og mishandler de eksisterende, fx ved at skove uhæmmet. Når lokalbefolkningen i Sahel, Nordafrika, således oplever, at vindforholdene har ændret sig, skyldes det ikke nødvendigvis klimaforandringer. ”Årsagen kan også være den mere intensive udnyttelse af jorden, der gennem årene har reduceret antallet af lægivende træer og buske.” (s. 151).

4.     Den moderne nyhedsformidling tæppebomber med dommedag
Den moderne nyhedsformidling tæppebomber med katastrofebilleder fra nær og fjern, der forleder modtagerne til at tro, at dommedag er nær. Men klimaforandringer med ekstremvejr er set tidligere og meget værre.

Hvad er den dominerende drivkraft bag klimaforandringer?
Den bedste helt overordnede forklaring på spørgsmålet: Hvad er den dominerende drivkraft bag klimaforandringer på jordkloden? – lyder iflg. professoren: Kosmisk stråling fra verdensrummet i samspil med Solens aktivitet.

Solens varierende styrke påvirker Jordens skydække, der virker som et kølende tæppe. Sagt med andre ord: Drivhusgassernes indflydelse på klimaet er overvurderet.

Hvem har ret – klimaalarmister eller skeptikere?  

Jeg var mildt sagt ingen ørn i gymnasiet til geologi – altså læren om jordens fysiske struktur, de forskellige jordlag, jordens aktivitet (vulkaner, jordskælv, istidernes indflydelse på landskaberne) mv.

Derfor er jeg heller ikke sikker på, at jeg til bunds har forstået alle fremstillinger og forklaringer i bogen. Der er mange målinger, grafer, modeller og beregninger, som jeg ikke ville være i stand til at gengive.

Så når jeg ikke forstår beskrivelserne til mindste detalje, hvorfor tror jeg så mere på Johannes Krüger og ligesindede forskere end på FNs klimapanel?  Er der ikke bare tale om forskellige holdninger, alt efter hvor vægten og snittet lægges i forhold til de indhentede klima-observationer? Således at den ene position har lige så meget ret fat i sandhederne som den anden?

Både ja og nej. Det er fx interessant, at en dommer i 2007 afsagde en kendelse i den britiske landsret, som fastslog, at dele af den tidligere amerikanske vicepræsident Al Gores oscarvindende film om klimaændringer, ”En ubekvem sandhed”, ikke bygger på videnskabelige kendsgerninger – og derfor er uegnet til undervisningsbrug.

Krüger får også pillet fjerene af den tidligere miljø-, klima- og energiminister Connie Hedegaard, der har været dygtig til at selektere i sine klimastudierejser (jf. s. 101).

De to kändisser, der altså begge er tynde i papirerne, repræsenterer alarmisterne, der har rigtigt nemt ved at komme til orde. På den anden side bliver skeptikerne udgrænset af debatten, og positionen som outsider indtager man vel kun, fordi man sætter sandhedssøgen højere end sin karriere?

Læs og vurder selv
Jeg tror (!), at Krüger har fat i den lange ende på grund af de mange faktuelle oplysninger, der overtrumfer IPCCs forenklede computermodeller og meget kortsigtede perspektiv på klodens lange historie, herunder klimaet.

Men læs endelig bogen selv og vurder, om dokumentation og argumentation er overbevisende. Ja, måske er der oven i købet tale om sandhed?