HVORFOR KOMMER INDVANDRERE IKKE I JOB?

Af André Rossmann

Rossmann.png

Flere og flere medier er ved at adressere den udfordring, som indvandrere fra ikke-vestlige lande, der er på offentlig forsørgelse, udgør. Senest har Nykredit regnet sig frem til, at der i 2018 vil være 93.000 ikke-vestlige indvandrere uden for arbejdsmarkedet. Og det er kun et konservativt skøn, mener Nykredit. Hertil kommer, at antallet af ikke-vestlige indvandrere på overførselsindkomst de næste 2 år vil stige med ca. 12.000 personer grundet yderligere indvandring. Det kunne betyde en stigning i udgifterne til overførselsindkomsterne på ca. 2 mia. kr. årligt. Med andre ord: Hvis det ikke lykkes at få ikke-vestlige indvandrere ud på arbejdsmarkedet, vil det slå hårdt igennem på dansk økonomi og trække spor i økonomien flere generationer frem.

Når det drejer sig om at pege på den egentlige årsag til, hvorfor det går langsom med at få ikke-vestlige indvandrere i arbejde, går de pæne politisk korrekte medier, opinionsdannere og analytikere som katten om den varme grød. Der henvises rutinemæssigt til, at de nugældende ordninger som f. eks. IGU er alt for bureaukratiske, alt for besværlige og for lidt attraktive for arbejdsgiverne, at den danske samfundsmodel ikke egner sig til indvandring af ukvalificeret arbejdskraft osv. osv. Den dag i dag tør ingen sige åbent, at den egentlige årsag til, at antallet af ikke-vestlige indvandrere på offentlig forsørgelse stiger støt, skyldes den voksende folkelige modstand og uvilje mod at integrere denne gruppe i det danske samfund.

SFI, Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, som forsker i arbejdsmarkedets rummelighed, kan således bekræfte, at danskerne ikke er særligt åbne over for folk fra ikke-vestlige lande. Arbejdsgiverne vil hellere vente lidt længere på en polsk eller tysk medarbejder end ansætte en flygtning fra Afghanistan. Og danske medarbejdere har heller ikke særligt stor lyst til at arbejde med folk, som ikke taler godt dansk.

Det bekræfter DA i en ny rapport, som konkluderer, at ”danskerne ikke ser entydigt positivt på, at virksomhederne ansætter flygtninge”. Arbejdsgiverne mener, at det er for besværligt, indebærer kultursammenstød, koster for meget, og tager job fra danske ledige. Mange virksomheder fravælger elever på baggrund af etnicitet. 17 pct. af danskerne er imod, at virksomhederne ansætter flygtninge. Næsten 25 pct. er negative over for ansættelse af personer med anden etnisk baggrund end dansk.

Fagforeningerne ønsker ikke konkurrence fra lavtlønnede ikke-vestlige flygtninge. 77 pct. af 3F’erne er bange for, at flygtningene vil presse dem ud af arbejdsmarkedet. Og behandlersystemet bliver ved med at klientgøre flygtninge, da systemet ikke har interesse i at miste ”kunder” og dermed bringe sine egne jobs i fare. I 84 pct. af alle landets kommuner er ingen flygtninge blevet erklæret jobparate.

Postulatet om, at ikke-vestlige indvandrere udgør en potentiel arbejdskraftreserve, er blår i øjnene på danskerne. Reelt arbejder alle i det danske samfund ihærdigt på at holde indvandrere fra især Mellemøsten og Afrika ude af arbejdsmarkedet. Senest har vi oplevet en nervøs borgmester i Gentofte, som bruger alle kneb for at slippe for flygtninge. Og danskerne over hele landet tænker præcist som borgerne i Gentofte-kommune, der kan se frem til at få flygtninge som naboer:

”Dette er VIRKELIG en dårlig placering; Jeg er på ingen måde racist, og selvfølgelig skal vi hjælpe folk i nød… MEN vi skal også værne om os selv og vores egne værdier. Det er fuldstændig absurd, at vores ellers så dejlige by/kommune nu skal belastes af den utryghed, der uvilkårligt følger med; At lægge et flygtningecenter midt i Hellerups hjerte er fuldstændig vanvittigt”.

Comments

comments

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*