Af Andrea Zhok.
[NewSpeek har fået en dansk oversættelse tilsendt af en følger. Den franske kilde står efter teksten]
***
Betragtninger over den russisk-ukrainske krig
I kølvandet på invasionen havde Europa to valgmuligheder.
Europa kunne have ladet sanktionerne være fulgt op af en dobbelt anmodning til Zelensky og Putin om at indlede øjeblikkelige forhandlinger på basis af de to fundamentale krav i konflikten, nemlig om Ukraines neutralitet og respekten for Minsk-aftalerne. Hvis Zelensky ikke havde følt sig dækket ind, og hvis hans fremgangsmåde ikke var blevet garanteret af Vesten, hvis han ville fortsætte krigen, så ville en fred formodentlig kunne være opnået på en uge.
1- Det valg, som blev truffet var i stedet, at Europa begyndte at omtale Putin som den nye Hitler, at han var skør, at han var et dyr. Og så kunne Europa ellers begynde at forsyne Ukraine med penge, instruktører og tunge våben og udløse en bølge af pinlig russofobi og fortsætte ufortrødent ad samme vej og mene (som Borrell), at krigen måtte ordnes på stedet (diplomaterne improviserede som krigere…).
2 – Ved at forsyne Ukraine med tonsvis af våben uden garanti for deres destination har Europa skabt en vanvittig krigszone ved sin egen dør med deltagelse ikke kun af den almindelige hær og lejesoldater, men også grupper af paramilitær og klynger af irregulære, ukontrollerbare krigere, der handler selvstændigt ofte mere med terroristiske end militære hensigter (som bombardementet af en skole i Donesk), og som aldrig vil respektere en fred underskrevet af Zelensky.
Der har lige fra begyndelsen været udsigt til en langvarig konflikt (som amerikanerne har ønsket lige fra starten) – eller måske efter en erklæring om våbenhvile en reduceret intensitet i kampen – som ville kunne binde den russiske hær i længere tid og føre til en total ødelæggelse af Ukraine – i det mindste en del af landet, som ligger øst for Dniepr.
3 – Som altid er det, at jo længere en konflikt varer, desto mere sorg og had ophober sig i sjælene, og desto lettere vil man lade de sidste skrupler falde i krigsførelsen (russerne har progressivt forhøjet vægten af deres våbentyper), og Ukraine er begyndt at rette angreb mod det russiske territorium i provinsen Belgorod. Vi mangler kun at se grænsen på optrapningen.
4 – I mellemtiden har vi alle glædeligt glemt den kendsgerning, at der i Ukraine foruden gazoducs og atomkraftværkerne også findes de største forekomster af plutonium og beriget uran i verden. Kort sagt så leger vi krig, der gradvis eskalerer i et af de farligste områder på planeten med hensyn til mulige konsekvenser. Det er værd at bemærke, at afstanden mellem Italien og Ukraine er 1500 km i fugleflugt, mens afstanden mellem Ukraine og USA er 7500 km (med havet imellem dem).
5 – På det økonomiske plan har Europa satset på adgang til rigelige energiressourcer til moderate priser. Europa er det område i verden, som er mest dedikeret til industriel forandring og mindst udstyret med naturressourcer. Den aktuelle politik i Europa mht. Ukraine svarer til at have bundet en løkke om halsen. Europa støtter og nærer en krig, der vil føre til dets egen død og ikke kun det, men Europa gør alt for at forlænge denne krig og bryde definitivt med alle relationer til resten af Eurasien.
I det væsentlige afskærer vi os selv fra den del af verden, som vi er økonomisk afhængige af (Rusland for ressourcerne, Kina for basisproduktion og alle BRICS-landene, som er det største marked i verden). Samtidig underlægger vi os uden alternativer en konkurrent, med hvem vi er i direkte konkurrence hvad angår industri, men som i modsætning til Europa er selvforsynende med energi.
6 – Efter at have nået til dette punkt har Rusland ingen særlig interesse i at opnå en hurtig fred. Fra et økonomisk synspunkt betaler landet faktisk en pris, men fra et strategisk synspunkt er landet i gang med at blive verdens reference for “hævn” for størstedelen af verden, som har følt sig dårligt behandlet af den amerikanske tyran i årtier. Denne strategiske sejr tillader Rusland at opdyrke en væsentlig alliance med Kina, en absolut uovervindelig og ubrydelig alliance fra alle synspunkter territoriale, demografisk, økonomisk og militært.
7 – Europa derimod graver sin egen grav. Hvis europæiske regeringer ikke på en eller anden måde lykkes med, (og lige nu for en høj pris) at genoprette sine relationer med resten af Eurasien, er vores sub-kontinents skæbne beseglet. De 200 års globale opgang, som tog sin begyndelse i starten af det 19. årh., vil få sin afslutning. Fra efteråret vil vi begynde at se de første tegn på, hvad der venter som en ny langvarig, økonomisk nedgang, som indbefatter alle europæiske lande en bloc med hidtil usete karakteristika og langt tungere end krisen i 2008, for her vil der ikke være nogen “garantier for økonomisk driftssikkerhed”.
Når man hører Draghi, Macron, Scholz og deres parlamentariske marionetter i dag (i Italien så godt som hele parlamentet) står spørgsmålet tilbage: hvem skal betale?
Ja hvem skal betale for den mest selvødelæggende operation på kontinentet siden 2. verdenskrig? De ubegavede journalister eller lejesoldaterne, som har fabrikeret og gentaget propagandafortællingerne for at nære krigen? Eller vil politikerne?
Eller vil de mon i mødet med de nye arbejdsløse og arbejdende fattige igen trække kortet med at forklare, at der ikke var noget alternativ? Men vil folk forblive lige dumme og tro dem?
——————-
Kilde: