![David Trash David Trash](https://i0.wp.com/newspeek.info/wp-content/uploads/DavidTrash.png?resize=678%2C381&ssl=1)
Af Lone Nørgaard.
Ofte ved jeg ikke, om jeg skal le eller græde over, at de to medier, jeg især skriver for og lægger kræfter i – Den Korte Avis og NewSpeek – bliver betegnet junk-medier af diverse repræsentanter for mainstreammedierne. Det er jo mildt sagt ikke flatterende at blive beklikket på sin faglighed og evne til dels at tænke rationelt og sagligt, dels at formidle viden med fokus på ordentlig argumentation og sandsynliggørelse.
De seriøst og sagligt argumenterende alternative medier repræsenterer en position, der er mindst lige så legitim som fx det kulturradikale menighedsblad Politiken. Ja, faktisk mere legitim, fordi de grumme sandheder om ikke mindst indvandringen bliver lagt frem her.
Den store altoverskyggende forskel på de alternative og etablerede medier ligger ikke i kvaliteten af de politiske analyser, men derimod i den million-mediestøtte de etablerede medier bliver begavet med. Uden hvilken Politiken, Kristeligt Dagblad, Information m.fl. ikke ville eksistere.
Det, de etablerede medier, der angriber os, enten ikke KAN forstå eller ikke VIL forstå er, at Den Korte Avis, NewSpeek, Document, Snaphanen m.fl. er et supplement og korrektiv til den statsstøttede presse, der FORDI den er statsstøttet og skal leve op til politiske korrektheds-krav kun får kastet lys over halvdelen af skiven. Et alvorligt problem, som gentagne gange er blevet påpeget, er også journalisternes ringe (ud)dannelsesniveau, der betyder slagside i grund- og verdenssyn. Plus de stadig mere forringede arbejdsvilkår ikke at forglemme! Det er svært at gå i dybden, når man hele tiden bliver åndet i nakken med en deadline og forøgede produktionskrav.
Hvad Den Korte Avis angår, er det tankevækkende, at Ralf Pittelkow & Karen Jespersen i årevis har produceret nogle af de skarpeste analyser af samfundsudviklingen og de politiske kandestøberier på Christiansborg – uden at få den respekt, de fortjener.
David Trads
Den indtil for kort tid siden allestedsnærværende mediedarling, David Trads, når således ikke Ralf Pittelkow til sokkeholderne. Hverken hvad angår integritet eller indsigter.
Når projektørlyset i denne omgang lige skal rettes mod David Trads, er det fordi han er et fænomenalt godt eksempel på, hvor slemt det står til med store dele af den journalistiske profession.
David Trads var som bekendt chefredaktør på Information og tillod i den egenskab diverse smædeartikler om bl.a. Søren Krarup og Henrik Gade Jensen.
Enhver som har set DR1-programmet d. 29.10.12 ”Hængt ud på forsiden – Henrik Gade Jensen” måtte – og må fortsat – spørge sig selv: Hvordan kan noget medie have David Trads ansat som journalist og kommentator? Han har forbrudt sig mod enhver skreven som uskreven regel inden for presseetik, og han burde være stillet til ansvar for sine gerninger. Det samme burde hans medskyldige Rasmus Lindboe, René Karpantschof (en af DRs yndlings-’eksperter’) og Sandy French, i dag nyhedsdirektør i DR. Sandy French og Rasmus Lindboe skrev – også som bekendt – en serie artikler i dagbladet Information i 2003 om “Højrefløjens netværk” og dets infiltrering af dansk presse. Ren fantasi!
Så det er ikke Den Korte Avis, NewSpeek, 24nyt m.fl., der producerer junk (selv om vi selvfølgelig også laver fejl indimellem). Det er journalister af David Trads’ kaliber, der netop derfor har gjort sig fortjent til dagens illustration.