Af Henrik Ræder Clausen
På Facebook d. 14. januar fremhævede Jakob Mchangama et interessant punkt fra OIC, Organisationen for Islamisk Samarbejde, nemlig at de arbejder for menneskerettigheder og god regeringsførelse. På den officielle hjemmeside skriver OIC om sit formål:
”… to promote human rights and fundamental freedoms, good governance, rule of law, democracy and accountability in Member States in accordance with their constitutional and legal systems.”
”… at fremme menneskerettigheder, fundamentale friheder, god regeringsførelse, retsstat, demokrati og ansvarlighed i Medlemsstaterne, i følge deres forfatningsmæssige og juridiske systemer.”
Det lyder smukt, men begrebet ’menneskerettigheder’ skal forstås i sin rette sammenhæng: OIC er en organisation af islamiske lande, og derfor bør man gå ud fra at udsagnet skal forstås basert på islamisk lov, ikke vestlig. Her er det også vigtigt at forstå, at OIC er en organisation på meget højt niveau, med opbakning fra statsledere fra alle 57 medlemslande. OIC fungerer som ’Ummah’, det islamiske fællesskab, og fastslår i princippet, hvad der er rigtigt og forkert i islam som sådan. Det er en meget vigtig rolle, der giver den betydelig autoritet.
OIC-sætningen underbygger dette direkte: ”i følge deres forfatningsmæssige og juridiske systemer.” De fleste OIC-lande har Sharia som basis for deres love, så den korrekte sammenhæng er Sharia. Derfor skal ’menneskerettigheder’, ’frihed’, ’god regeringsførelse’, ’retsstat’, ’demokrati’ og ’ansvarlighed’ altsammen vurderes fra et Sharia-synspunkt. Herfra kan det kun gå ned ad bakke…
Cairo-erklæringen om Menneskerettigheder i Islam
Når vi taler menneskerettigheder, handler det normalt om FN-erklæringen om Universelle Menneskerettigheder eller den Europæiske Menneskeretskonvention. Men islamiske lande definerer begrebet helt anderledes – den islamiske definition af menneskerettigheder er nedskrevet i Cairo-erklæringen om Menneskerettigheder i Islam, forfattet i Teheran i december 1989 og vedtaget på et møde i Cairo i august 1990.
Cairo-erklæringen har 25 smukt formulerede afsnit i stil med Universelle Menneskeretserklæring, men det egentlige indhold er meget anderledes. Punkt 1 har denne forbløffende forudsætning:
1: All human beings form one family whose members are united by their subordination to Allah and descent from Adam.
Alle mennesker udgør én familie, forenet i lydighed overfor Allah og nedstammer fra Adam.
Her gør erklæringen allerede krav på at islam er menneskers universelle og naturlige religion, og at det omfatter jødedommen og kristendommen. Denne fundamentale afvisning af religionsfrihed er velkendt i islam, og er udgangspunktet for at forstå resten af erklæringen. Det understøttes særligt af punkt 10, der forbyder enhver form for arbejde for at fremme andre religioner end islam.
I punkt 6 finder vi dette om kvinders rettigheder:
6 (a): Woman is equal to man in human dignity, and has her own rights to enjoy as well as duties to perform, and has her own civil entity and financial independence, and the right to retain her name and lineage.
6 (b): The husband is responsible for the maintenance and welfare of the family.
Kvinder er ligestillede med mænd i menneskelig værdighed, har sine egne rettigheder og pligter, og er sin egen juridiske person og finansiel uafhængighed, og ret til at beholde sit navn og sin familie.
Lighed i ’værdighed’, ikke i rettigheder, har store praktiske konsekvenser, som vi ser i islamiske lande og andre steder, hvor islamisk lovpraktiseres: Kvinder har ikke lige adgang til skilsmisse, kun halv arveret, deres vidnesbyrd tillægges halv vægt i retssager, og kvinder har ikke ret til at studere eller arbejde på linje med mænd – når kvinder lever under Sharia, er de reelt mænds ejendom, også seksuelt – det er en del af ’pligter’. Og under de vilkår er ’finansiel uafhængighed’ blot en tom frase. Dette er ikke menneskerettigheder, det er slaveri.
Kun sharia må gælde
Punkt 19 siger, at Sharia – og kun Sharia – skal være det strafferetslige system:
19: There shall be no crime or punishment except as provided for in the Shari’ah.
Der er ingen forbrydelse eller straf undtagen dem, der fastslægges af Sharia.
Altså de velkendte hudud-straffe med afhugning af hænder, stening for utroskab etc. Så langt fra ægte menneskerettigheder som det overhovedet kan være.
Punkt 22 begrænser ytringsfriheden til hvad der er tilladt under Sharia, og fortsætter til dette:
22: Everyone shall have the right to advocate what is right, and propagate what is good, and warn against what is wrong and evil according to the norms of Islamic Shari’ah.
Alle har ret til at tale for og fremme, hvad der er godt, og advare imod hvad der er forkert og ondt, ifølge Sharias normer.
Det er en islamisk standardfrase, der betyder at det forventes af alle muslimer, at de fremmer islamisk lov – Sharia – og bekæmper alt, der er imod islamisk lov. Det handler om halal-mad, alkoholforbud, tilsløring af kvinder og alle de andre Sharia-elementer, der langsomt indføres i vestlige samfund. Imamer prædker det i moskeerne, mere eller mindre tydeligt, og enhver troende muslim forventes at demonstrere deres tro ved at omsætte det i praksis – for eksempel ved at bryde ind på værtshuse på Nørrebro og erklære alkohol forbudt, fordi det står i Sharia.
Skulle nogen stadig være i tvivl om at OIC definerer ’menneskerettigheder’ som ’Sharia’ , bliver denne tvivl elimineret af punkt 24 og 25, der siger:
24: All the rights and freedoms stipulated in this Declaration are subject to the Islamic Shari’ah.
Alle rettigheder og friheder beskrevet i denne Erklæring er underkastet islamisk lov, Sharia.
25: The Islamic Shari’ah is the only source of reference for the explanation or clarification of any of the articles of this Declaration.
Islamisk Sharia er den eneste kilde til forklaring og tydeliggørelse af punkter i denne Erklæring.
Altså: I islam betyder ’menneskerettigheder’ Sharia, intet andet en Sharia.
Nogle praktiske konsekvenser
Denne forståelse af menneskerettigheder er vigtig at huske, når vores politikere laver aftaler med ledere af islamiske lande. Og det er en forståelse, der skal tages i betragtning, når islamiske organisationer søger godkendelse som trossamfund:
Ingen organisation, der arbejder imod menneskerettighederne, eller udgør et totalitært politisk system, kan opnå denne godkendelse. Fra Kirkeministeriets tekst:
Det er ikke alt, der ligner religion, der er religion. Det gælder f.eks. totalitære politiske systemer,
Islam, i sin fulde form med Sharia, er et sådant system. Her formuleret på den Qatariske hjemmeside IslamWeb:
More than a religion, Islam is a complete and comprehensive way of life leading to a balanced way of living.
Islam er mere end en religion, det er en komplet og fuldstændig levemåde, der fører til et balanceret liv.
Det er sådan set det, ’totalitært’ betyder.
Endelig er der spørgsmålet om at respektere menneskerettigheder, særligt religionsfrihed. Om det skriver Kirkeministeriet kort og klart:
Derudover betragtes det som en forudsætning, at godkendte trossamfund i lighed med det øvrige samfund respekterer menneskerettighederne, navnlig religions- og trosfrihed, herunder retten til at skifte religion eller til at fravælge religiøs tilknytning.
Da Sharia klart overtræder dette, kan organisationer, der arbejder for at indføre Sharia, ikke godkendes som trossamfund i Danmark.
Kilder:
http://www.oic-oci.org/
http://www.oicun.org/2/23/
http://www.oic-iphrc.org/
https://vladtepesblog.com/
https://en.wikipedia.org/wiki/
http://www.dhimmitude.org/
https://wikiislam.net/wiki/
https://www.amazon.com/
http://www.km.dk/fileadmin/
https://wikiislam.net/wiki/
http://www.islamweb.net/en/
Var du glad for denne artikel? Vil du gerne have mere at samme slags? Så giv forfatteren en belønning på MobilePay:
Be the first to comment