Af Ole Hasselbalch, Juraprofessor (Aarhus Universitet), lic.jur. (Aarhus) og jur.dr., docent (Stockholms Universitet)
Mainstreammedierne og de højere politiske kredse har fået en ny dille: Det, der ikke kommer fra dem selv, er ”falske” nyheder. De nye medier – NewSpeek, Den Korte Avis osv. – er utroværdige.
Man kunne have ventet sig, at de nye mediers markante fremgang i stedet havde givet anledning til selvransagelse hos de gamle: Har de levet i en glasboble?
Pressens rolle på udlændingepolitikken område
Det centrale problem i Vesteuropa i dag er massetilvandringen fra fejlslagne muslimske lande. Skaderne, der er forbundet med denne tilvandring, er nu vokset, så at de ikke længere lader sig bortforklare. Flere og flere indser således på den hårde måde, hvad konsekvenserne er – de stadige besparelsesrunder i det offentlige, velfærdstatens bortsmeltning, folkeskolens nedtur, terrortruslen, stigningen i kriminaliteten osv. Hertil kommer den almindelige kvalitetsforringelse af dagligdagen for gammeldanskere, der lever i eller op ad de fremvoksede parallelsamfund.
Hvad har pressens rolle været i denne sammenhæng? Har mainstreammedierne i tide oplyst om, hvad der foregik? Analyserede de oplysningerne, og fortalte de, hvad der herudfra kunne ses i horisonten? Stillede de politikerne over for de relevante spørgsmål og holdt de dem fast på pligten til at svare?
Svaret er: Nej, det gjorde de gamle medier ikke.
Til trods for, at den relevante information var tilgængelig, og til trods for at enhver nogenlunde velbegavet gymnasieelev kunne opstille uhyggelige prognoser herudfra, beskæftigede disse medier sig helst med noget andet. Allerhelst med ”humanismens” nødvendighed, ”de internationale konventioners” urørlighed og truslen fra en såkaldt ”ekstrem højrefløj”. I en lang – i sammenhængen afgørende – årrække var det endog således, at de gamle medier ganske ukritisk videreekkoede de søde løgne, der udgik fra Godhedsindustriens informationskontorer (hvilket nogen af disse medier i øvrigt stadig gør). Herved ledte de opmærksomheden bort fra virkeligheden, som var den, at landet stod over for en ganske uholdbar udvikling.
Båret af samme skabelontænkning, som afspejler sig i undersøgelserne af journalisters foretrukne politiske tilhørighed, erstattede de gamle medier kort sagt fakta med drømme. I tidsskriftet Indsigt-Udsyn for december 2016 kan i øvrigt læses en lang liste over afgørende spørgsmål, mainstreammedierne den dag i dag ikke har søgt at afæske de ansvarlige politikere et klart svar på.
Den forudseelige reaktion
Hvad kunne disse medier da vente sig i konsekvens af et sådant svigt?
De måtte naturligvis vente sig, at der ville ske noget, når tilstrækkeligt mange mennesker havde fået deres tilværelse undermineret. At der ville komme en modreaktion, som ville få non-og misinformationsmonopolet til at smuldre i takt med fremvæksten af nye medier, som udnyttede de muligheder, moderne, billig informationsteknologi giver, og hvis produkter ikke alle sammen bare ville kunne affærdiges som falske nyheder og hetz.
Dette er da også, hvad der nu er sket i kraft af mainstreammediernes manglende evne til at forstå problemstillingen, ved deres træghed med at komme på omdrejningshøjde med udviklingen og ved deres uvilje til at rydde op i egne rækker og få stoppet de presse-eksesser, der har udspillet sig under om- eller bortskrivningen af virkeligheden. Derfor mister disse medier nu grebet på samme måde som de vesteuropæiske og amerikanske politikere, der lever i og af glasboblen.
Pressens manglende vilje til at rydde op i unoderne
Et eksempel på deres manglende oprydningsvilje:
I 2011 lancerede den såkaldte graverchef på Politiken John Hansen en føljeton af løgnehistorier om en ”højreekstremistisk” organisation ”ORG”. De var bygget på stjålet, hacket og derefter forfalsket materiale, hvilket han næppe kunne undgå at vide. Hvad var da konsekvensen for John Hansen? Jo, kollegerne anså ham for kvalificeret til at blive formand i foreningen for såkaldt undersøgende journalistik. Politiken har i øvrigt heller ikke på noget tidspunkt berigtiget, sådan som bladet efter de presseetiske regler skal af hensyn til ofrene.
Hvad er det da for en presseetik, pressen vil have offentligheden til at tro på eksistensen af, når sligt kan foregå, og kollegerne kigger den anden vej, ja endog belønner gerningsmanden med en betroet post?
De presseetiske (fup)regler
Hvordan så med de formelle, presseetiske regler, som mainstreammedierne i modsætning til de nye medier bryster sig af at være tilsluttet?
I folketingssamlingen 2003-04 fremsatte Dansk Folkeparti ud fra partiets særprægede erfaringer med pressen et forslag til stramning af medieansvarsloven. Forslaget kom imidlertid ikke igennem. Den øvrige del af Folketinget fortabte sig nemlig i fantasier mht. tilstandene i medieverdenen.
Da presset for at få strammet reglerne så omsider i 2012 blev for stort, lykkedes det også pressen at undgå, at der blev taget stilling til kernen i den kritik, der var rejst af lovgivningen på området. Ja, det lykkedes endog at undgå, at denne kritik overhovedet kom frem under forberedelsen af den påfølgende lovændring. Som lektor, ph.d. Trine Baumbach derfor ikke overraskende kunne konkludere i overskriften til sin senere artikel om ændringen i et af de juridiske tidsskrifter: ”God presseskik – ansvar eller staffage?”
Pressens forudsatte sandheder
Et andet, irriterende problem er de gamle mediers stadige pres for at trække deres egen forståelsesramme ned over hovedet på folk. Lad mig give blot ét eksempel – andre kan læses i Den Korte Avis:
Den 27/1 2017 bringer Jyllands-Posten endnu en rædselshistorie om de nye mediers ”falske nyheder”. Denne gang indledes den med en omtale af præsident Trumps (påstået) usande tilkendegivelse af, at der var flere tilskuere ved hans indsættelse, end der var ved den tidligere præsident Obamas. Det noteres i JP-artiklen, at tilkendegivelsens rigtighed bekræftes i et indlæg på NewSpeek, der følgelig ses som eksempel på en ”falsk nyhed”.
Det er muligt, vel nok endog sandsynligt, at Trump har uret mht. tilskuertallet, eftersom der er langt flere demokrater end republikanere i Washington-området. Af den grund vil en forskel i mængden af tilskuere i øvrigt være irrelevant til måling af hans popularitet i den amerikanske offentlighed som sådan. At dette kriterie overhovedet er brugt, må derfor nærmest ses som led i amerikanske mainstreammediers forsøg på at få Trump nedvurderet. Det interessante er imidlertid, at JP anvender spørgsmålet om tilskuertallet til at gøre det til en sandhed for læserne, at NewSpeek har bragt ”fake news”. JP undlader således at forholde sig til pointen i NewSpeek-artiklen, nemlig at de amerikanske medier, der bragte ”historien” om Trumps ”løgn” mht. antallet af tilskuere, senere er blevet afsløret i at have anvendt fotografier af tilskuermængden, der ikke er taget på samme tidspunkt forud for de respektive indsættelsesceremonier.
Denne oplysning om grundlaget for NewSpeeks artikel forholder JP’s historie sig ikke til. Om der virkelig er tale om ”fake news” eller ej, véd vi derfor i virkeligheden ikke. Læserne får blot en forudsættende sandhed, dvs. en ”sandhed”, der følger som uimodsigelig forudsætning for det sagte, uden at denne forudsætning nødvendigvis behøver at være opfyldt.
Og så?
Det er anstrengende hele tiden at skulle passe på, hvad man får at vide og – især – ikke får at vide. Kan det derfor undre, at flere og flere bliver trætte af at skulle være på vagt over for det stof, som medier, de burde kunne stole på, stikker dem i halsen? Og kan det undre, at de derfor går til medier, der på godt og ondt fylder de huller ud, denne fodring efterlader?
Man må desværre nok ud fra mainstreammediernes accelererende ”fake news”-mani tvivle på, at de kan eller vil forstå problematikken. Derfor vil de givetvis gradvis miste monopolet på nyhedsformidlingen. Hvad der kommer i stedet af smukt eller usmukt, må vi andre så affinde os med.
Enkelte kilder:
https://www.gatestoneinstitute.org/9802/fake-news-censorship
Ole Hasselbalch, Opgøret med Indvandringspolitikken (2003)
Ole Hasselbalch, Politiken-affæren (2012)
Weekendavisens kronik 11/7 2014
Ugeskrift for Retsvæsen 2012 B s. 351 ff. og 1994 B s. 389 ff.
Juristen 2013 s. 203 ff.
Be the first to comment