Finansministeriet er kommet med en redegørelse for udlændingeudgifterne: Økonomisk analyse: Indvandreres nettobidrag til de offentlige finanser April 2017. I medierne fortælles, at de er på 28 milliarder årligt. Længere nede – om overhovedet nogetsteds – fortælles, at udgifterne dog er 33 milliarder til indvandrere fra ikke-vestlige lande. Og det fortælles stort set ikke, at: ”… også indvandrere fra ikke-vestlige lande såsom Kina og Indien bidrager positivt. De indvandrere, der trækker mest på de offentlige finanser, er asylansøgere fra lande som Syrien og Somalia.”
Flygtninge og asylsøgere koster kassen. Det hedder herom: ”Derimod udgør asylmodtagere og familiesammenførte til flygtninge en forholdsvis stor nettoudgift for de offentlige finanser. Flygtninge og familiesammenførte til flygtninge (asyl mv.) indebærer således en gennemsnitlig nettoudgift på godt 160.000 kr.”.
Det fortælles heller ikke, at en del udgifter er holdt uden for opgørelsen, f.eks. den ikke individualiserbare ekstrabelastning af politi og justitsvæsen, skolevæsen mv. samt omkostninger forbundet med asylkriminaliteten. Og det fortælles ikke, at opgørelsen ikke omfatter indvandrere efter 2. generation. Endvidere gentager redegørelsen netop på dette grundlag de vildledende oplysninger om, at indvandrere og efterkommere i 2050 (kun) vil udgøre 20 pct. af befolkningen – tallet vi være langt større, eftersom en massiv del af de oprindelige indvandreres reelle ”efterkommere” til den tid vil være udgået af tallet over indvandrere.