DERFOR ER TRUMPS SYRIEN-BOMBARDEMENT ET GENIALT TRÆK

Shares 268

Trumps beslutning om at sende 59 Tomahawk-missiler ned over den Assad-kontrollerede al-Shairat flybase har ført til udbredt skuffelse blandt præsidentens støtter.

Men der er ingen grund til fortvivlelse, Trumps træk var en genistreg. Med ét slag har Trump forrykket denne den globale magtbalances tektoniske plader med jordskælvsagtigt kraft i USAs retning.

Før vi uddyber er det vigtigt at understrege, at Trumps lille bombardement på ingen måde nedsætter makkerparret Assads og Putins evne til at fortsætte deres succesfulde krig imod Islamisk Stat, en krig som også Trump er interesseret i, at den syrisk-russiske duo vinder. Kun en mindre del af luftbasen blev ramt og kun timer efter, at de amerikanske missiler havde ramt, var basen funktionsdygtig igen. Som menneskerettighedsorganisationen Syriens Observatorium for Menneskerettigheder ifølge DR beretter, så kører Ruslands og Assads krig imod Islamisk Stat efter Trumps angreb “sin vante gang.”

Her er, hvad Trump får for sine 59 Tomahawk-missiler:

Trump sender et særdeles slagkraftigt signal til Nordkorea om, at USA ingen problemer har med at bruge militær magt imod regimer, som bryder internationale regler for masseødelæggelsesvåben. Nordkorea tester i disse måneder atommissiler, som kan ramme USA. Missiler, som Nordkoreas Kim Jong-il truer med at bruge. Trump har svoret at sætte en stopper for den gale diktator, og første skridt er at vise “show of force”.

Kina er i disse dage på statsbesøg hos den amerikanske præsident. En del af samtalen imellem USA og kineserne er netop Nordkorea, et land som traditionelt står Kina nært, bl.a. grundet deres fælles interesse for kommunisme. Umiddelbart efter at have nydt en bøf sammen, viste Trump den kinesiske præsident Xi Jinping, hvad USA er for en størrelse under Trump: En stærk ven – og en frygtløs og militært overlegen fjende. Mon ikke Trumps magtdemonstration har forårsaget en ekstra synkebevægelse bag kineserens slips? Og hos mullaherne i Iran?

Trumps angreb i Syrien fortæller kineserne, at USA har fået en ny præsident, og han er ikke bange for noget. Kina står nu med to valg: At stå på sidelinjen og lade amerikanerne klare problemet med Nordkorea alene, eller komme i arbejdstøjet og vise verdenssamfundet, at man er klar til at tage globalt ansvar. Vælger de det første, vil man med rette kunne beskylde kineserne for at støtte – i det mindste passivt – en utilregnelig alvorlig trussel imod verdensfreden. Vælger “landet i midten” det sidste vil det fremstå som en ansvarlig global spiller, et boost for deres muligheder i det internationale diplomati.

Tomahawk-missilerne er altså med til at sikre USA en vigtig partner på fronten mod et farligt Nordkorea, som ikke kun truer med atomkrig, men også sælger våben til USAs fjender i den islamiske verden, printer tonsvis af falske dollarsedler m.v.

Endelig er Trumps angreb på den syriske luftbase et klart signal til hele verden: Der findes kun én stor dreng i skolegården, og han tæver lige den han vil. Angrebet, som de facto er en militær udfordring af selveste russerne på sidstnævntes hjemmebane, viser et handlekraftigt USA, som ikke lader sig skræmme af noget som helst. Enhver påstand om, at Trump er Putinvenlig, må herfra betragtes som det rene vrøvl (hvilket det hele tiden har været – Hillary derimod solgte 20 procent af USA uranbeholdning til russerne – men først efter at have modtaget millioner af dollars i gave/bestikkelse).

Putin har været dygtig til at udnytte det magtvakuum, som Obamas katastrofale mellemøsten-politik førte til. Med sit missilangreb er Trump som en elefant i en porcelænsbutik sprunget frygtløst ind i Putins spil. USA er “back in town” i Mellemøsten, og Ruslands mulighed for at bruge magtudøvelse i regionen som en løftestang til at hæve sig selv op som supermagt er lige blevet decimeret – nogle vil måske endda sige latterliggjort.

Trumps lille bombardement – og 59 bomber er vitterligt småt set i forhold til f.eks. de 26.171 bomber Obama kastede i den islamiske verden (ofte til fordel for Det Muslimske Broderskab og andre terrororganisationer) alene i 2016 – har med et tryk på en knap genindsat USA som verdens ubestridte supermagt.

Ikke godt for Rusland, men godt for USA. Vi europæere ser med misundelse på amerikanerne, der har en politiker, som sætter sit eget land og folk først.

Trumps angreb rammer som nævnt ikke Assads og Putins indsats overfor Islamisk Stat, kun russernes magt er berørt.

Og det er der ingen grund til at græde over, sålænge det er en mand som Trump, som står ved USAs ror.

Eftertanker

Har Assad bevidst brugt kemiske våben? Jeg tror det ikke. Med Ruslands omfattende militære indgriben og islamisternes tab af Obamas og Clintons støtte styrer han mod en sikker sejr, hvor der ingen behov er for at løbe risikoen for at påkalde sig det internationale samfunds vrede ved at bruge den slags beskidte tricks. Kan en gal officer fra Assads hær have fundet sarin-gas hos jihadisterne og på egen hånd have besluttet sig for at give fjenden sin egen medicin? Ja, det kan sagtens tænkes. Kan islamisterne – evt. med hjælp fra korrupte kræfter i Washington – have brugt gassen mod sine egne og med held bildt verdnen ind, at det var Assad som gjorde det? Ja, det er muligt.

Tror Trump, at Assad har brugt kemiske våben. Hans hidtige moralske kompas har været i orden, så ja, det er højest sandsynligt. To muligheder: Enten har Assad været så fantastisk dum at bruge kemiske våben, Trump har set det med egne øjne og reagerer derefter. Eller også er det lykkedes kræfter i den korrumperede del af Washington og efterretningstjenesterne at bilde Trump en løgn på ærmet for at bringe ham i miskredit blandt sin egne og på kollisionskurs med Rusland.

Uanset hvad har Trump set, at der åbenlyst er langt flere fordele for USA – og resten af verden samlet set – end ulemper ved at reagerer som han gjorde.

Assad er ikke blevet “straffet” – han har fået et “slap on the wrist” (7 døde syriske soldater, hvilket på ingen måde er voldsomt set med militære briller), som under alle omstændigheder vil afholde ham, og sandsynligvis også andre af verdens diktatorer – bl.a i Iran, fra at bruge masseødelæggelsesvåben mens Trump er Commander in chief.

Og så er der en vis fryd ved, at angrebet sætter Obamas dræbende slaphed i så skarp relief. Den socialistiske mediedarling truede med voldsomme reaktioner, hvis Assad krydsede “den røde linje” ved at bruge kemiske våben. Det gjorde Assad så efterfølgende, men i stedet for at leve op til sit ord, forholdt Obama sig passiv. Trump leverer derimod den vare, som de politisk korrekte Obama-tilbedere – herunder danske mainstreammedier – måtte kaste en hvid pind efter under deres islamistvenlige kæle-præsident. Det bliver stadigt sværere for dem at hade Trump efterhånden som de realpolitiske resultater manifesterer sig.

Shares 268

Comments

comments