DER VAR ET YNDIGT LAND

Shares 876

Af Lone Nørgaard

LoneNoergaard.png

Overskriften er inspireret af (desværre afdøde) Mogens Camre, Ole Hasselbalch og Lars Hedegaards bog ”Der var et yndigt land – en beretning om truslen mod Danmark” (2014).  Datidsformen ’var’ konstaterer, at Danmark ikke mere er det smørhul, det var engang, og forfatterne argumenterer for, at det frie og demokratiske danske samfund er ved at blive nedbrudt af en uansvarlig indvandringspolitik. Ført af politikere, der nægter at forstå flygtningeproblemets kerne: Oprindelseslandenes kultur. Tilvandrernes egne klanbaserede samfund i (Nord)afrika og Mellemøsten lider under en ukontrolleret befolkningstilvækst, korruption, vold, (kvinde)undertrykkelse og grådige magthavere. Hvis Danmark og Europa bliver ved med at lukke flere ind herfra, vil vores egen kultur gå til grunde.

Jeg er enig i analysen, som imidlertid skal uddybes. Til det formål har jeg hentet hjælp hos dels den engelske filosof Roger Scruton: ”The Uses of Pessimism”, dels naturvidenskabsmanden Nicholas Wade: ”A Troublesome Inheritance. Genes, Race and Human History”.

Scruton undersøger konsekvenserne af det, han kalder “skruppelløs optimisme”. Hans påstand er, at håb og optimisme løsrevet fra (historiske) erfaringer er farlig og lægger op til, at man kan tro hvad som helst – herunder at uorden, problemer og menneskelige fejl(be)slutninger kan ’løses’/elimineres. Troen skal bare give en god følelse.

Hvor galt det kan gå, er indvandringen et ypperligt eksempel på, fordi beslutningstagerne i tvivlstilfælde typisk vælger de mest optimistiske tolkninger frem for de realistiske og erfaringsbaserede. Heroverfor insisterer pessimisten på, at omkostningerne ved risikofyldte beslutninger skal bæres af beslutningstagerne selv. Den logiske – og helt aktuelle – konsekvens af denne holdning er, at de personer, som støtter, at x antal (syriske) flygtninge skal have asyl, selv skal bære omkostningerne. Ved at åbne deres hjem og afholde alle asylant-udgifter af egen lomme. Næstekærlighed er ikke statsfinansieret, og politikerne skylder at fortælle, hvor grænsen ligger for skattebaseret humanisme.

Hvorfor vil så mange til Vesten? Elementært. Vores samfund fungerer langt bedre end de lande, hvorfra tilvandrerne kommer.  Årsagerne er mange og komplekse, men kan ifølge Nicholas Wade koges ind til: Når samfund og adfærdsformer adskiller sig fra hinanden, skal forklaringerne ikke kun søges i miljøet og kulturen, men i genetikken. Gener determinerer ikke menneskelig adfærd, men de disponerer mennesker for at handle på bestemte måder, og adfærdsforskelle er formet af evolutionen.  F.eks. adskiller europæiske, kinesiske og afrikanske samfund sig fra hinanden, fordi de igennem tiderne har udviklet forskellige institutioner som svar på de specifikke omgivelsers udfordringer. Institutioner grunder sig imidlertid i menneskelig adfærd, og på den lange bane er det institutionerne – og disses menneskelige kapital – som afgør et samfunds skæbne.

Og så er jeg ad omveje nået frem til det allermest centrale spørgsmål: Hvem, hvad og hvilket skaber ud af små, nye børn lige præcist den menneskelige kapital, som er forudsætningen for, at vores institutioner, soklen i den vestlige civilisation, kan overleve?

Det gør først og fremmest ordentlige (kerne)familier, som forstår, at den primære dannelse af et barn foregår i hjemmet, og ikke hverken i vuggestuen, børnehaven eller skolen. Derfor er masseinstitutionaliseringen af vores børn også ulyksalig. Den lægger grunden til et dannelsestab, og i skolen er kundskaber og færdigheder da også blevet ringere inden for samtlige fag. Fag som historie, dansk og religion er åndsbærende, og ånden bæres af viden og indsigt i stoffet. Imidlertid prioriterer skolen ånd meget lavt, og historieløsheden sætter sit umiskendelige præg. Hvem husker ikke “9.Z mod Kina” – 4 udsendelser i DR tilbage i 2013? Og det er kun gået ned ad bakke siden, skulle jeg hilse at sige.

Børn er samfundets kostbareste råstof, og vi er i fuld gang med at spolere deres mulighed for at vokse op som stærke, livsduelige, indrestyrede, kreative mennesker, fordi forældrene tildeler deres arbejdsliv og egne (materielle) behov førsteprioritet. Tænk at man – jeg selv inklusiv – var så naiv at tro, at husmoder-hvervet kunne nedlægges uden omkostninger for børnene. Antallet af børn med en diagnose (ADHD, autisme, Aspergers) er eksploderet. Og for hver dag der går, tegner konsekvenserne af 7-10 timers daglig anbringelse af småbørn sig stadig tydeligere: Mangelfuldt sprog og manglende færdigheder. Som f.eks. at kunne omgås andre og sidde stille og koncentreret på en stol – minimumsforudsætningen for indlæring i skolen. Den omsiggribende digitalisering føjer spot til skade.

Læg oveni de mange skilsmisser, som er en katastrofe for det store flertal af børn. Men også en samfundsmæssig katastrofe, ikke bare en personlig.  Familiesammenbrud, institutionalisering og manglende voksenautoritetsudøvelse er en giftig cocktail, der er i fuld gang med at underminere såvel civilsamfund som offentlige institutioner. Vores vestlige civilisation bukker under, hvis de nye generationer ikke dannes. Her deler jeg perspektiv med den tyske politiker Thilo Sarrazin og forfatter til bestselleren “Tyskland afskaffer sig selv”:

”Når mennesker går på pension eller dør, går deres viden til grunde. Den skal bestandigt genvindes. Dette lykkes kun i begrænset omfang. Således er den liberale orden, som for et halvt århundrede stod fadder til EF, i vidt omfang forsvundet i glemsel. Desuden skrumper de europæiske dannelseseliters hovedstol af nedarvet fælleskultur. Den erstattes af en international kultur, som Facebook og sportsbegivenheder står for. Også de forbinder, men ikke på europæisk.”

Der ER løsninger, men de forudsætter alle, at langt flere samfundsmedlemmer er parate til i daglig handling både ’ude’ og i hjemmet at værne om det samfund, tidligere generationer har opbygget.

Så danskerne også om 50 år kan synge: Der er et yndigt land. Ikke ’var’.

(Artiklen er en opdateret udgave af en kronik i Jyllands-Posten d. 11.1.15. Det bekymrende i min optik er, at jeg kan vende bunken af artikler, jeg har skrevet igennem de seneste 15 år om dannelsestab, indvandring, islam(isering), Akademias deroute, familiesammenbrud, erodering af vores institutioner mv.  – stort set uden at redigere.

Måske skulle jeg bare tage et hold kæft bolsje og en slapper!).

Shares 876

Comments

comments

9 Comments

  1. “Antallet af børn med en diagnose (ADHD, autisme, Aspergers) er eksploderet. Og for hver dag der går, tegner konsekvenserne af 7-10 timers daglig anbringelse af småbørn sig stadig tydeligere: Mangelfuldt sprog og manglende færdigheder.”
    (Lone Nørgaard).

    Autisme spektrum forstyrrelser (ASF) er biologisk/genetisk betingede. Der kan være tale om arvelige faktorer, fosterinfektioner og biologisk betingede forstyrrelser i centralnervesystemet. Udviklingen af autisme er betinget af flere gener, og risikoen for at få et barn med autisme bliver større, hvis begge forældre er bærere af generne.

    Det vil sige at miljøfaktorer/kultur spiller en meget lille rolle i udviklingen af ASF. Det ville således ikke gøre nogen forskel i hyppigheden af AFS om al børnepasning og opdragelse blev overladt til forældrene.

    ADHD er også en udviklingsforstyrrelse med en stærk genetisk komponent. Der er kun fundet få specifikke gener, som har betydning for ADHD, og der er formodentlig tale om samspil mellem en række arveanlæg. Miljøpåvirkninger synes at spille en vis rolle for udvikling ad ADHD. Gravide kvinder, som ryger og/eller drikker, har øget risiko for at få et barn med ADHD. Gravide kvinder, som er udsat for bestemte giftstoffer (f.eks. dioksiner, PCB), har også større risiko for at få et barn med ADHD.
    Lav Apgar score (vurdering af det nyfødte barn) og lav fødselsvægt kan være medvirkende til ADHD.

    Egentlig burde udviklingsforstyrrelser ikke klassificeres som psykiske lidelser. Der er tale om forstyrrelser af tanke og følelsesliv i centralnervesystemet som er permanente og irreversible hvorfor tilstanden – funktionaliteten – ikke kan forbedres gennem behandling.

    Et ofte overset eller måske taburiseret element i ASF (neuroatypiske) er fravær af hvad man kunne kalde etisk intelligens. Neurotypiske udvikler tidligt i barndommen forståelse for reciprocitet i omgangen med andre. Man kan sige, at de tidligt har en intuitiv forståelse for den gyldne regel. Dette er fraværende hos neuroatypiske men højtfungerende patienter med ASF (tidligere kaldt aspergers syndrom), der derfor må lære regler for hvordan man omgås andre mennesker. I bedste fald bliver de regel-etikere men er afskåret fra at forstå hvorfor reglerne er som de er. Der er et diskonnekt mellem tanker og følelser som udgør en barriere de pågældende ikke kan overskride.

    • Nu kan man ikke diagnosticere f.eks. Aspergers syndrom med 100% noejagtighed, og hvis du interesserer dig for videnskab ved du godt at der er noget der hedder neuroplasticity. Dertil kommer saa at reaktionerne paa og effekten af mentale handicaps selvfoelgelig forvaerres naar INSTITUTIONERNE er primitive, dysfunktionelle, overbebyrdede, politisk korrekte og uhensigtsmaessigt indrettede – har du laest artiklen ??

      • Problemet ligger ikke i at diagnostisere udviklingsforstyrrelser der helt primært er genetisk betingede, men om der kan udvikles behandlinger som afhjælper symptomerne. Teorien om neuroplasticitet åbner for muligheder for udvikling af kognitive terapi, men der findes ingen forskning der giver evidens for at sådanne terapier rent faktisk virker. I givet fald skal terapien iværksættes før barnet fylder 3 år mener de fleste forskere.

        Som det fremgår af min kommentar er jeg ikke optimistisk med hensyn til mulighederne for udvikling af en behandling der kan gøre en neuroatypisk til en neurotypisk person. Om der ved tidlig indgriben kan ske en vis lindring eller dæmpning af patologiske synptomer vil jeg ikke udelukke.

        Politisk korrekthed i form af mantraet om inkludering – at det hjælper højtfungerende autisters sociale kompetancer at blive inkluderet i skoleklasser for neurotypiske – tror jeg ikke på. Det er ødelæggende for alle parter.

  2. Det er positivt at du er imod inkludering. Det er selvsagt en kompliceret diskussion vi begiver os ud i, men naar jeg laeser dine indlaeg faar jeg det indtryk at 1) man diagnosticerer ved at undersoege neurologien i modsatning til at tage adskillige “psykiatriske samtaler” med patienten og 2) du ser bort fra at mennesker med ASF faktisk ofte er produktive og samvittighedsfulde – de er bare ikke flokdyr. Jeg synes dine indlaeg er spaendende men meget kategoriske og snaevertsynede. Jeg er ikke venstreorienteret men selvfoelgelig findes der forskellige livsformer og mange neurotypiske efterligner tydeligvis hinandens adfaerd i modsaetning til at “konnekte” “mellem tanker og foelelser”. Er ASF-patienter saa helt ude af stand til at taenke over deres foelelser eller har de bare nogle foelelser der adskiller sig lidt fra “neurotypiske foelelser” ?

    • Min henvisning til det genetiske grundlag for ASF har åbenbart forledt dig til at tro, at jeg mener, at udviklingsforstyrrelsen kan diagnosticeres gennem neurologiske undersøgelser. Det mener jeg selvfølgelig ikke.

      Højtfungerende neuroatypiske er ofte produktive, men jeg vil ikke kalde dem ”samvittighedsfulde”. Snarere pligtopfyldende, forudsat at de i detaljer har fået forklaret hvori deres pligter består i relation til løsning af en helt konkret og nøje beskrevet arbejdsopgave.

      Når det gælder tilfredsstillelse af følelsesmæssige behov hos en samlever magter de ikke opgaven. Der kommer aldrig den respons som en neurotypisk partner forventer, hvilket er frustrerende. En neurotypisk bekendt der lever i et sådant forhold anvender en sportsmetafor til at beskrive den følelsesmæssige relation: Det er som at spille tennis, men boldene bliver aldrig returneret.

      Helt grundlæggende mangler de neuroatypiske både empati og etisk evne. (Psykopater og sociopater besidder empati men mangler etisk evne og kan derfor hverken føle skyld eller fortrydelse). Derudover er det karakteristisk at de ofte lider af obsessioner, altså tvangstanker som lægger beslag på det meste af deres tid. Dette beskrives ofte som særegne hobbies. De såkaldte ”køreplansautister” lærer køreplaner og bøger uden ad.

      H. C. Andersens eventyr om Klods-Hans (1855) beskriver to typiske ”køreplansautister” mens deres neurotypiske bror udviser empati, spontanitet, fantasi og kreativitet. Andersen beskriver de to autister således:

      “Den Ene kunde udenad hele det latinske Lexicon og Byens Avis for tre Aar, og det baade forfra og bagfra; den Anden havde gjort sig bekjendt med alle Laugs-Artiklerne og hvad hver Oldermand maatte vide, saa kunde han tale med om Staten, …”

      Prinsessen afviste de to autistiske friere, for de kedede hende halvt ihjel. Der kom aldrig noget pong efter prinsessens ping. Det gjorde der derimod fra Klods-Hans.

      I langt de fleste tilfælde er autisters obsessioner fredelige og ufarlige, men problemet opstår hvis manien er fokuseret på våben og drab. Som autisten Adam Lanza, der dræbte 27 mennesker ved skoleskyderiet i Newtown, som havde adskillige våben gemt på sit værelse. Arsenalet bestod blandt andet af flere pistoler, tre samuraisværd og stakkevis af ammunition, viser sagens retsdokumenter. 20-årige Lanza boede i huset med sin mor, som han angiveligt dræbte, inden han gik amok og stod bag USAs næststørste skoleskyderi nogensinde. Her dræbte han 20 børn og seks ansatte. På hans værelse fandt politiet udklip af avisartikeler om et tidligere skoleskyderi, tre billeder af et lig pakket ind i plastik og bøger om autisme og Aspergers syndrom, som Lanzas familie og venner har forklaret, han led af.

      Jeg har ofte tænkt på om ikke højt fungerende autister føler sig godt tilpas i et islamisk samfund med fuld sharia lov. I princippet behøver muslimer i et sådant samfund ikke at gøre sig nogen som helst moralske overvejelser eller vurderinger. De skal blot følge Loven til punkt og prikke for at blive anset for gode rettroende muslimer. Og da Loven indeholder regler for enhver tænkelig situation mennesker kan komme i, og da den er evigt sand og ikke kan ændres af mennesker, består opgaven blot i at lære Reglerne. Det er især ”køreplansautister” gode til. Så det ville ikke undre mig om mange af de muslimer der tiltrækkes af Islamisk Stats perfekte kalifat har en autistisk udviklingsforstyrrelse. Mig bekendt findes der ingen forskning på dette område, hvilket er en mangel.

  3. Jeg er enig med dig Lone, både i årsager og virkninger. Jeg mener dog, at det digitale fremtidige samfundet hverken har brug for kina modellen eller den gamle dannelsesskole med tidsforbrug på traditionelle fag.
    Nu har jeg selv to digitalt indfødte børn i skolesystemet, vi har måtte forlade folkeskolen pga. kedsomhed da det faglige niveau faldt katastrofalt med inklusionen og den nye folkeskolereform. Jeg er slet ikke i tvivl om hvilke, af de færdigheder de lærer nu, som vil være det de skal bruge fremover: det er problem/dilemma/planlægning/organisering tænkning/løsning (læres hovedsageligt i fritiden og er ikke et fag i skolen), IT (læres hovedsageligt i fritiden), programmering (læres udelukkende i fritiden) og samfundsfag (læres kun minimalt i skolen). Og så er det historie og her er vi så enige 🙂 Sprog og matematik selvfølgelig også.

  4. Kære Lone Nørgaard;
    Tak for din artikel, er så enig med dig, ja hvad sker der med vort land og de mange børn der bliver anbragt i institutioner, opvokser i dårlige familier, mennesker der slet ikke skulle have børn, o.s.v. Alt dette ser slet ikke spor lysere ud, men Lone, tag aldrig et hold kæft bolsje, der er virkelig brug for din stemme i debatten.

  5. Allerede da jeg gik i skole i slut-fyrrerne og opefter her i Danmark – havde vi i klasserne denne vanskelige type af elever, der ikke var positivt interesseret i oplysningen om, at hypotenusens opløftning i anden potens – var lig med summen af kateterne, der havde været udsat for samme behandling. Men efter at vedkommende eleven – ved lærerens hjælp – havde vandret på tåspidserne nogle omgange i klasseværelset medens læreren omhyggeligt løftede eleven ved de små hår i tindingen – var interessen for føromtalte ligning reetableret – og holdt sig skoletiden ud. Ingen spildtid på forhandlings-elever. Ingen spildtid for kammeraterne

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*