DEN UHÅNDGRIBELIGE “PALÆSTINA” – DEL 1/2

Første del af Mellemøst-ekspert Geoffrey Cains klumme: Selv aktørerne i Mellemøstens store konflikt er uenige om, hvad Palæstina er samt, hvor det er – og hvor længe det har været der.

Del 2/2 af klummen udkommer søndag d. 13. august.

Kommentar af Geoffrey Cain

Hvem brugte ordet først? Svar: Det var den græske historiker og sagnfortæller Herodot. Senere blev hans vage ”Palæstina” et accepteret navn, og eftersom det var ret bekvemt – omend uldent og grænseløst – blev det overtaget ikke blot af græske og romerske historikere men også, langt senere, af klassisk uddannede europæere. Og navnet lever videre i dag i bedste velgående.

Men hvor fik Herodot navnet fra? Han – der ellers rejste meget – havde ikke været der selv men kunne bare berette, at sådan hed landet. Han skrev – ca 450 år f.v.t. – at Palæstiné (Παλαιστίνη) var en del af Syrien. Javel. Og hvem boede så der? Hebræere og filistre? Nej fønikere og syrere, skrev Herodot, og hvorfor landet netop skulle hedde Palæstiné, giver han ikke nogen forklaring på. Dog er det nærliggende at tro, at Παλαιστίνη er en græsk gengivelse af det hebraiske ord for filistrene, plæsjtim – selv om Herodot hverken omtaler filistre eller hebræere. Men hvordan fik han så fat i et navn, der øjensynligt er hebræisk? Det er ikke godt at vide, men det er meget sandsynligt, at de omtalte Plæsjtim, d.v.s. beboerne i Plæsjt (svarende omtrent til Gaza) var sandsynligvis af græsk æt og indvandrede til, hvad det Gamle Testamente kaldte Kanaans Land lidt før hebræerne. Dog forsvandt de hurtigt ud af historien uden at efterlade hverken arkæologiske eller lingvistiske spor af nogen betydning. Men takket være Herodot og en lang række af hans efterskrivere blev navnet hængende. Og det har givet anledning til en del misforståelser. Eksempelvis denne:

  Det var de europæiske lande England og Frankrig, der fandt på at oprette et område, de kaldte Palæstina, og som araberne i 1000 år havde kaldt Sydsyrien

Hvor er Jesus født?

I “Palæstina”? Nej. Til trods for hvad der stod på de bibelkort over Det Hellige Land fra vores ungdom, er Jesus født i den romerske lydstat Judæa og ikke i ”Palæstina”. Da romerne slog et jødisk oprør ned i år 70 evt. slog de mønter til ære for kejser Vespasian med ordene JUDEA CAPTA (altså ikke PALAESTINA CAPTA) på bagsiden. Men Judæa var heller ikke områdets første navn. Længe før jøderne og filistrene kom (Herodot synes at mene, at ingen af dem nogensinde har været der) var området af de gamle egyptere kendt som

1 Syrien – et navn hvis herkomst de lærde stadig strides om (se Wikipedia : Name of Syria).

2 Næste navn var ifølge det Gamle Testamente Kanaans land, som – igen ifølge Gamle Testamente – senere blev til

3 Dobbeltriget Juda og Israel. Senere begyndte Herodot at anvende ordet “ Palæstiné” som et geografisk begreb (ligesom Mesopotamien eller Jylland), og først i året 135 evt. blev det et politisk/administrativt begreb, da kejser Hadrian straffede jødernes oprør, (Bar Kochba oprøret), ved at ændre Judæas navn til

4 ”Palaestina Syria.” Judæa blev nu indlemmet i den allerede eksisterende romerske provins Syrien. Altså ikke nogen stat men blot en underafdeling af en romersk provins. Navnet “Palaestina Syria” beholdt Østrom, (det senere Byzans) som Palaestina Prima, da det erobrede landet i 303, men allerede efter arabernes besættelse 300 år senere begyndte navnet at forsvinde. I begyndelsen opfattede araberne igen hele området som

5 Syrien og delte det – helt op til Damaskus – i tre regioner kaldet ”jund” (egtl. garnison), hvoraf kun én indeholdt ordet ”Filastin” (den arabiske gengivelse af “Palæstina”.

De andre to regioner var ”Ordan” (Jordan) og ”Dimasjk (Damaskus). Men et par århundreder efter var navnet helt væk.

Muhammeds natrejse

Profeten Muhammeds første og vigtigste biograf Iŝhaq (død 767) berettede bl.a. om Muhammeds natrejse til “den fjerneste moske”, som antages at være Jerusalem, (selv om navnet Jerusalem ikke forekommer i Koranen), og han fortalte om arabernes vantro overfor denne påståede rejse. “Hvordan kan han rejse til Syrien på en enkel nat? En rejse der tager to uger”. For dem lå Jerusalem altså i Syrien – man havde taget det gamle navn i brug igen – og i Mellemøsten hed det nuværende Israel/Gaza/Østjordan “det sydlige Syrien” helt frem til Første Verdenskrig. D.v.s. i over 1000 år. Citatet fra Iŝhaq viser, at navnet Palæstina ikke havde holdt ret længe. Og det bekræftes af T.E Lawrence (Lawrence of Arabia), der i sin bog Visdommens syv søjler om sin egen deltagelse i arabernes opstand mod tyrkerne under Første Verdenskrig konsekvent kalder området for “Syrien”. Han brugte altså arabernes betegnelse, og det var også dette navn (altså Syrien), der blev brugt i forhandlingerne mellem Storbritannien og arabernes repræsentant Sheikh Hussein i 1915.

Storbritanniens løfte

Det var her Storbritannien afgav det famøse ”løfte til araberne”, men ikke i den form, som de fleste tror. Navnet Palæstina forekom slet ikke i de otte breve de udvekslede (på arabisk), og det var der sandsynligvis to gode grunde til. For det første var området på det tidspunkt uinteressant for begge parter, og for det andet fordi Sheikh Hussein med stor sandsynlighed ikke kendte navnet. For ham var det nuværende Israel og nabolandene bare et vagt “Sydsyrien”. Men i de følgende år blev “Palæstina” også nævnt i diplomatisk sammenhæng – navnlig i den famøse Balfour Erklæring (november 1917), der lovede jøderne ”a national home in Palestine”. Men indtil da havde navnet Palæstina været og var stadig totalt fremmed for araberne.

Auni Bey Abdul-Hadi: ”Der er intet land, der hedder Palæstina”

“Der er intet land, der hedder Palæstina” sagde den syriske leder Auni Bey Abdul-Hadi, til den britiske British Peel Commission i 1937. “Palæstina er er navn, zionisterne fandt på. Der er intet Palæstina i bibelen (fuldkommen korrekt, GC). Vores land har i århundreder været en del af Syrien. Palæstina er et fremmedord ord for os. Det er noget zionisterne har fundet på.”

Zuheir Muhsin, PLOs daværende militærkommandant og medlem af PLOs Executive Council, sagde noget lignende til det hollandske blad TROUW efter 6 dageskrigen i 1967.

“Der er ingen forskel mellem jordanere, palæstinensere, syrere og libanesere. Vi er alle en del af ét og samme folk, det er kun af politiske grunde vi understreger vores palæstinensiske identitet. Eksistensen af et selvstændig palæstinensisk folk bruger vi kun af taktiske grunde. Grundlæggelsen af en palæstinensisk stat er blot et nyt værktøj i kampen mod Israel”.

Ved FN-konferencen i 1956 udtalte Saudi-Arabiens repræsentant, at “det er almen viden, at ‘Palæstina’ ikke er andet end Sydsyrien.”

Araberne accepterer “Palæstina”

Det er ikke arabernes holdning i dag, men det var det dengang, og det svarer temmelig godt til den kortfattede palæstinahistorie ovenfor. D.v.s. det var de europæiske lande England og Frankrig, der fandt på at oprette et område, de kaldte Palæstina, og som araberne i 1000 år havde kaldt Sydsyrien. Her er der interessant nok en klar parallel til det Syrien, der indtil det opstod som det franske Mandatområde Syrien, kun var en region i det Osmanniske Rige. Det var et temmelig uklart geografisk begreb ligesom Jylland. Eller – mere relevant – Mesopotamien, der under navnet Irak blev det tredje af de tre mandatområder, de sejrende vestmagter oprettede i Mellemøsten. Ingen af disse tre var i nærheden af at være homogene nationer. Irak er et godt eksempel. Men mere om det i det følgende afsnit.

Anden og sidste del af Geoffrey Cains klumme udkommer søndag d. 13. august. Læs med og bliv endnu klogere!

W3Schools

Comments

comments