DEN UHÅNDGRIBELIGE “PALÆSTINA” – DEL 2/2

Anden del af Mellemøst-ekspert Geoffrey Cains klumme: Indtil de sejrende vestmagter opfandt ”Palæstina” var det hos araberne i 1000 år kendt som Sydsyrien. Men det navn passede ikke Storbritannien.

Læs del 1/2 af klummen her.

Kommentar af Geoffrey Cain

Det var, som jeg skrev i første del af Det uhåndgribelige Palæstina, den græske historiker og sagnfortæller Herodot, der fandt på navnet Palæstina, der hverken findes i Det Nye Testamente, Det Gamle Testamente eller Koranen. Og måske derfor, som jeg pointerede i første del af denne klumme, blev det hverken accepteret eller brugt af araberne før for ganske nylig. Hvem genoplivede Herodots gamle navn Palæstina så? Det var Storbritanniens skyld. Sammen med deres krigsallierede Frankrig skabte de i 1920 tre såkaldte mandatområder i Mellemøsten, og Palæstina var ét af dem. De andre to var Syrien og Mesopotamien (senere kaldet Irak). Der var intet Palæstina i det osmanniske rige, der havde besat Mellemøsten siden 1517, og Storbritannien og Frankrig fik et ”Palæstina” bikset sammen af de tre ottomanske provinser Jerusalem. Akko og Nablus. Hvad med de to andre mandatområder? De blev til på samme måde.

Indtil det opstod som det franske Mandatområde Syrien, var Syrien (navnet fandtes jo) et temmelig uklart geografisk begreb lige som Jylland. Eller – mere relevant – Mesopotamien, der som sagt senere fik det mere handy navn Irak.

”Irak” er lige så kunstigt som ”Palæstina”

Der er mange teorier om årsagen til Mellemøstens nuværende deroute, og den man hører mest, er, at det hele var Storbritanniens skyld. Men det kan naturligvis diskuteres. Visse ting taler for, andre imod. En anden interessant teori er blevet fremsat af mellemøstenkommentator Jack Wheeler, der siger, at det hele var T.E. Lawrence’ skyld. (Vi kender ham bedre som Lawrence of Arabia) Ifølge Wheeler har han lagt en ”curse” (forbandelse) over Mellemøsten, skriver Wheeler i ”The Curse of T.E. Lawrence: The Phony Nation of Irak”, hvor han skriver, at Irak er en fuldstændig kunstig opfindelse, der aldrig burde have været en stat: ”Iraq and its people have (…) no mutual cohesiveness. Mosul in the north is Kurdish, Basra in the south is Shiite Arab, Baghdad in
the middle is Sunni Arab. The Kurds, Shiites and and Sunnis all hate each other.”

Og man kunne lige så godt sige præcis det samme om de to andre mandatområder, Palæstina og Syrien, der af Storbritannien og Frankrig blev konciperet som vordende stater kun foreløbig under britisk og fransk styre. (En snes år senere blev de rigtige stater). Alligevel var der en forskel mellem dem. Navnene Irak og Syrien var kendte begreber i den arabisk/tyrkiske verden, men det var Palæstina ikke, og det skyldtes formentlig den franske og britiske elites klassiske dannelse, at de netop valgte “Palæstina”, selvom om det som sagt er uden belæg i biblen.

Navnet Palæstina vinder indpas i Europa

Men selv her i Europa er navnet kommet relativt sent til. Under korstogene og langt op i middelalderen omtalte europæerne området som Terra Sancta, Det Hellige Land, men det ændrede sig. Briterne og andre europæere blev efterhånden flasket op med forestillingen om, at området hed Palæstina, selvom der aldrig havde været noget palæstinensisk folk med eget sprog, kultur og historie – medmindre man regner de græske filistre i Gaza i bibelhistorisk tid for “palæstinensere”?

Så summa summarum: Navnet er som sagt en del af europæernes kulturhistorie men ikke en del af arabernes. For dem var der indtil 1960′ erne ingen geografisk eller anden betegnelse, der hed Palæstina. De føromtalte filistre forsvandt i kølvandet på assyrernes og babylonernes erobring og nævnes slet ikke i det Nye Testamente. Men takket være Herodot og de mange, der skrev af efter ham, blev filistrenes helleniserede navn hængende som geografisk og historisk betegnelse for hele området, og det endte med, at de allierede valgte netop det navn for området, der i dag udgør Israel, Gaza og Vestbredden. Dog var det ikke alle arabere, der afviste at bruge betegnelsen “Palæstina”, og den venstreorienterede israelske historiker Benny Morris fortæller i The Righteous Victims om forskellige arabiske foreninger, der i 1919 sluttede sig sammen i Første Palæstinensiske Nationalkongress. Men kun for at foreslå, at Palæstina skulle indlemmes i Syrien. Hvilket kun bekræfter den traditionelle arabiske opfattelse af området som en del af Syrien. Men nok om det.

Tre osmanniske regioner, Jerusalem, Akko og Nablus, gøres til Mandatområdet Palæstina

Afslutningsvis kan man slå fast, at der ikke var noget område i det osmanniske rige, der hed Palæstina, det område som Storbritannien oprettede ved at sammenkitte tre osmanniske småregioner: Akko, Jerusalem og Nablus. Navnet Palæstina slog først igennem i folkeretlig sammenhæng ved San Remo konferencen i 1920, hvor Storbritannien fik overdraget området som et mandatområde, dvs. en slags protektorat, som Storbritannien kort efter udvidede med hele det nuværende Jordan. Dette mandat (minus Jordan, der blev selvstændigt i 1946) blev af briterne senere overdraget til FN, der opløste det ved delingsresolutionen af november 1947. Men det var en resolution, som den arabiske verden med våben i hånd nægtede at anerkende, og efter et behjertet men fejlslagent forsøg på at drive jøderne i havet, endte det hele i en våbenstilstandslinje svarende nogenlunde til FNs oprindelige delingsresolution. Araberne fik tilbudt en stat, men ud fra den tanke, at jøderne ikke skulle have noget som helst, afviste de den. Det lykkedes dem dog ikke at fordrive jøderne, men to nabolande tog deres bid af det nu opløste Palæstina: Det nys udklækkede Jordan erobrede Vestbredden/Østjerusalem, mens Egypten erobrede Gaza. 19 år senere tabtes begge områder til Israel i seksdageskrigen i 1967.

FNs anti-Israel holdning

Hvad er deres status i dag? FN har vedtaget, at de er besat af Israel, men denne vedtagelse er ganske vilkårlig. Hvorfor netop de er besatte, mens den tidligere suveræne stat Tibet ikke er det, er ikke godt at vide, men arabisk/muslimsk pres er nok en del af svaret. Som tidligere sagt blev Mandatområdet Palæstina opløst af FNs delingsresolution af 1947, men – når de omtaler de israelske områder Gaza og Vestbredden som Palæstina – synes mange at mene, at det er der endnu. På arabiske landkort – og til og med på PA’s repræsentanters visitkort – er der intet Israel, kun et stort område, der hedder ”Palæstina”, og som svarer til det britiske Mandatområde Palæstina, der eksisterede fra 1920 til 1948. Så misforståelser har god jordbund at vokse videre i og det helt store spørgsmål – hvad, hvor og hvornår har der været et Palæstina? – besvares helt forskelligt, alt efter hvem man spørger. Og som regel er det dem, der ved mindst, der er de sikreste i deres sag.

W3Schools

Comments

comments