Af Erik Refner, senior.
SPIRITUALITET
[Klummer på NewSpeek er udelukkende udtryk for skribentens mening. Del 1 og del 2 kan findes her og her]
***
I foregående artikel, Del 2, berettede jeg lidt om min vej fra militant ateist til Jesus-freak. Kort fortalt var det på 20-30 år lykkedes mig at gøre mit liv til en galopperende katastrofe både for min familie og for mig selv. Et par stationer på denne min deroute var skilsmisse, bankerot og endestationen: Hvad jeg anså for min eneste udvej, et sidste lille skridt for at gøre en ende på mit miserable liv.
Men selvmordet udeblev, da en engel uventet krydsede min vej, og jeg som følge af dette møde uforvarende og til måbende overraskelse for mig selv fik en religiøs åbenbaring.
Nedenfor beretter jeg nogle udpluk fra denne åbenbaring, som havde lighedspunkter med Paulus’ åbenbaring på hans vej til Damaskus.
Ligesom det var tilfældet for Paulus, vendte også min ”oplevelse” totalt op og ned på mit liv. Jeg kom aldrig tilbage til mit ”elskede” arbejde som rådgivende ingeniør, og Paulus kom aldrig tilbage til sit ”arbejde” som indfanger og korsfæster af den gryende skare af jødiske Jesus-tilhængere.
***
Jeg har aldrig været fristet af euforiserende stoffer
Inden jeg begynder denne beretning, som formentlig er meget fremmedartet og af en højst ”tvivlsom” karakter for de fleste, bliver jeg nødt til at fortælle, at jeg aldrig havde været fristet af de for en del så tillokkende euforiserende stoffer.
Selv smertestillende piller holdt jeg mig fra, dette endog da jeg på grund af min fornægtende livsførelse kunne have daglange voldsom migræneanfald. Årsagen den denne lidt usædvanlige holdning var, at jeg fra min tidligste ungdom havde en uforklarlig og dyb angst for at blive afhængig af et eller andet, jeg ikke kunne kontrollere.
Jeg holdt mig til øl, pibe- og cigaretrøg, som viste sig ikke at have magten over mig. Måske er det mere rigtigt at sige, at så længe jeg kan huske tilbage, havde min stædighed været i stand til at overholde, hvad jeg lovede mig selv. Jeg stoppede på min 70-års fødselsdag efter at have røget 30-40 smøger om dagen, siden jeg var 13.
Spænd sikkerhedsselerne
OK, spænd sikkerhedsselerne.
Min åbenbaring var et langt hændelsesforløb, som indledtes med, at jeg befandt mig i en svævende, meget afslappet og fredfyldt tilstand. Alle farver var pludselig skiftet fra grumsede ”jordiske” farver til ekstremt klare og rene. Da jeg på et senere tidspunkt have lært mig at få ”sjælen” til at forlade kroppen, blev jeg klar over, at dette var det karakteristiske fænomen, som fortalte, at denne sjæl-krop adskillelse var indtruffet.
Jeg er ingeniør og måske derfor ”typen”, der ikke lægger meget vægt på, at noget anses for at være en skrøne, overtro, rene dumheder, gammelmandssnak, umuligheder osv. – hvis det samtidigt lyder som en ganske enkel opgave at efterprøve i praksis.
Hvorfor diskutere i en uendelighed om noget, en enkel test kan be- eller afkræfte? At få sjælen til at skille sig fra kroppen lød i mine ingeniør-ører fundamentalt dumt, men også såre enkelt at efterprøve, at jeg simpel hen måtte forsøge mig. Resultatet af min ”undersøgelse” var: No sweat – det kan læres af enhver, som besidder en smule tålmodighed.
Jeg vil ikke fortælle meget mere om begyndelsen på min ”rejse”, men straks springe til nogle mere interessante afsnit, der begyndte, da disse klare, rene farver blev skiftet til blændende hvidt.
. .
Jeg kom til et ”sted”, som ikke havde nogen som helst forbindelse med eller egenskaber til fælles med den fysiske verden. Alt var dækket af og fyldt med hvidt lys.
Jeg registrerede, at freden indeni mig blev ”suppleret” med en altgennemtrængende, upersonlig og allestedsnærværende Kærlighed – en Kærlighed så total og dyb, at jeg aldrig tidligere havde oplevet lignende – eller måske blot havde glemt?
Det hvid-malede landskab, jeg befandt mig i, besad en skønhed, mine øjne aldrig tidligere havde skuet. Hvidt, hvidt overalt, uden begyndelse, uden ende. Jeg gik eller rettere svævede og indåndede denne endeløse skønhed som til stadighed fyldte mig med fred og Kærlighed.
En dal overstrøet af et hvidt blomsterflor
Udstrakt foran mig så langt mit øje rakte lå en dal overstrøet af et hvidt blomsterflor. Dalen syntes at bevæge sig som de uendeligt langstrakte, tyste bølger, jeg med fascination havde betragtet mange år tidligere på en tur over Biscayabugten. Langsomt og rytmisk, dovent op og ned, op og ned, dybe lange åndedrag, som dalens blomsterflor nu gentog til min ære.
Svævende bevægede jeg mig, alt imens jeg indåndede freden, lyset og Kærligheden. Langt, langt ude i horisonten kunne jeg se et bjerg rejste sig en anelse over den blomsterbeklædte dal.
Min rejses endemål: Hjem i mit eget sind
Lidt nærmere opdagede jeg en ”by”, som voksede ud af en bjergside, en by udelukkende bestående af kirker, minareter, templer, pagoder, tårne og moskeer, som alle strålede og lokkede med hvid-gulligt lys. Jeg vidste at dette var min rejses endemål, grunden til jeg var kommet her.
Snart entrede jeg et hvidt marmorbelagt torv. Foran mig var en bred hvid marmortrappe, som førte op til et tempel tæt lukket med kolossal og massiv spidsbuet port. Jeg gik gennem porten og stod snart i et hvidt forrum med spidsbuer, der dannede loftet højt over mit hoved.
Længe stod jeg og iagttog alt omkring mig: En bred dør til noget. jeg opfattede som ”rådsforsamlingen”, en buegang til venstre ligeledes med spidsbuede hvælvinger ud imod en indre gård beplantet med træer og blomsterbuske. Længere imod venstre fandtes en bred balkon, som vendte ud imod torvet, hvorfra jeg var kommet.
Længe, længe blot så og fornemmede jeg rummet. Det gik op for mig, at ”jeg vidste alt” og vidste, at jeg nu endelig var kommet Hjem. Hvad jeg i hele mit liv havde søgt uden at finde. Hvad alle mine liv havde handlet om, hvad hver en sten i verden jeg havde vendt, hvad alle mine spørgsmål til de vise, jeg havde opsøgt, alt som jeg troede jeg kunne finde derude i verden, fandtes her. Endelig var jeg kommet Hjem, ikke ved at søge ude i verden, men i mig selv, i mit eget sind.
Uden mindste undren vidste jeg, at dette var evigheden, den evige, uforanderlige og tidløse evighed. Alt skete som i ét evigt NU. Og ALT var Kærlighed.
– og jeg vidste alt
Jeg så imod søjlegangen. En skikkelse kom imod mig, svævende, lysende. En hvid kjortel duvede som en let brise omkring hans krop. Han standsede mindre end en armslængde fra mig. Fra hans kjortel kom hvidt lys, som strålede langt, langt bort. Fra hans ansigt bølgede et lysvæld af gult, orange og hvidt lys, klart og stærkt som solen. Kærlighed flød fra ham uden ende og omsluttede alt. Intet andet end Kærlighed kom fra ham. Intet andet end Kærlighed indeholdt han.
Han var i lige mål maskulinum og femininum. Jeg siger ”han” og ”ham”, da hans maskuline udstråling – hans ”ydre” fremtræden – var mit første indtryk, hvad jeg først konstaterede, og hans ”indre” – Kærligheden – var hvad jeg følte, da han kom nærmere. Disse hans ”egenskaber” var så ekstreme og så overvældende, at havde jeg ikke været i en tilstand af ren Kærlighed var jeg løbet bort skrigende af rædsel.
Stående tæt ind til mig, så han ned på mig. Jeg måtte bøje mit hoved bagover for at kunne se denne kæmpe ind i hans dybblå øjne. Hans ansigt var mørk-brunt furet og farvet af solene, der flammede fra ham.
Han talte til mig uden ord og jeg til ham. Alt vi udtrykte var entydigt og klart. Længe underviste han mig, og jeg bøjede mit hoved i ærbødighed for hans visdom og hvert et ord, han fortalte om min mission, hvorfor han havde tilkaldet mig, hvorfor jeg var kommet der, hvad jeg endnu måtte igennem, hvad jeg måtte tilegne mig, om mit fremtidige hverv, om vores fremtidige genforening.
Uden varsel trådte han et skridt frem imod mig. Han gik bogstaveligt ind i mig, og jeg var ham, lysende som solen fra mit ansigt og bølgende af hvidt lys fra min kjortel – og jeg vidste alt.
”Rådsforsamlingen”
Meget hændte, men det sluttelige ”afsnit” i mit besøg i Paradiset, vores Hjem, indtraf da jeg besluttede mig for at entre ”stedet”, jeg tidligere benævnte som ”rådsforsamlingen”.
Jeg gik gennem porten til rådet og befandt mig i et ubeskriveligt lyshav. Rummet var kolossalt, højloftet, lysende, en katedral uden jordisk lige. Langs væggen til venstre for mig i det aflange rum sad 12 lysvæsner ligesom jeg. Langs vægen til højre sad ligeledes 12 lysvæsner og for enden af rummet sad Kristus ved et aflangt bord. Alle så imod mig, som var jeg ventet i kredsen.
Kun lys og Kærlighed flød til og fra alle lysvæsner i en uafbrudt, ustoppelig strøm – en udveksling af Guds skaberkraft, som ingen begyndelse og ingen ende havde. Tanken kom til mig, var dette på jorden, ville mine øjne brænde ud på sekundet, og alt ville forsvinde i fortærende luer.
På ejendommelig vis kunne jeg ”se” ned i den fysiske verden, se alle menneskene vandre omkring uden mål og med. Jeg så bødlerne og ofrene, skylden og skammen. Så brødre bekrige hinanden, lyve, bedrage, myrde – som var der ingen dag i morgen.
Jeg så de ærligt søgende blive vildført af eget stivsind og uforstandige præster uden forståelse for Jesu ord og gerning.
Jeg blot betragtede uden domme, uden fordømmelse. Forstod at ”verden” behøvede en ny åndelig kurs. Forstod at mennesket var kommet så langt fra sig selv, fra deres skaber og formålet med deres liv i en fysisk verden.
Længe stod jeg i dette Paradis af lykke og Kærlighed indhyllet og omsluttet af vore brødres Kærlighed, og jeg vidste alt.
”Dette har du ikke fortjent”
En stemme kom til mig, svag og næsten uhørlig. Jeg ænsede den ikke, ville ikke høre. Den vedblev, blot højere, mere skingert gennemtrængende: ”Dette har du ikke fortjent”. Gentog samme ord igen og igen i en uafbrudt pine. ”Dette har du ikke fortjent”.
Det lykkedes mig endnu en stund at ignorere stemmen, men på et ”tidspunkt” kunne jeg ikke længere stå imod ”Dette har du ikke fortjent”.
Jeg troede stemmen, troede jeg ikke havde fortjent denne Guddommelige lykke, og i selv samme øjeblik det var min overbevisning, forsvandt jeg fra Paradiset, kastet ud – ikke af Gud – men af min egen overbevisning, at jeg ikke fortjente Guds Kærlighed.
Tilbage i jordiske omgivelser, var mine første tanker: ”Hvad fan’ var det? Hvad i himlens navn er det, jeg lige har oplevet? Jeg må finde ud af, hvad pokker det var om så det skal tage mig resten af mine dage – og jeg må fortælle det til alle, der gider høre.”
Indledningen til syv års undersøgelser
Dette var indledningen til mine næste syv års undersøgelser og studier. Der er ikke ret meget, jeg ikke har prøvet, ikke mange trossamfund og kloge mennesker jeg ikke har frekventeret.
Ingen syntes at vide andet end, hvad de havde læst eller hørt fortalt. Det var ikke just imponerende.
Jeg begyndte at læse om andre religiøse retninger. Den tibetanske dødebog er interessant men ikke lærebogen jeg søgte: ”Hvordan gør jeg?”
De få, jeg kom over, der havde samme oplevelse, syntes at gøre det så indviklet, at det var vanskeligt for os almindelige mennesker at forstå. I lang tid manglede jeg min ”lærebog”. som klart og entydigt gav os opskriften på, hvordan vi mennesker ved egen hjælp og arbejde bliver genforenet med vores Skaber.
Jeg begyndte at læse Biblen. Det Gamle Testamente fandt jeg så ulidelig kedeligt, at jeg stoppede nogle hundrede sider inde i værket. Det syntes mere som egoets ”bibel” end som den kærlige Guds ord, mere som ”øvrighedens” regler vi almindelige havde at overholde, for at ”de” kunne have magten over os.
Det Nye Testamente – min ”lærebog”
En gang tidligere havde jeg forsøgt mig med Det Nye Testamente, men uden det vandt nogen genklang i mig. På grænsen til at opgive mit forehavende, gav jeg Jesus endnu en chance. Jeg begyndte at læse evangelierne igen: Markus, Lukas, Mattæus og Johannes.
Jeg husker endnu den stol, jeg sad i, og solen der lyste gennem vinduet til højre. Jeg havde ikke læst mange sætninger, før det gik op for mig, at jeg forstod alt, og mine tårer begyndte at rullede i en stadigt heftigere strøm lige til Johannes’ sidste ord, hvor tårerne langsomt tørrede ind i takt med Paulus’ belæringer. Læste og forundredes over evangeliernes klarhed. Det var, som jeg var der og fulgte Jesus i Palæstinas støvede sand.
Kom til kapitel 9 i Markus evangeliet: ”Seks dage efter tog Jesus Peter og Jakob og Johannes med sig og førte dem op på et højt bjerg, hvor de var helt alene. Og han blev forvandlet for øjnene af dem, og hans klæder blev skinnende hvide, meget hvidere, end nogen på jorden kan blege dem”.
Og jeg åbnede munden på vid gab og gled langsomt ned på gulvet, mens jeg hørte mig selv udbryde: ”Jamen for pokker, han beskriver jo de lysende væsner jeg var en af.”
Denne beretning om ”Forklarelsen på bjerget” findes i næsten enslydende versioner hos Markus, Lukas og Mattæus.
Lukas 9,28: ”Omtrent otte dage efter at Jesus havde sagt dette, skete det, at han tog Peter og Johannes og Jakob med sig og gik op på bjerget for at bede. Mens han bad, ændrede hans ansigt udseende, og hans klæder blev blændende hvide.”
Mattæus, kapitel 17: ”Seks dage efter tog Jesus Peter og Jakob og hans bror Johannes med sig og førte dem op på et højt bjerg, hvor de var alene. Og han blev forvandlet for øjnene af dem, hans ansigt lyste som solen, og hans klæder blev hvide som lyset.”
Denne forbløffende opdagelse fik mig til at fortsætte mit arbejde mere målrettet end tidligere. Som sagt endte det syv år senere med, at jeg endelig fattede og fattede, hvor ubeskrivelig enkelt det er.
Gud er ikke supermand
Mere herom i næste afsnit af min fortælling, hvor jeg vil fortælle lidt om betydningen af det, jeg oplevede, og kort om det jeg lærte, da jeg endelig fandt min ”lærebog”.
Afslutningsvis blot dette:
NEJ, Gud er ikke med nogle og imod nogle andre, og Gud er ikke supermand, som kommer ”de forurettede” til undsætning og myrder ”de fæle banditter”.
En gang for alle: Gud har intet at gøre med noget ”fysisk”. Gud er Ånd, en uendelig, upersonlig, kolossal, altomsluttende Kraft af Kærlighed, som skaber ved at udvide denne Kærlighed i en tidløs uendelighed.
***
Du har mulighed for at stille spørgsmål til mig via email om ting, du ikke forstår eller gerne vil have uddybet. Den eneste betingelse er, at dine spørgsmål og mine svar kan offentliggøres i NewSpeek, hvis red. finder, at de har almen interesse.
Mailadressen kommer her: QAnewspeek@vivaldi.net og vil fremover være at finde under de tekster, jeg skriver om spiritualitet.