Af Erik Refner, senior.
SPIRITUALITET
[Klummer på NewSpeek er udelukkende udtryk for skribentens mening. NewSpeek er ikke nødvendigvis enig med skribenten]
***
1. februar 2023 udgav NewSpeek introduktionen til en forhåbentlig længere artikelserie om spiritualitet. Jeg stillede blandt andet i udsigt, at fortælle hvad jeg mener med spiritualitet, tilgivelse, misforstået kristen lære og meget andet.
Der er mange grunde til jeg har valgt at fortælle om dette. Hovedårsagen er, at langt de fleste mennesker, der har forladt kristendommen, men også de som stadigt hænger ved, endnu ikke efter 2000 år er kommet ud af børnehaveklassen.
Tiden må nu være inde til at få et voksen-forhold til vores spiritualitet, som, skønt fornægtet, ikke er afgået ved døden, men blot behøver at få et par velmenende skub bagi for at blive vækket til live igen – tror jeg.
Lad mig i denne forbindelse blot nævne, at de fleste (religiøse eller ikke-religiøse) blandt andet tror, at Jesus blev vred og straffede sine medmennesker, at Gud er hævngerrig og sender os ned i et veldefineret brændende helvede, hvis ikke vi opfører os ”ordentligt”. Vi egoer har desværre den dårlige vane at måle alle andre inkl. Gud med vores egen målestok. Det er selvfølgelig meget enkelt at påvise tåbelighederne i sådan en tro. Men meget mere herom senere.
***
Vi i Vesten er kommet milevidt bort fra os selv
Vi i Vesten er kommet milevidt bort fra os selv, fra vores viden om hvem vi er, hvor vi kommer fra, hvad der sker når vi ”dør”, og hvorfor vi befinder os i denne verden – hvad vores formål og mål egentlig er – om vi, i det hele taget, har et formål eller mål med vores liv i en fysisk verden.
Hører du til dem der mener at der intet findes når vi ”dør”, vil jeg anbefale dig at starte en andet sted. Måske er dr. Raymond Moody’s lille, letlæste bog ”Life after Life” noget for dig.
Moody var familielæge, og flere af hans patienter havde oplevet at være erklæret klinisk døde, men var mirakuløst ”vågnet op” igen. De fortalte ham næsten enslydende historier om, hvad de havde oplevet, mens de var ”døde”.
Moody fandt deres fortælling så ejendommelige, at han besluttede sig for at lave en større undersøgelse af disse ”nærdød” tilfælde. Det kom der flere bøger ud, af bl.a. den ovenfor nævnte. Det vil sikkert også være en ide, at du i en stille stund definerer, hvad du mener ”intet” er for en størrelse.
Når vi har forkastet og fortrængt vores åndelige halvpart – som er det der gør os til mennesker og adskiller os fra dyrene – bedrages vi enkelt af de, som ikke vil os det vel. Vi falder på halen over en 14-årig skoleskulker, som tror, at vejrrapporten og klimaet er samme sag.
Vi mister evnen til at se og fornemme alle løgnhalsene. Vi tror ukritisk, at vore politikere arbejder til folkets bedste, at medicinalindustriens eneste og fromme ønske er at helbrede os og dermed gladeligt fallere sig selv.
Vi forfalder til fornægtelser
Værst af alt er dog, at vi ikke har redskaber, der kan reparere den tomhed og meningsløshed, vi føler indeni. I stedet for at søge en varig helbredelse af vores sind, som sand tilgivelse bringer os, forfalder vi til fornægtelser, som kun resulterer i en stadig og konstant ophobning af skyldfølelser. Herom meget mere senere.
Der er gode grunde til, at mennesker gående på gaden eller siddende på bænke i parker, i tog og busser, alle har deres tanker klistret til en smartphone-skærm. Der er også gode grunde til, at vi higer og stræber efter at opnå selvtillid. Det eneste, vi som egoer kan hitte på for at få vores tomheds- og skyldfølelser til at forsvinde, er fornægtelse og at tildække vores ”sår” med så tykke forbindinger, at vi ingenting mærker: En telefon-skærm, vores fine frimærkesamling, shop-till-we-drop, at vi er gode til specielle ting (helst bedre end alle andre), f.eks. vores arbejde, sport, forældrerollen etc. etc. etc.
Men intet forsvinder. Ubehagelighederne er blot skjult for en stund. Mange er i stand til at leve et langt liv bag disse forsvarsværker uden en eneste tanke om hvorfor, og uden det nogen sinde dages for dem, at vi blot skjuler os for ikke at ”mærke” os selv.
For andre, jeg selv inklusiv, er det en ballon som på et eller andet tidspunkt, i dette eller i et andet liv, revner og det med et brag, der får vores knæ til at bukke sammen under os. Universalmidlet, som kirker og præster burde have lært os i, er sand tilgivelse. Den form for tilgivelse de har lært os i 2000 år er imidlertid ikke tilgivelse men angreb på vores næste. Også mere herom senere.
Vi tror fejlagtigt, at selvtillid er selvværd
Vi tror fejlagtigt, at selvtillid er selvværd. Vi forstår ikke den altafgørende forskel: Selvværd er, at vi som mennesker har et værd uden at præstere det mindste. Vi er værdifulde alene i kraft af at være menneske.
Selvværd er en indbygget og helt ”arbejdsfri gevinst”, en gave som vokser i styrke og omfang på vores rejse tilbage til ”generobringen” af vores sande identitet.
Selvværd er en blivende følelse som ikke kan forsvinde.
Modsætningen til selvværd er selvtillid. Hvis en målmand er god til at fange fodbolde, har han en god portion selvtillid. Den forsvinder imidlertid som dug for solen, når han af en eller anden grund bliver fummelfingret og ikke længere ”redder” så mange bolde. Det kan tage ham lang tid til at arbejde sig tilbage til sin selvtillid.
For dem, der aldrig igen opnår den gamle ”styrke”, bliver livet meget let et helvede. Det de troede de var, deres hele identitet som var indgroet i deres selvtillid, er pludselig og uventet forsvundet, og de har ikke længere ringeste anelse om, hvem de er. En særdeles ubehagelig oplevelse, jeg kan tale med om, jeg der begravede og gemte mig i 12-14 timer lange arbejdsdage.
***
Lidt om hvem jeg er
Inden jeg kommer til alle disse ”alvorlige spørgsmål”, finder jeg det imidlertid på sin plads at fortælle lidt om, hvem jeg er, og hvorfor jeg mener at være ”kvalificeret” til at give dig en ny og bedre forståelse af dig selv og den åndelige rejse, du måske vil give dig ud på eller allerede har påbegyndt.
Jeg blev født næsten præcist et år efter Danmarks besættelse, hvilket betyder, at jeg i dag har passeret mit firsindstyvende år. Mine første år var præget af krig, mørke, kulde og dyrebare rationeringsmærker. Min far var modstandsmand, var aldrig hjemme i dagslys og meget sjældent efter mørkets frembrud. Inden jeg var fyldt 4 år havde jeg foldet og samlet tusindvis af illegale blade, som min mor efter arbejdstid trykkede på den lokale kælder-bogtrykkers stencil-maskine med mig som en utrættelig rugbrøds-motor.
Skønt både min far og mor var ateister havde jeg meget tidligt oplevelsen af at være ”beskyttet”, at der ikke kunne ske mig noget ondt, at der fandtes noget eller nogen som, skønt usynligt, holdt hånden over mig.
Da jeg nåede 10-års alderen havde jeg tilsluttet mig ateisternes rækker efter at have hørt på mængder af ævl om en straffende og fordømmende gud som personligt overvågede alt og ikke tilgav det mindste lille svinkeærinde og uden rettergang sendte os direkte ned i et evigt brændende hedt helvede.
Så kunne vi jo tygge lidt på den og bare gøre, som der blev sagt for ellers….. . Af en eller anden for mig stadig ukendt årsag har jeg nu aldrig gjort, ”hvad der blev sagt”.
Jeg uddannede mig til bådebygger og senere til skibsingeniør, blev gift, fik børn, tænkte kun i banerne karriere, hus, bil, penge, alt imens min ateistiske holdning gik fra det uskyldige til det militante, hvor jeg med hørbar vrissen forhånede og nedgjorde alle, der udtrykte mindste tendens til et religiøst livssyn.
Jeg fornægtede mig selv, min åndelige halvdel
Jeg fornægtede mig selv, min åndelige halvdel, mere end tvivlede på at en sådan ”halvdel” overhovedet eksisterede. Mine 12-14 timers arbejdsdag, 7 dage om ugen, var langt vigtigere end noget usikkert ”åndeligt” og min families velbefindende.
Hele denne pakke af koncentreret selvproduceret idioti ramte mig som en smedehammer en dag som 38-39-årig.
Arbejde, jeg havde sat så højt, blev pludselig en ulidelig byrde. Helt bogstaveligt kunne jeg ikke længere lægge to tal sammen. En skilsmisse fra kvinden, jeg havde levet sammen med i 20 år, var uundgåelig.
Kort sagt var det med uhørt effektivitet lykkedes mig at ødelægge min families og mit eget liv.
Da jeg på dette tidspunkt var blevet selvstændig rådgivende ingeniør betød manglende indtægter en hurtig bankerot og en rutsjebanetur ned i mørket, hvorfra jeg ikke anede nogen vej ud. Selvmord var eneste løsning på mit selvgjorte uløselige dilemma.
En Gud, jeg ikke havde tænkt på i 30 år, dukkede upåkaldt op i mit sind næsten som en blid og venlig udfordring til mit mod. Min første tanke var: ”hva’ fan’, nå ja, jeg har ikke noget at tabe, måske endda lidt at vinde, så tak for besøget”.
Uden at tænke over det, og uden at ville det, faldt jeg på knæ og overgav mig. Alle mine forestillinger om at kunne bedst selv, at vide bedst selv, var forsvundet. Enhver tanke om sandt eller falsk var borte, og jeg fyldtes af en befriende, svævende følelse. Huskede da jeg var 8, og det samme hændte mig og en tung mørk himmel åbnede sig over mig og oplyste mig med gyldent lys. Med klodsede ord bad jeg nu atter engang: Hjælp mig, vis mig en vej. Nu som den gang vil jeg være tro imod Dig, forstå og mærke at Du er en del af mig og uden domme eller vrede ord.
En engel krydsede min vej
”Når nøden er størst er hjælpen nærmest”. En engel krydsede min vej. Hun løste med forbløffende indsigt og sikker hånd alle knuderne i mit forkludrede liv.
Aldrig var hun i tvivl om opgaven, hun havde påtaget sig, om retningen hun ledte mig. Det var som et på forhånd aftalt møde. Den korte tid, vi var sammen, lærte mig mere om mig selv end alle foregående 40 år. Men vores tid endte brat da hun en vinteraften faldt til gulvet foran mig ramt af en hjerneblødning. Hun kom aldrig til sig selv igen. Efter veludført arbejde kunne Englen vende Hjem.
Inden da, og udelukkende med hendes hjælp, havde jeg oplevet en bibelsk åbenbaring, hvor jeg blev genforenet med mit Selv og alle Gudskabte Sønner i et Paradis uden tid, uden modsætninger, hvor intet andet end Guds Kærlighed og lys fandtes ja, vores Hjem som vi alle bevidst eller ubevidst søger.
Men meget mere herom i en senere artikel.
Mine bedste ønsker til dig på din rejse Hjem.
***
Du har mulighed for at stille spørgsmål til mig via email om ting, du ikke forstår eller gerne vil have uddybet. Den eneste betingelse er, at dine spørgsmål og mine svar kan offentliggøres i NewSpeek, hvis red. finder, at de har almen interesse.
Mailadressen kommer her: QAnewspeek@vivaldi.net og vil fremover være at finde under de tekster, jeg skriver om spiritualitet.