EN VENSTREORIENTERET, ISLAMKRITISK TÆNKER, ALLE BURDE LÆSE…

Shares 185

(Foto: Paul Berman)

Den amerikanske forfatter Paul Berman er en ægte intellektuel, som ikke forfalder til dovenskab i multikulturens hellige navn. Han fortjener at få en stemme i den danske samfundsdebat.

Af Lone Nørgaard

LoneNoergaard.png

Fra tid til anden bliver historiker og journalist Paul Berman (f. 1949) af sine læsere spurgt, om hans synspunkter skal betragtes som venstre- eller højreorienterede. Hans svar burde give stof til eftertanke for de danske debattører, der beskæftiger sig med islam:

“Spørgsmålet chokerer mig. Jeg mener, hvad forskel skulle det gøre? Et mere seriøst spørgsmål ville være: Tjener analyser som mine til at belyse den nuværende virkelighed eller ej? – det er det eneste spørgsmål, som burde betyde noget.”

Paul Berman er venstreorienteret – eller ”liberal” i den engelske betydning af ordet. Men han er ikke i multikulturalismens navn veget tilbage fra det hårde intellektuelle arbejde, som det er at grave sig igennem Det Muslimske Broderskabs spegede historie for at søge svar på islamistisk terrorisme. Derfor fortjener hans to bøger at få opmærksomhed i hele det politiske spektrum.

Tariq Ramadan er islamist

I bogen ”Flight of the Intellectuals”, som desværre endnu ikke er oversat til dansk, fremsætter Berman en forbilledligt klar kritik af to venstrefløjs-darlings: Den engelsk-hollandske forfatter og journalist Ian Buruma og den britiske historiker Timothy Garton Ash. Bogen er en rejse igennem de islamistiske bevægelsers historier, og i en nuanceret på-den-ene-side-på-den-anden-side får Berman afdækket, at euro-islam-talsmanden Tariq Ramadan, der af mange i Vesten bliver hyldet som moderat muslim og brobygger, i virkeligheden er islamist. Samtidig retter Bermans grundige læsning af islamiske kilder, herunder skrifter af fremtrædende tænkere som Sayyid Qutb (1906-1966) og Yusuf al-Qaradawi (f. 1926), et sofistikeret dolkestød mod førnævnte Ian Buruma, som i 2007 interviewede Tariq Ramadan til New York Times ganske uden at gennemskue dennes sløring af begreber og halvkvædede sharia-viser.

Bogen består af ni kapitler, og det sidste bærer overskriften ”De intellektuelles flugt”. Titlen kan dels oversættes til en generel frygt blandt kunstnere og intellektuelle for at blive myrdet af fanatikere fastspændt i en bizar ideologi; dels til intellektuel dovenskab båret oppe af dogmer frem for det slidsomme, langsommelige arbejde med at gå kilderne igennem i sømmene.

Det er en bog, der maner til eftertanke. Også for mig, der tilbage i 2002 skrev en overstrømmende anmeldelse af Edward Saids lille bog ”Den intellektuelles ansvar” (1994, oversat til dansk 2002). Sidenhen er min respekt for Said dog blevet noget flosset, især i takt med at andre akademikere har kigget ham i kortene. Således historikeren Torben Hansen:

“Saids præstation var at skrive bøger og artikler, der fordømte de vestlige universiteters studier af araberne og islam. Især bogen “Orientalism” (udgivet 1978) vakte opsigt. Her blev 200 års europæiske forskningsresultater anklaget for racisme, fordomme og “hvid” arrogance, og Said blev berømt og feteret blandt akademikere. Men virakken fik kritikere til at gå Said efter i sømmene. Det viste sig, at han havde leveret en stribe løgne. Hans påstand om at være født i Jerusalem og en beretning om, at Haganah i 1947 fordrev ham og hans familie fra et bestemt hus i byen, var ren fiktion, hvilket han måtte indrømme. Det samme var hans beskrivelse af en skolegang i Skt. Georgsskolen i Jerusalem. Men “unøjagtighederne” slog han hen og fremhævede i stedet, at det hus, der alligevel ikke var hans fødested, havde tilhørt hans tante, og at han var palæstinenser fra en klan, der var blevet smidt ud af jøderne.”

Kunsten at tænke selv

Et dogmeeksempel på de intellektuelles flugt er den faste overbevisning om, at rigdom er tyveri, og at vestlig succes er kilden til alle andres vanskeligheder – at vestlig velstand betyder ikke-vestlig fattigdom, og lidelser andre steder betyder skyld her.

Med et dogmatisk fortolkningsfilter mister eksempelvis de feterede debattører Ian Buruma Timothy Garton Ash blandt andet evnen til at foretage distinktioner mellem på den ene side Tariq Ramadan og på den anden side Ayan Hirsi Alis reform-forslag – og til i det hele taget at gennemskue, at Ramadan bekender sig til islamismen. Denne blinde vinkel deler de med de fleste vestlige journalister. Selvmords-terrorisme, anti-semitisme og kvinders stilling i islam bliver ikke adresseret. Men, siger Berman, hvor Ayan Hirsi Ali ønsker, at muslimer skal tænke selv, så kan Ramadan ikke “tænke for sig selv. Han tror ikke på at man skal tænke for sig selv.” Dermed viser Ramadans reformprojekt sig at være en direkte fortsættelse af hans bedstefar Hassan al-Bannas islamistiske program fra 1930’erne og 40’erne.

Kvinders status i islam

Den frygtindgydende vækst i de islamistiske bevægelser siden Rushdie-fatwaen og deres terrorisme ligger til grund for et ændret åndsklima. Denne terrorisme har Berman tidligere taget livtag med i ”Terror og liberalisme”(2003), som blev udgivet på dansk 2011. Han var øjenvidne til den ved første øjekast fornuftsstridige ødelæggelse af World Trade Center d. 11. september 2001, og oplevelsen førte til en bog med refleksioner over historie, politik og det liberale samfund og dets fjender. I dette værk beskæftiger Berman sig indgående med den egyptiske islamist Sayyid Qutb (1906-1966), der har fået stærk indflydelse i terroristbevægelserne og var en inspirationskilde for Osama Bin Laden. Qutb er en central figur, fordi han tidligt forstod, at islamismens fjende ikke var militær styrke, men derimod en snigende indtrængen af kulturelle påvirkninger og idéer. Med islamforskningens grand old man Bernhard Lewis’ ord: Hvis der er en enkelt faktor, som kan forklare den arabiske verdens vanskeligheder med at omstille sig til det moderne liv, så er det kvindernes status i de arabiske samfund.

Berman har et skarpt blik for, at totalitære bevægelser som nazisme, fascisme og kommunisme deler fællestræk med islamismen i deres angreb på det liberale samfund, at og der er grund til at frygte Det Muslimske Broderskabs fremmarch i Vesten. De knytter martyrium og sandhed sammen i en dødskult, som Berman med Camus’ hjælp blandt andet forklarer med, at:

“Drab gennem selvmord er en overskridelse af moralkodeks og udløser en ophidselse, som undertiden antager en åben seksuel [pirrende] karakter.”

Berman er – i modsætning til intellektuelle medløbere som Buruma og Ash – en ægte intellektuel. Man kan kun ønske, at flere herhjemme vil læse hans bøger – helt uden at bekymre sig om, hvorvidt bøgerne nu er venstre- eller højreorienterede.

(Essayet har i været bragt i Jyllands-Posten d. 2.1.16 – her let redigeret)

Shares 185

Comments

comments