DANMARK PÅ NEDTUR – OG HVAD VI GØR VED DET!

Shares 0

Af Lone Nørgaard

LoneNoergaard.png

Hvorfor er det en naturlov, at problemer skal vokse sig kæmpe store, før ’man’ forsøger at gøre noget ved dem. Eller rettere sagt: Først når det er for sent, får de pågældende problemer for alvor opmærksomhed. I flæng: Befolkningens generelle dannelsestab og historiske og kulturelle demens, uddannelsessystemets deroute fra folkeskole til universitet, et stigende antal mennesker, der ikke kan klare kravene i senmoderniteten, digitaliseringens ødelæggelse af såvel hjerner som institutioner, utilpassede indvandrere, muslimske særkrav osv. osv.

Jeg synes, jeg har påpeget de samme problemer igen og igen de seneste 15 år og ikke har bestilt andet end at baldre panden mod en mur. Således skrev jeg for 5 år siden om faren ved familieopløsning, og jeg vil være så kålhøgen næsten ord til andet at fremføre mine uforgribelige synspunkter igen. De er nemlig blevet endnu mere dækkende siden 2011.

Her kommer min kommentar, der oprindeligt blev trykt under overskriften: ”Mor m-k frem til kødgryderne”:

“Verden er af lave: 1: Mere end 200.000 unge i alderen 16-29 år er i dag ikke under uddannelse. Det skulle svare til knap 31 procent eller næsten hver tredje i aldersgruppen. Efter sigende forlader en del af dem skolen som funktionelle analfabeter. 2: Børns livsstil går i den forkerte retning. De spiser for usundt og motionerer for lidt. 3: Flere psykiske lidelser blandt børn fremkaldt af overdreven institutionalisering. 4: Et stort antal unge og yngre mennesker er på førtidspension, fordi de ikke skridt for skridt er blevet opdraget til at mestre voksentilværelsens krav af deres forældre.”

Danmark udviser stadig flere krisetendenser, som altså handler om en hel del mere end milliard-underskuddet på statsfinanserne. Ikke spor underligt: For et samfund, hvor familien er i opløsning, er et samfund i opløsning. Forbandet nok er det lige præcis i disse nedgangstider, at et skrumpende antal velfungerende danskere samtidig skal håndtere en massetilvandring.

Tilvandring på bekostning af familier

Indvandring er forbundet med et ønske om at tilpasse sig modtagerlandet. Tilvandring sker af mennesker, som ikke har denne indstilling. I parentes bemærket er ikke-assimilations-indstillingen vores egen skyld – vi kunne have stillet klare krav fra dag 1 og fortalt, hvordan klavererne spiller i vores samfund.

Tilvandringen koster milliarder-milliarder af kroner, som kunne have været brugt til renovering af skoler, reparationer af veje og ikke mindst ordentlige, top-tunede børneinstitutioner. Til sammenligning kunne efterlønnens 14-16 milliarder godt gå hjem og lægge sig. Ikke desto mindre er hovedproblemet ikke tilvandringen, men familiernes opløsning. Skilsmisserne er kun toppen af isbjerget, men lad mig alligevel lægge ud her, hvor dokumentationen af skadevirkningerne er særligt tydelig.

Hvordan får jeg forældre til at indse, at deres selvrealiseringsprojekter smadrer dels deres børn, dels den forladte part (sådan én er der som regel), der følgelig bliver en langt ringere omsorgs- og ressourceperson? At skilsmissebørn har store problemer med skolegangen er ikke noget nyt. De bruger al deres energi ikke på undervisningen, men på at forholde sig til det nu opløste hjem og nye kærester. Bonusmor og bonusfar, bonus min bare.

Børnemishandlingsloven (den livsløgnerne med en fuldfed eufemisme kalder forældreansvarsloven), hvor skilsmissebørn tvinges til at bo 7 dage på skift hos far og mor, har selvfølgelig konsekvenser for opdragelsen. Ud over den skizofrene tilværelse for de stakkels børn, betyder modellen, at forældrene viger tilbage fra at tage de nødvendige konflikter med børnene omkring pligter: Uha, tænk hvis lille Peter nu bedre kan lide at være hos far, hvis jeg siger, han kun må spille computerspil 1 time om dagen.

Forbyd skilsmisser

Børns sorg i forbindelse med skilsmisse er nærmest tabu. Samtidig er børn grænseløst loyale over for deres ansvarsforflygtigende, egoistiske ophav. Der findes ingen lykkelige skilsmisser for børn i familier uden vold og misbrugsproblemer. Derfor skal de voksne også holde op med at digte eventyr om, at en skilsmisse pr. definition er bedre for lille Lars, frem for at han hører på mors og fars skænderier. Det er vitterligt vås. Stod det til mig, blev skilsmisser forbudt, indtil børnene var 18 år. Eller i hvert fald STÆRKT vanskeliggjort,

Børn bliver ikke kun misrøgtet i forbindelse med skilsmisser. Det står ofte lige så slemt til i de på overfladen tjekkede højstatusfamilier, hvor både akademikermor og -far ihærdigt forfølger deres karriereplaner og ambitioner på arbejdsmarkedet. Alt imens de institutionaliserer deres yngel i 8-10 timer pr. dag og planter dem efterfølgende foran tv og computer i hjemmet. Eller hvad man nu skal kalde det sted, hvor børn tilbringer de få vågne timer, de ikke er i vuggestue, børnehave eller skole. Når der bliver krattet lidt i lakken, stikker omsorgssvigtet sit grimme fjæs frem. I de grelle tilfælde – og de knopskyder i disse år – i form af krop-umulige børn. I de knapt så ekstreme: Skrøbelige børn uden selvværd og indre kompas.

40 år efter den moderne kvindebevægelse gik til kamp for ligestilling, er det ikke mere muligt at lukke øjnene for bagsiden af medaljen. Arbejdsmarkedet som gud, smadrede familier, dysfunktionelle børn, et stigende antal taber-mænd, ensomhed og et alarmerende stress-niveau.

Den barske sandhed er, at en familie ikke kan hænge sammen uden en tovholder, der prioriterer fuldtidsjobbet på Hjemmevej. Ikke mindst børneopdragelsen af drenge er et mega-tidskrævende projekt. At holde en dreng på dydens og skolens og lektiernes slagne vej er benhårdt arbejde, som kræver en voksen ansvarlig persons fysiske tilstedeværelse.

Kødgryden: Det trygge hjems arne

Jeg er baldrende ligeglad med, om husmor- og opdragerfunktionen varetages af m eller k. Vel at mærke når børnene er over to år gamle – indtil da er det først og fremmest mor af indlysende, biologiske grunde. Men frem til kødgryderne, symbolet på det trygge og omsorgsfulde hjem, skal enten far eller mor, hvis familien som institution skal overleve. Sagt lidt anderledes: Jeg vil have sat gang i en debat om det dybt hensigtsmæssige i en klar arbejdsdeling mellem forældrene, der på en helt anden måde end i dag topprioriterer og værner børnene og træner dem i at tage livtag med senmodernitetens kompleksitet.

Uden fysisk og psykisk sunde og velfungerende børn, så glem alt om at de samme børn som voksne skal iføre sig den gule førertrøje i den globale konkurrence. Diverse magthavere, beslutningstagere og fremtidsforskere skal i stedet ruste sig på at mobilisere taknemmelighed, hvis blot de selvsamme voksne overhovedet kan klare at holde skruen i vandet uden offentlig krisehjælp.

Amen!

Shares 0

Comments

comments

4 Comments

  1. Kære Lone Nørgaard.

    Det er nu ti år siden jeg læste din
    ” Storm over Europa,,, 2006.
    Siden da er det gået stærkt – meget stærkt!
    Og i dag er Danmark forvandlet til en islamiskstat!
    Tænk, at det skulle ske i min levetid , ak ja
    sørgeligt ,,,,,,,,,,,,,,

    Mvh. Allan Hansen

  2. Ja, vel er verden af lave, som den altid har været. For ikke så mange årtier siden måtte børn af ikke-velstillede familier (og dem var der mange af) arbejde som en del af familiens forsørgelsesgrundlag. Mælkedrenge (morgenarbejde), bydrenge, tjenestedrenge på landet osv. Det gik ud over skolen, hvor mange simpelthen sad og faldt i søvn (min far var lærer i 1930’erne, derfra ved jeg hvordan det ofte var). Der var en fattigdom uden lige. Jeg har set en seddel, min far modtog fra en mor “Hugo var ikke i skole i går, da jeg var nødt til at vaske hans bukser”. Det var ingen skør undskyldning. Drengen havde kun ét eneste par bukser. Og det var ikke et enestående tilfælde i datiden.
    Men de allerfleste lærte i skolen (syv års undervisningspligt) at læse og skrive. Min barndomsven fra skolen siden 1953 gik ud af 7. klasse. I dag lever han i udlandet. Og skriver til mig på mail på et næsten fejlfrit dansk. At folkeskolen ikke kan lære børn det i dag, er en rystende falliterklæring.
    Et forbud mod skilsmisser indtil børnene er 18 år, er i mine øjne det rene vanvid. Lone Nørgaard har åbenbart ikke levet en barndom med et forældrepar, der burde have været skilt, i stedet for næsten dagligt at opføre et strindbergsk familiehelvede.
    At begge forældre arbejder fuld tid er noget skidt. Men det er desværre i det fleste tilfælde en nødvendighed, takket være vort såkaldte velfærdssystem, der består i, at man gennem en voldsom beskatning af lønindkomster med efterfølgende dyr og bureaukratisk omfordeling lader samfundet overtage en række af de opgaver, der tidligere var familiens.
    At leve af én indkomst som familie i dag er en evig kamp for at få pengene til at slå til, og nærmest umuligt.
    Selvfølgelig er der forældre, der negligerer deres børn til fordel for karrièren, men de fleste i den kreds, jeg kender til, bruger megen tid og energi på deres børn. Jeg tror, at den med karriereforældre, der blot parkerer børnene med et tv og en iPad, er noget af en kliché. Jeg kender mange mennesker, men ingen, der har ofret deres børn på karrièrens alter.
    Problemet for børn i dag er langt snarere institutionalisering i daginstitution, skole m.v. – og derudover et stressende udvalg af fritidsaktiviteter, hvor forældrene nok ikke altid er gode nok til at hjælpe ungerne med at prioritere.
    Men som til alle tider er billedet broget. Nogle har det rigtig godt, mange har det godt, og en del har det rigtig skidt – især i den nederste samfundsklasse.
    Men man skal ikke idyllisere “de gode gamle dage”. De var sjældent så gode som de engang imellem fremstilles af bedste- og oldeforældre.

    • Hans Lembøl. Med hensyn til muligheden for at leve af een indkomst, er jeg helt enig. Vi gjorde det selv, i et lille hus på 95 km med tre børn og en polo, og uden dyre ferierejser i seks år, indtil den yngste var to et halvt og kunne gå i deltidsbørnehave, hvad de alle gjorde indtil skolestart (på privatskole) Men det kostede, også på min efterfølgende karriere. Og noget, jeg/vi mangen en gang har måttet høre børnene sige: hvorfor bor vi i et lille hus, der er meget mindre end de andres? Hvorfor har vi ikke bil? (Hvad vi ikke havde i et par år, da poloen blev slidt op, som biler nu gør). Jo, børn – det er fordi, at mor altid har gået hjemme eller arbejdet deltids, og I har gået på privatskole – OG fordi, far har haft (via sin skattebetaling) mere travlt med at forsørge andre end sin egen familie. Jo, jeg tror bestemt, at mange gerne vil prioritere deres børn højt, men at det økonomisk er svært at gøre det. Det støttes ikke ligefrem af samfundet.

  3. Man kan se egoismen trives allevegne. Jeg har tusindvis af billeder fra ferier, rejser og hobbyer. Jeg er med på meget få. Unge mennesker har “en million” billeder – og de er selv med på de dem alle, og det det de fotograferer er i baggrunden. Jeg kæmpede mig en gang igennem en bog der hedder “Femail”. Det er stort set en agfskrift af nogle dengang kendte kvinders mail korrespondance, hovedsagligt om deres dagligdag. Side op og side ned om MIT parforhold, MIN karriere, Mit barn, MIT liv, MIT sexliv. Ordet VORES fandtes ikke.

    Det har altid været ældre menneskers privilegium at skælde ud over ungdommen, men jeg synes det er mere berettiget nu. Almen viden er stort set ikke-eksisterende, de kan ikke andre sprog end engelsk som de åbenbart tænker på og derefter oversætter til dårligt dansk. Det er ikke deres skyld, men en hel generation af elendige lærere. Er det ikke underligt, at dengang jeg gik i Realklassen med 15 elever, kom 3 på gymnasiet, resten tog en erhvervsuddannelser af en eller anden art. I dag er det omvendt. Er det fordi den danske ungdom er blevet klogere end for 40 år siden, eller er niveauet sænket?

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*