Af Lone Nørgaard
Hvorfor er det en naturlov, at problemer skal vokse sig kæmpe store, før ’man’ forsøger at gøre noget ved dem. Eller rettere sagt: Først når det er for sent, får de pågældende problemer for alvor opmærksomhed. I flæng: Befolkningens generelle dannelsestab og historiske og kulturelle demens, uddannelsessystemets deroute fra folkeskole til universitet, et stigende antal mennesker, der ikke kan klare kravene i senmoderniteten, digitaliseringens ødelæggelse af såvel hjerner som institutioner, utilpassede indvandrere, muslimske særkrav osv. osv.
Jeg synes, jeg har påpeget de samme problemer igen og igen de seneste 15 år og ikke har bestilt andet end at baldre panden mod en mur. Således skrev jeg for 5 år siden om faren ved familieopløsning, og jeg vil være så kålhøgen næsten ord til andet at fremføre mine uforgribelige synspunkter igen. De er nemlig blevet endnu mere dækkende siden 2011.
Her kommer min kommentar, der oprindeligt blev trykt under overskriften: ”Mor m-k frem til kødgryderne”:
“Verden er af lave: 1: Mere end 200.000 unge i alderen 16-29 år er i dag ikke under uddannelse. Det skulle svare til knap 31 procent eller næsten hver tredje i aldersgruppen. Efter sigende forlader en del af dem skolen som funktionelle analfabeter. 2: Børns livsstil går i den forkerte retning. De spiser for usundt og motionerer for lidt. 3: Flere psykiske lidelser blandt børn fremkaldt af overdreven institutionalisering. 4: Et stort antal unge og yngre mennesker er på førtidspension, fordi de ikke skridt for skridt er blevet opdraget til at mestre voksentilværelsens krav af deres forældre.”
Danmark udviser stadig flere krisetendenser, som altså handler om en hel del mere end milliard-underskuddet på statsfinanserne. Ikke spor underligt: For et samfund, hvor familien er i opløsning, er et samfund i opløsning. Forbandet nok er det lige præcis i disse nedgangstider, at et skrumpende antal velfungerende danskere samtidig skal håndtere en massetilvandring.
Tilvandring på bekostning af familier
Indvandring er forbundet med et ønske om at tilpasse sig modtagerlandet. Tilvandring sker af mennesker, som ikke har denne indstilling. I parentes bemærket er ikke-assimilations-indstillingen vores egen skyld – vi kunne have stillet klare krav fra dag 1 og fortalt, hvordan klavererne spiller i vores samfund.
Tilvandringen koster milliarder-milliarder af kroner, som kunne have været brugt til renovering af skoler, reparationer af veje og ikke mindst ordentlige, top-tunede børneinstitutioner. Til sammenligning kunne efterlønnens 14-16 milliarder godt gå hjem og lægge sig. Ikke desto mindre er hovedproblemet ikke tilvandringen, men familiernes opløsning. Skilsmisserne er kun toppen af isbjerget, men lad mig alligevel lægge ud her, hvor dokumentationen af skadevirkningerne er særligt tydelig.
Hvordan får jeg forældre til at indse, at deres selvrealiseringsprojekter smadrer dels deres børn, dels den forladte part (sådan én er der som regel), der følgelig bliver en langt ringere omsorgs- og ressourceperson? At skilsmissebørn har store problemer med skolegangen er ikke noget nyt. De bruger al deres energi ikke på undervisningen, men på at forholde sig til det nu opløste hjem og nye kærester. Bonusmor og bonusfar, bonus min bare.
Børnemishandlingsloven (den livsløgnerne med en fuldfed eufemisme kalder forældreansvarsloven), hvor skilsmissebørn tvinges til at bo 7 dage på skift hos far og mor, har selvfølgelig konsekvenser for opdragelsen. Ud over den skizofrene tilværelse for de stakkels børn, betyder modellen, at forældrene viger tilbage fra at tage de nødvendige konflikter med børnene omkring pligter: Uha, tænk hvis lille Peter nu bedre kan lide at være hos far, hvis jeg siger, han kun må spille computerspil 1 time om dagen.
Forbyd skilsmisser
Børns sorg i forbindelse med skilsmisse er nærmest tabu. Samtidig er børn grænseløst loyale over for deres ansvarsforflygtigende, egoistiske ophav. Der findes ingen lykkelige skilsmisser for børn i familier uden vold og misbrugsproblemer. Derfor skal de voksne også holde op med at digte eventyr om, at en skilsmisse pr. definition er bedre for lille Lars, frem for at han hører på mors og fars skænderier. Det er vitterligt vås. Stod det til mig, blev skilsmisser forbudt, indtil børnene var 18 år. Eller i hvert fald STÆRKT vanskeliggjort,
Børn bliver ikke kun misrøgtet i forbindelse med skilsmisser. Det står ofte lige så slemt til i de på overfladen tjekkede højstatusfamilier, hvor både akademikermor og -far ihærdigt forfølger deres karriereplaner og ambitioner på arbejdsmarkedet. Alt imens de institutionaliserer deres yngel i 8-10 timer pr. dag og planter dem efterfølgende foran tv og computer i hjemmet. Eller hvad man nu skal kalde det sted, hvor børn tilbringer de få vågne timer, de ikke er i vuggestue, børnehave eller skole. Når der bliver krattet lidt i lakken, stikker omsorgssvigtet sit grimme fjæs frem. I de grelle tilfælde – og de knopskyder i disse år – i form af krop-umulige børn. I de knapt så ekstreme: Skrøbelige børn uden selvværd og indre kompas.
40 år efter den moderne kvindebevægelse gik til kamp for ligestilling, er det ikke mere muligt at lukke øjnene for bagsiden af medaljen. Arbejdsmarkedet som gud, smadrede familier, dysfunktionelle børn, et stigende antal taber-mænd, ensomhed og et alarmerende stress-niveau.
Den barske sandhed er, at en familie ikke kan hænge sammen uden en tovholder, der prioriterer fuldtidsjobbet på Hjemmevej. Ikke mindst børneopdragelsen af drenge er et mega-tidskrævende projekt. At holde en dreng på dydens og skolens og lektiernes slagne vej er benhårdt arbejde, som kræver en voksen ansvarlig persons fysiske tilstedeværelse.
Kødgryden: Det trygge hjems arne
Jeg er baldrende ligeglad med, om husmor- og opdragerfunktionen varetages af m eller k. Vel at mærke når børnene er over to år gamle – indtil da er det først og fremmest mor af indlysende, biologiske grunde. Men frem til kødgryderne, symbolet på det trygge og omsorgsfulde hjem, skal enten far eller mor, hvis familien som institution skal overleve. Sagt lidt anderledes: Jeg vil have sat gang i en debat om det dybt hensigtsmæssige i en klar arbejdsdeling mellem forældrene, der på en helt anden måde end i dag topprioriterer og værner børnene og træner dem i at tage livtag med senmodernitetens kompleksitet.
Uden fysisk og psykisk sunde og velfungerende børn, så glem alt om at de samme børn som voksne skal iføre sig den gule førertrøje i den globale konkurrence. Diverse magthavere, beslutningstagere og fremtidsforskere skal i stedet ruste sig på at mobilisere taknemmelighed, hvis blot de selvsamme voksne overhovedet kan klare at holde skruen i vandet uden offentlig krisehjælp.
Amen!
Be the first to comment