Af Karsten Pultz, musiker, forfatter og videnskabsjournalist.
Et altoverskyggende problem i de vestlige regeringers hårdhændede vaccinepolitik handler om etik. Er det OK at ofre nogle få mennesker for at redde mange?
Der er nu (pr. 1. januar 2022) 36.257 vaccinedødsfald og 1.327.876 (and counting) alvorlige vaccineskader i EU. Det er prisen, som regeringerne har været villige til at betale.
Dette er de officielle tal, men når sandheden kommer for en dag, vil vi se væsentligt højere tal. I USA er der i skrivende stund 21.382 registrerede vaccinedødsfald. En forskningsartikel fra Harvard har i 2010 imidlertid fastslået, at under 1% af bivirkningsepisoder indrapporteres: ”fewer than 1% of vaccine adverse events are reported”.
Fra skolen husker vi procentregningsopgaver som:
Hvis 21.000 er 1%, hvad er så 100%? – Regn selv, og få chokket!
Hvilken ret har en regering til at spille Gud?
Men hvilken ret har en regering egentlig til at spille Gud og bestemme, at visse liv kan ofres for at redde andre?
Filosofien, hvor det er i orden at ofre nogle få for at gavne de mange, hedder utilitarisme. Når politikere og regeringer i deres vaccinepolitik tillader at gøre sig selv til Gud, er det fordi folk, og ikke mindst vore magthavere, ikke længere tror på Gud. Tror man på Gud, vil man vide, at det til enhver tid aldrig vil være rigtigt at ofre så meget som ét liv for at redde x antal andre liv. I en materialistisk forståelse af verden, er det imidlertid helt naturligt at skalte og valte med et mindretal, hvis det gavner et flertal. Tror man, at materie, ikke ånd, er fundamentalt, vil det altid se fornuftigt ud at ofre de få til gode for de mange, sådan som vi ser det praktiseret i kommunistiske Kina.
Måske er det, fordi politikere mere tror på stemmer end på Gud, for der er naturligvis flere stemmer i at gavne et flertal. De ser således intet problem i at handle som en gud og bestemme, at nogle få må dø og blive handicappede for at mange kan leve. Stemmemæssigt er det således forståeligt nok, at politikerne adlyder det store flertals angst, som er fremprovokeret af mediernes forskruede dækning af en sygdom, som ikke engang har genereret den smule overdødelighed, vi regelmæssigt ser ved influenza – influenza, som vi har levet lykkeligt med i årevis uden lockdowns, masketvang, vaccinepas og det nu verdensomspændende og frygtindgydende psykologiske fænomen betegnet af professor Mattias Desmet som ”Mass formation psychosis”.
Det paradoksale er, at selv set med utilitaristiske briller på, giver Vestens regeringers corona- og vaccinepolitik ingen mening. En nylig ”freedom of information request” afslører, at der i UK kun har været 17.000 dødsfald, hvor COVID-19 er eneste årsag – altså kun ca. en tiendedel af det dødstal, befolkningen hidtil er blevet oplyst. Gennemsnitsalderen for de døde endte med at være 82,5 år, hvilket er mere end gennemsnitlig forventet levetid.
Når angsten sætter ind, sætter fornuften ud
UK har ligesom Danmark brugt ubegribeligt store summer på COVID-19 – penge, som kunne have genereret ekstra leveår for mange, i stedet for at have været spildt på en sygdom mindre farlig end influenza.
De mange spildte penge demonstrerer netop, at når angsten sætter ind, sætter fornuften ud. I corona-æraen er dødsangst den eneste og højeste moral. Grundlov, menneskerettigheder, internationale konventioner og etiske argumenter er de seneste 2 år blevet komplet irrelevante, fordi dødsangst regerer. Du kan ikke gå i rette med dødsangst – den er den ultimative debatvinder.
Folk, der fra start valgte at følge de til rådighed stående statistikker i stedet for mediernes fordrejninger, har været klar over, at de reelle data, som nu er afsløret i UK, også gælder for Danmark.
I UK er kun 3500 personer under 65 år døde af COVID-19.
I Danmark er der i hele corona-perioden kun 92 personer under 70 år og uden komorbiditeter døde af COVID-19. Også i Danmark har gennemsnitsalderen på de coronadøde været højere (82 år) end den gennemsnitlige levetid (81 år).
Hvorfor så lockdowns?
Hvorfor så et umenneskeligt pres på de uvaccinerede?
Hvorfor så mundbindstvang?
Hvorfor så tvangstestning?
Hvorfor så coronapas?
Hvorfor så krænkelse af individets kropslige autonomi?
Hvorfor så accept af, at gigantiske summer er spildt på uvidenskabelig og derfor forfejlet coronapolitik?
Svaret er: Angst.
Vi har med corona-æraen nået et civilisationsmæssigt lavpunkt, fordi der kun er én enkelt målestok tilbage, hvormed alle handlinger udmåles.
Hvor meget tryghed og dulmen af dødsangst kan opnås gennem dette eller hint tiltag? Det er det eneste spørgsmål, der er tilbage, og svaret vil altid være, at den handling, som genererer mest tryghed for flest mennesker, er den rigtige. Hermed ophører alle moralske og etiske og ubegribeligt nok selv videnskabelige debatter, for intet argument kan overtrumfe et argument, der tager udgangspunkt i angsten for at dø.
Vi må genopdage troen på Gud
Jeg ser kun én løsning på de gigantiske problemer, vi nu sidder tilbage med: Vi må genopdage troen på Gud. Uden tro på noget større og vigtigere end os selv og den fysiske virkelighed, vil hele verden hensynke i et umenneskeligt utilitaristisk helvede, hvor det i bedste kinesiske stil er i orden at begå overgreb mod forskellige mindretal med begrundelse i, at det gavner flertallet.
Uden gudstro giver etiske og moralske diskussioner ingen mening. Det utilitaristiske monster og dødsangsten vil altid overtrumfe ethvert argument med, at det at redde liv altid er bedre end fx hensyntagen til individets kropslige ukrænkelighed. Regeringer verden over har vist, at der ingen grænser er for, hvor langt man vil gå med hensyn til indgriben i folks liv. Fordi nogen har dødsangst, er fx din krop og hvilke stoffer, du ønsker indsprøjtet i den, ikke din personlige sag længere.
I min forståelse er det forkert at lade sin gudskabte krop injicere med en kodesekvens for et fremmed – og i dette tilfælde ikke bare fremmed, men cytotoksisk – protein. Tanken om, at mine celler skulle producere dette fremmede og farlige protein og det ikke usandsynlige potentiale for permanent indvirken på mit genom gennem revers transkriptase, virker på mig forkert. Dette har nu på besynderlig vis placeret mig som fjende af staten – og desværre også som fjende af et stort flertal af mine danske medborgere – og hvorfor? Fordi angst og manglen på gudstro kun kan frembringe en utilitaristisk forståelse for, hvad der er rigtigt og forkert. Al moral og etik er med corona-æraens indtog ophævet, og folk, der forsvarer dybere værdier, er nu pludselig at betragte som mere eller mindre kriminelle.
Uden en snarlig tilbagevenden til troen på en skaber varsler corona-æraen etikkens og egentlig hele civilisationens endeligt. Fremover vil debatter om, hvorvidt dette eller hint er rigtigt eller forkert, være endt før, de er begyndt. Der er nu kun en enkelt målestok at måle rigtigt og forkert med, nemlig den utilitaristiske. Accepterer man ikke den, og lader man ikke sit liv regulere af det, som dødsangsten dikterer, stemples man som et ondt menneske.
Angst har styret begivenhederne omkring COVID-19, og de, der har været uenige i den måde, hvorpå sygdommen og vaccinerne er blevet håndteret, er til stadighed blevet betragtet som fjender af samfundet og menneskeheden som sådan. Man kan ikke bebrejde sine medmennesker dette, for frygt er en ekstremt kraftfuld motivator – og frygt, i stedet for saglig information, er præcis det, som medierne har tilbudt befolkningen i forbindelse med hele denne affære.
Jeg har tillid til, at en genfindelse af troen på Gud kan løse den forfærdelige situation, vi er havnet i.