Af Lars Hedegaard.
Det bliver for tiden diskuteret – i det mindste på Facebook og i de alternative medier – hvem der bærer hovedansvaret for Danmarks fremadskridende undergang, befolkningsudskiftningen og demokratiets afløsning af shariastaten.
Det gør naturligvis politikerne, der gennem årtier har arbejdet for landets islamisering. Nogle ville have, at det skulle gå hurtigt, andre gik ind for en langsommere fremmedovertagelse, men med få undtagelser ville de det samme.
Spørgsmålet er imidlertid, om det var fra politikerne, at råddenskaben udsprang. Det tror jeg ikke, for politikerne agerer først og fremmest i forhold til medierne, som de efter bedste evne prøver at behage ved at sige og gøre det, som de mener vil give dem god presse.
Og ser vi på mediernes optræden de seneste i hvert fald 40 år, slår det en, at de systematisk har taget islams parti over for danskernes, og var der danskere, der ikke kunne se storheden i Muhameds lære og den muslimske tilstrømning, blev de hængt ud som onde.
Jeg skriver i datid, men er det så meget anderledes i dag?
Når en politiker skal stå skoleret i fjernsynet i anledning af den skrantende “integration”, er vinklen altid: Hvorfor har du ikke givet flere penge til fattige børn og “kriminalitetstruede” “unge” (altså unge muslimer, der udsætter andre for kriminalitet). Vinklen er aldrig: Hvordan har du kunnet stå model til en udvikling, der gør, at man snart ikke kan gå på gaden om aftenen uden at blive overfaldet? Eller: Ved du ikke, hvad islam går ud på, siden du byder denne ideologi velkommen i Danmark?
Og bemærk: Der er snart ikke en eneste diskussion i radio eller fjernsyn, uden at et par muhamedanere skal stå og spille ofre, og blandt publikum er der godt besat med indpakkede kvinder og sortskæggede mænd med skulende blikke. Er der en eneste studievært, der har spurgt disse jammerkommoder, hvorfor de ikke damper af til sharialand, hvis de er så utilfredse?
Det er denne islamiske enhedsfront, som politikerne med få undtagelser har valgt at forholde sig til. De har allerede tisset i bukserne, før de kommer ind i studiet.
Vi må sætte vores lid til enkelte kvindelige politikere fra Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige, som ikke lader sig kyse.