DEN MUSLIMSKE KRIG HOLDER ALDRIG OP

islamic-conquest

Af Lars Hedegaard.

En af verdens skarpeste og bedst informerede iagttagere af islam, Raymond Ibrahim, skrev i 2016 en artikel, som er god at få forstand af.

Han anbefaler, at vi holder op med at udlægge Koranen og andre islamiske skrifter og koncentrerer os om islamisk HISTORIE. Altså om muslimers gerninger.

“Lad os”, skriver han, “se på nogle kendsgerninger, der er bekræftet af såvel muslimske som ikke-muslimske hovedkilder: Blot et årti, efter at islam opstod i det 7. århundrede, brød jihad [hellig krig] ud fra Arabien. På blot nogle årtier havde muslimerne permanent undertvunget det, som dengang udgjorde to-tredjedele af den kristne verden. Hjertet af nutidens muslimske verden – lande som Egypten, Syrien, hele Nordafrika, Tyrkiet og mere – var i det 7. århundrede kristendommens hjerte.

Derefter var det endeløs krig mod det kristne Europa. Blandt de lande og områder, der blev angrebet, eller som kom under muslimsk kontrol i løbet af de følgende århundreder, var (for at bruge deres moderne navne og ikke i nogen bestemt orden): Portugal, Spanien, Frankrig, Italien, Sicilien, Schweiz, Østrig, Ungarn, Grækenland, Rusland, Polen, Bulgarien, Ukraine, Litauen, Rumænien, Albanien, Serbien, Armenien, Georgien, Kreta, Cypern, Kroatien, Bosnien-Herzegovina, Makedonien, Hviderusland, Malta, Sardinien, Moldova, Slovakiet og Montenegro.”

Kun det yderste nordlige og nord-vestlige Europa undgik de muslimske krigere, bortset fra Island, der blev angrebet i 1627.

Fra slutningen af 1600-tallet og til i dag har islam ikke haft den militære styrke til at gå til direkte angreb på Vesten, men derfor skal man ikke tro, at muslimer har opgivet den hellige krig. Nu føres den blot med andre midler som masseudvandring, terror og tilfældige overgreb på den vestlige civilbefolkning, som vi kan læse om hver dag.

Ibrahim finder det ironisk, at det er lykkedes den vestlige kulturelite at fremstille muslimer som ofre for kristen intolerance.

Det samme gør jeg, og jeg spekulerer til stadighed på, hvorfor kultureliten, medierne og politikerne har gjort det.