Af Lars Hedegaard.
Det demokratiske partis nye håb, tidligere vicepræsident Joe Biden (77), synes ikke at være helt klar i hovedet.
Det britiske ugemagasin Spectators medarbejder, Freddy Gray, mødte ham for nogle uger siden og fortæller levende om deres samtale:
“Jeg spurgte: ‘Hr. vicepræsident, hvordan ville du som præsident forholde dig til Brexit og Boris Johnson?’ ‘Hvad?’ svarede han. Jeg gentog spørgsmålet, og denne gang råbte jeg. ‘Hvad?’ sagde han igen, mens han smilede. Hans forlorne tænder glimtede, hans øjne var vanvids-blå. Han anede ikke, hvad jeg talte om. Jeg prøvede en sidste gang, idet jeg skreg: ‘Boris Johnson!’ i øret på ham. Et eller andet sted dybt i hans psyke, var der noget, der bevægede sig. ‘Bori…’, sagde han. Så vendte tomheden tilbage, og han gik hen for at kramme nogle gamle damer.”
Hver dag bringer sine besynderligheder. Ifølge Biden fortalte Margaret Thatcher ham, at hun var bekymret over Donald Trump. Han mente Theresa May. Han har også berettet, at han indgik en klimaaftale med Deng Xiao-ping, som døde i 1997. Han mente Xi Jinping. For et par dage siden forvekslede han sin søster med sin kone. Han prøvede også at citere den amerikanske uafhængighedserklæring, men løb sur i det, og endte med at sige: “I ved, hvad jeg mener.”
Det er altså det bedste, som det engang så frygtindgydende demokratiske parti kan stille med i november – med mindre han i mellemtiden er blevet kørt til et hjem for mentalt handicappede. I så fald er bannerføreren den jævnaldrende bolsjevik, Bernie Sanders – en beundrer af Fidel Castro og andre kommunistiske massemordere.
Det er næsten synd, men det er jo der, man ender, når man ikke har anden politik end at ville af med Trump.