KRASNIKS BEGREBER

Af Lone Nørgaard

17.februar skriver Weekendavisens nye chefredaktør Martin Krasnik en leder under overskriften ”Borgerlige ord”. Den fortjener en kommentar.

Det er svært at være uenig i, at det ikke er til at se forskel på S og DF. Men det bliver straks mere mudret, når Krasnik begynder at slå om sig med begreber som ’borgerligt’, ’liberalt’, ’nationalistisk’, ’fremmedfjendsk’, ’reaktionært’ og ’borgerlige værdier’.

Vi tager den lige i sammenhæng: ”Dansk Folkeparti er hverken borgerligt eller liberalt, det er et nationalistisk, fremmedfjendsk og reaktionært parti blottet for forståelse af borgerlige værdier. Det vil være befriende at blive fri for den maskerade, hvor vi lader, som om Dansk Folkeparti hører til på den borgerlige fløj.”

Med sin begrebsbrug placerer Krasnik og Weekendavisen sig i ”det gode selskab”: Stram udlændingepolitik er af det onde. Folk, der vil forsvare fædrelandet, er kulturpessimister og højtråbende nationalister, modsat de gode alias diskrete borgerlige stemmer.

Når Krasnik går i gang med at definere borgerlighed, der ”som verdensanskuelse har sin oprindelse i den franske Oplysning”, har han tilkendegivet sin position alias uvidenhed om, at Vesten ikke var politisk og kulturelt formørket i tiden før 1789.

Her kommer min mentors historiker-definition, der udvider det historiske perspektiv:

”Borger = cittadino på Machiavellis sprog. Città = polis = by. Terminologien kommer fra oldtidens Grækenland og bygger på lighed for loven. En borger var i princippet et frit individ (af hankøn på daværende tidspunkt), en bybo, som deltog i beslutninger om byens anliggender. Denne indretning opstod først i Athen og skyldtes Kleisthenes (omkring år 500). Han fik indført en ny forfatning, som var demokratisk. Dermed trængte han aristokratiet og især klanstrukturerne – kollektivismen – i baggrunden.

Det græske demokrati forsvandt igen under Alexander 200 år senere. Men tanken om folkets suverænitet overlevede i Romerriget = Senatus populusque romanorum = Res Publica. Det genopstod i senmiddelalderens bystater: Hansestæderne, de schweiziske kantoner, Londons håndværkere og handlende og desuden i Italien, Frankrig og Spanien. En borger er derfor demokrat. Men de middelalderlige borgere havde ikke kendskab til demokratiet i oldtiden. Det var selve deres germansk-romerske livsform, der dannede grundlag for deres politiske kultur.

Borger og borgerdyd kan ikke skilles fra hinanden.  Borgerdyd er handlekraft og aktivt engagement i politik. Machiavellis betegnelse er “virtù”: “Mandighed”. Det danske “dyd” betyder “dåd” = handlekraft. Demokratiet er en “populistisk” orden.”

Så nej, Krasnik: Vi kan ikke (ledercitat: ”løse de problemer, der naturligvis vil opstå i et åbent samfund. I fællesskab. Også selv om borgerlige politikere og tænkere har beskæftiget sig med sagen i flere hundrede år.”)

For de åbne samfund har ikke taget højde for den kaoskraft, der hedder islam – udstyret med en helt anden politisk dagsorden, som vil Vestens undergang.

Derfor er forsvaret af nationalstaten og lukkede grænser /grænsekontrol den eneste vej frem, hvis vi vil bevare vores livsform. Islam er underkastelse – og dermed det stik modsatte af borgerlighed.

(Indlægget blev oprindeligt afvist af Weekendavisen)